e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Mashup med Google

Journalistik + digitale kort = spændende netsteder

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Digitale kort og alle mulige geografiske hjælpeprogrammer er naturligvis særdeles relevante her i feriens højsæson. Men det hele behøver nu ikke at gå op i stråhat og solbriller. Kort-programmerne kan være en fantastisk inspiration i mange andre journalistiske boldgader, og det findes der mængder af eksempler på, hvis man tager en tur ud på internet.

Endnu har de danske massemedier på nettet ikke overbevisende demonstreret, hvordan journalistikken kan gøre brug af hjælpemidlerne. Det er ikke fra den kant, at nyskabelserne på nettet kommer. Her bruges energien på at kopiere konkurrenternes gratisaviser -- eller på den "flugt fremad", som medieforskeren, professor Frands Mortensen kalder mediernes aktuelle træk.

Anvendelse af kort kan forhåbentlig appellere til ny former for ideudvikling i medierne. Tingene skal ikke nødvendigvis afgrænses til nyhedsdækningen og klassisk journalistik, men kan udmærket få en bredere appel i de digitale medier. De ny redskaber lægger også op til tovejs-kommunikation; medierne behøver ikke nøjes med at opfordre brugere til at anvende mediernes tjenester, men kan invitere brugerne indenfor som indholds-leverandører i rammer sat op af kreative medier.

Der er masser af nytænkning og inspiration i en stribe eksempler, jeg er kommet forbi den seneste tid.

De fleste af eksemplerne er funderet på Google Maps og Google Earth (der først fornylig er blevet mulig at downloade til Mac), men der findes adskillige andre programmer, og eJour skriver om en del af dem i andre artikler i dette nr. Se også introen til Google Earth.

I øvrigt har Google Earth fået en fransk rival 23. juni, da Frankrigs nationale geografiske institut IGN har lanceret GeoPortail. Den koncentrerer sig foreløbig om de franske besiddelser på kloden, men siges at have en bedre detaljeringsgrad end Google. Det er umuligt at teste GeoPortail i starten, da millioner af besøg på få timer har bombet den sønder og sammen. Mere hos CNN 23. juni.

Spionage med Google?

Indledningsvis kan man jo standse op ved de understregninger af programmernes effektivitet, som flere landes myndigheder har demonstreret ved deres 'flugt fremad' imod den moderne teknologi.

Engelske Independent (betalingsarkiv) skrev allerede for nogle måneder siden, at regeringer i bl.a. Indien, Sydkorea og Australien har udtrykt frygt for, at Google Earth kommer for tæt på følsomme oplysninger af sikkerhedsmæssig art.

Google har henvist til, at Google ikke selv har ejendomsret til satellit-billederne, men bare bruger nogle, der i forvejen er tilgængelige. Eneste forskel fra tidligere skulle være, at informationer, der før forblev inden for statsinstitutionerne, nu er tilgængelige for enhver med en computer. Billederne er så at sige blevet demokratiseret!
 
Google peger også på, at Earth har vist sig nyttig på ny områder som fx under orkanen Katrina i det sydøstlige USA, da kameraerne opfangede detaljede fotos af de hårdest ramte områder og derigennem bistod redningsfolk med at redde liv.

Fra vores hjemlige andedam har jeg fundet et slagkraftigt eksempel på, hvad Google Earth formår i Danmark. Det er Søndag Aftens redaktør Tom Ahlberg, der efter at have taget en tur med Google Earth rundt til lufthavne og kaserner illustrerer den stedvis imponerende rigdom på detaljer. Alle og enhver kan selv gentage turen på sin computer.

Sammenkogt ret

Men nu til fredeligere formål.

Her møder man straks begrebet 'mashup', som amerikanerne kalder dette sammenbryg af to produkter.

Den ene makker er typisk som nævnt Google Maps eller Earth, og data-leverandøren kan så være alverdens gode ideer, som egner sig til at blive plottet ind på et kort og blive genfødt til en ny, netbaseret brugbarhed.

