e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Flash uden forudsætninger

Produktion på 20 minutter med et af de små programmer

Af Chester Folming, cf@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Flash er et omfattende program med et interface, der for begynderen kan virke uoverskueligt. Når målet er at producere audio slideshows uden avanceret funktionalitet, kan man bruge et program, der koncentrerer sig om netop den opgave. Dermed kan man spare tid og producere aktuel journalistik med lyd og billeder.

De små programmer er specielt designet til at løse én bestemt opgave, ikke at kunne det hele. Programmerne er billige og kan bruges af enhver. Der kan være fordele ved at arbejde med de små programmer frem for i Flash, fx at færre muligheder hjælper med at bevare det journalistiske fokus.

Mange program-tilbud

Audio slideshows er det mest populære journalistiske Flash produkt. En begynder skal bruge et par dages undervisning og træning for at kunne producere et nogenlunde resultat.

En række små programmer er specielt udviklet til at levere netop audio slideshowet. En hurtig søgning på Google [audio slideshow] giver en masse brugbare resultater.

Et af disse programmer er Soundslides, et audio slideshow program til Mac. Soundslides kræver ikke tekniske forkundskaber for at nå det professionelle resultat. Journalisten skal blot kunne producere en god lydside og have billederne til historien.

Sådan virker Soundslides

Tiden bliver ikke spildt, når Soundslides åbnes, Billederne og lyden overføres til den valgte projektmappe, og så er første version af produktionen færdig til at blive testet. Det kan anbefales at justere billedernes tid på scenen, så den passer til lyden. Det gøres ganske simpelt ved at trække i skillevæggene mellem billederne.

Forberedelsen af billederne består blot i at lægge dem i en mappe og sørge for, at de vender rigtigt, de skaleres automatisk til en af to standardstørrelser eller til et valgfrit format. Rækkefølgen af billederne justeres også ved blot at trække dem frem eller tilbage i en tidslinje.

Skal produktionen have en rubrik, og skal der gives kreditering for billederne, så udfyldes disse data, og baggrundsfarverne bestemmes ved at klikke på det område, der skal farves, og vælge fra en palette.

Efter nogle tests vil den typiske produktion være færdig i løbet af 20 minutter, forudsat at billeder og lyd er klar på forhånd. Filformatet er det samme, som Flash producerer, og Soundslides laver også en HTML-fil så produktionen kan lægges på nettet med det samme.

Skulle det bekymre, at Soundslides er til Mac, så er den gode nyhed, at der er masser af de små programmer til PC, hvis det foretrækkes.

Flash 10 gange så dyrt

Der er en mærkbar prisforskel mellem Flash og de små programmer, Soundslides koster fx 250 kr, hvor Flash (Basic) koster 2.500 kr. Selvfølgelig kan Flash bruges til meget mere, men det er netop det overskuelige interface og den deraf følgende høje produktionshastighed, der gør de små programmer interessante.

Audio slideshowet skal ikke forbi teknikeren og kan offentliggøres lige så hurtigt, som lyden kan indtales, og billederne vælges. Med lidt udstyr kan aktuelle slideshows dermed produceres på stedet -- til dem, der læser, ser, hører og sætter pris på aktuel journalistik på nettet.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 55 juni 06
Kontakt eJour, hnk@djh.dk