Hvis 'programmøren' har snuset lidt til Web 2.0-ånden, gør man samtidig det ny mashup-produkt interaktivt, så brugere selv kan indlægge informationer og ekspandere indholdet. Demokratisering og brugergenerering er ikke bare modeord, men er faktisk ret dækkende for det, der foregår. Google selv har spillet ud med gratis-programmerne; nu er det op til brugerne at udvikle dem og fylde dem med kreativt indhold.

Og det gør de!

I gang

Folk med programmør-evner (selv i det små) og med lyst til at arbejde videre med Google Maps kan have nytte af en såkaldt API-nøgle, hvorefter det bare er graden af ens fantasi og journalistiske iderigdom, der bestemmer indholdet i ny netsider.

Til det brug er det klogt at holde øje med, hvad der sker i wikien Mapki, for her udveksler API-folk tips.

I Lifehack's Essential Resources for Google Maps er der også solide hjælpemuligheder.

Og hos Google Maps Mania finder man en guldgrube af ideer og forslag til, hvordan man kan mashup.

Washington Post har ligefrem oprettet The Post's Official Mashup Center, hvor der vises eksempler på uafhængige udvikleres brug af stof fra avisen; siden har naturligvis hurtigt fået kælenavnet Mashington Post.

Eksempler

Men lad os se på en stribe eksempler:

BeenMapped viser, hvordan man kan lave sin egen samling af geografiske steder, der skal i huskebogen. Det kan være private feriers seværdigheder, der skal foreviges på kortet. Men hvorfor lade det blive ved det? Det kunne jo også være vindmøller, gyllestinkende svinefarme, mobilmaster etc, som netbrugere i fællesskab ville spidde på et danmarkskort med håndsrækning fra en netavis...

Da Vinci Tour er selvfølgelig for folk, der vil tage turen rundt til bogens interessante steder -- plottet ind på Google Maps. Stedet kunne måske inspirere danskere med hang til seværdigheder til at lave en Google-tur fx ad Margueriteruten.
 
Frappr får styr på vennerne (eller andre netværk). Vennerne kan lægge egne data ind på stedet (med billeder), og enhver kan oprette stribevis af konti. Se fx hvordan Sree Sreenivasan på Poynter anvender systemet (beskrivelsen).
 
GeoNews er en automatiseret nyhedsopdatering skabt ved et mashup af Google News og Google Map (med bruger-kommentarer), altså nyheder præsenteret på verdenskortet. Ideen er udviklet af en flok journalister i gruppen WeReporters i Milano.

HotorNot til brug for amerikanere, der vil finde folk ved hjælp af deres zip code.

Housingmaps er et eksempel på det indlysende i at sætte ejendomsmarkedet på et digitalt kort. Netstedet har kombineret Google Maps med Craigslist til at vise, hvor der er ledige lejligheder i en række amerikanske og canadiske byer. Craigslist er en gratis online-tjeneste med annoncering af både jobs, boliger, begivenheder etc i amerikanske byer (og også i vækst i resten af verden, bl.a. i 'denmark', se spalten længst til højre).
 
Hollandske ejendomme til salg er også blevet 'mashuppet', og sammenslutningen Funda, der hævder at have over 70 pct af landets ejendomme til salg i sit kartotek, lægger for tiden hele sit salgsmateriale ud i en database på nettet. Inden årets udgang skal netstedet rumme mindst 21 mio billeder. På netstedet kan man vælge mellem Maps/Earth. En europæisk ekspansion synes at være på vej.

Hvad er klokken er en nem sag til ens toolbar, så man har styr på, hvad klokken er kloden rundt. Men man får faktisk mere end det: prøv at klikke på København, og straks popper op en stribe turist-attraktive billeder og tilbud om blog-adresser mv.

Jordskælv registreres naturligvis, og ved at kombinere de jævnlige opdaterede oversigter med Google Earth er straks født en ny tjeneste. Den model ville være nærliggende at overføre til vores del af verden, så vi får tilbud om et europakort med alle sommerens større motorvejsarbejder plottet ind -- med adgang fra mobilen, tak!

Maplandia kombinerer Google Earth med et hav af leksikalske oplysninger og geografiske informationer, så man bliver mødt med en klode spækket med alskens informationer; lige fra et tip om Æblehaven ved Kerteminde til en laang job-oversigt for engelsktalende i København...

Misdaadkaart i Holland kombinerer Google Maps med en automatiseret indeksering af hver eneste politirapport efter by, gadenavn, kriminalitetstype osv. Kriminalstatistikken er lavet af Rob Jan de Heer, og et fuldt udbytte fordrer, at man forstår hollandsk.

News Map er lagt på nettet af en flok udviklere i Sydafrika (muti), der har kombineret Google Maps med en nyhedsstrøm, her fra Yahoo News.

Nordpolsekspeditionen Thin Ice kan følges med Google Earth, hvis man henter filen. Greenpeace står bag.

Pedometer må være sagen til mediernes sportssider, slankeklubberne eller andre med interesse i at brænde kalorier af. Her kan man plotte en travetur ind på Google Maps og dernæst aflæse kalorieforbruget. Hvis jeg fx vil gå fra Århus til Randers, lægger jeg min vægt ind og kan så se, at jeg forbrænder godt 2.000 kalorier på turen, lidt afhængigt af bakkerne. En spøjs sag!

Readers Edition, tyske Netzeitungs netop igangsatte netavis-projekt skrevet og redigeret af brugerne, har også valgt at 'mashup' med Google Maps. På denne side er de aktuelle artikler plottet ind på Google-kortet.
 
Tim's GMapper er et eksempel på fotografen, der lod sig inspirere af Google og lagde sine fotos på nettet.
 
WikiMapia mikser wiki-tankegangen med Google Maps, så man kan søge geografisk på bestemte søgeord. Man kan også plotte selvvalgte steder ind, og at dømme efter de danske, til tider ret private, informationer er det noget, som ikke så få gør.

Adrian Holovaty

En af mashup-veteranerne er journalisten Adrian Holovaty, der blev kendt og berømmet ud over USAs grænser, da han skabte Chicago Crime på basis af Google Maps plus byens kriminalstatistik, der dagligt opdateres automatisk.
 
Holovaty er siden blevet ansat af Washington Post som leder af mediehusets redaktionelle innovation. Han har allerede markeret sig med en  interaktiv database over stemmeafgivningen i den amerikanske kongres, The US Congress Votes Database. Her kan politikerne blive foreholdt deres stemmeafgivning i sager helt tilbage til 1991. Der er en række bruger-definerede indgange.
Hvor er I henne, danske medier!

Et andet af Holovatys mashup-eksempler er Faces of the Fallen, der sætter ansigt på de faldne amerikanere i Irak og Afghanistan og også rummer mange søgemuligheder efter forskellige parametre.

Adrian Holovaty er blevet interviewet i den forløbne måned af amerikanske Online Journalism Review fra Annenberg. I artiklen Programmøren som journalist forklarer han meget interessant, hvordan han via automatiserede processer kan udvikle og drive sådanne interaktive databaser.

Holovaty opdeler det journalistiske arbejde med informationerne i tre faser, idet han understreger, at store dele kan automatiseres:
  • indsamling
  • filtrering
  • præsentation
Om værdien af at journalister forstår programmering, siger Holovaty:

"The main value in understanding programming is the advantage of knowing what's possible, in terms of both data analysis and data presentation. It helps one think of journalism beyond the plain (and kind of boring) format of the news story.

Programming comes in handy in all sorts of other areas, too, including gathering information. Now that quite a few governments and organizations are publishing data on their own websites, it's a valuable skill to be able to automate the retrieval of that data and compile it into a format that makes it easy to research and aggregate."


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 56 juli 06
Kontakt eJour, hnk@djh.dk