e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Øer i nettet

Grønland og Færøerne er efterhånden viklet godt og grundigt ind i nettet

Af Karen Grønkjær Kjeldsen, kgk@privat.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Internettet har for alvor rullet sig ud over Grønland og Færøerne. Men det er også et oplagt medie i tyndt befolkede områder. Nettet giver mulighed for at hente nyheder og informationer og skaber grundlag for debat og meningsudveksling, selv når nærmeste aviskiosk eller nabo er 500 km væk.

Da eJour for fire år siden kiggede på, hvordan vore nordligste egne brugte nettet, var udbuddet af nyheder, især på Grønland, forholdsvis begrænset. Det er de ved at komme efter, men monopolet på internetforbindelser holder udviklingen i snor med høje forbrugspriser. På Færøerne har den nylige udrulning af bredbånd derimod banet vejen for både radio, tv og masser af nyheder på nettet.

Færøsk Tele driver nyhederne

På Færøerne må Danmark se sig slået i brugen af internettet:

Den mest besøgte danske nyhedsside er DR med godt en mio unikke besøgende om ugen (ifølge FDIM), altså groft regnet 20 pct af befolkningen. På Færøerne har den mest populære nyhedsside Portal.fo godt 31.000 besøgende om ugen (ifølge Gallup Føroya). Med et befolkningstal på 48.000 er det ca. 65 pct af færingerne, der bruger Portal.fo som informationskilde.

Portal.fo er det tidligere Olivant.fo, som også var den største nyhedskilde på Færøerne for fire år siden. Den er ejet af det offentlige, færøske teleselskab Føroya Tele, mens journalister fra avisen Sosialurin producerer indholdet.

Sosialurin var oprindelig en socialdemokratisk avis, men er de seneste år blevet drevet uafhængigt af partiet. Tidligere på året købte avisledelsen sammen med Føroya Tele avisen. Sosialurin tilbyder nyheder på nettet, men kun for abonnenter. Vi andre må nøjes med en oversigt.

I familie med Portal.fo -- under teleselskabets vinger -- er også Sportal.fo med sportsnyheder og Planet.fo, som henvender sig til de unge. De to netsteder skiftes til at være næststørst og ligger på 7.000-10.000 brugere om ugen.

Langt til avis-konkurrenterne

Nærmeste konkurrent på hitlisten er avisen Dimmalætting på sjettepladsen med godt 5.500 brugere. Ligesom Sosialurin er netstedet kun for abonnenter.

De to aviser konkurrerer om status som største avis. Socialurin havde ifølge Gallup en større procentdel af læserne indtil sidste sommer, da Dimmalætting begyndte at uddele avisen gratis en dag om ugen og dermed overhalede Socialurin, fortæller journalist Niels Uni Dam fra Sosialurin. På nettet er Sosialurin ikke med i top-66 fra Gallup, som man skal betale for at komme med i.

Gratisavisen Vikublad har et oplag på 19.600. Men på nettet har den kun 2.500 unikke brugere, selvom man her kan finde nyheder helt uden abonnement.

Bredbånd baner vejen for multimedia

Niels Uni Dam fra Sosialurin er bosat i Danmark og skriver til Planet, Portal og Sportal. Der er ikke stor forskel på brugen af internettet på Færøerne og i Danmark, vurderer han.

"Nettet er blevet rigtig populært på Færøerne og har efterhånden en større udbredelse end i Danmark. Brugen og udviklingen er blevet holdt lidt tilbage af, at de fleste havde ISDN-forbindelser. Nu da bredbånd er blevet billigere og mere udbredt, begynder det at give mening med tiltag som radio og tv på nettet," siger han.

Og der er masser af muligheder for at høre radio på nettet. Færøernes Radio, Útvarpi Føroya er fusioneret med tv-stationen Sjónvarpi Føroya til Kringvarp Føroya. Her kan man både høre og se nyhedsudsendelser. Og via Portal.fo sender Færøernes Radio direkte (vælg 'ÚF Live' i menuen til venstre).

Også kanalen Rás2 sender radio på nettet, men primært musik. Sosialurin har produceret nyhedsudsendelser til Rás2, men det samarbejde eksisterer ikke mere.

Sosialurin oprettede sidste forår et mediehus, hvor der på grund af den daværende aftale med Rás2 var et radiostudie. Her bliver der nu  produceret radionyheder Rás1, som er infokanalen i Føroya Teles tv-pakke. Derudover er de første internet tv-udsendelser på portal.fo netop blevet lanceret.

"I øjeblikket går vi i byen med et kamera og laver billedserier til nettet. Vi vil gerne producere levende billeder, men før flat rate internet er blevet rigtig udbredt, giver det ingen mening," siger Niels Uni Dam.

For fiskere, kvinder og kristne

Andre vigtige nyhedskilder på Færøerne er
  • lokalavisen Nordlysid, som er nr. 8 på hitlisten med over 4.000 unikke brugere
  • Kvinna.fo, som er på 10. pladsen med godt 3.000 brugere
  • Fiskerforeningens Føroya Fiskimannafelag, som opdaterer nyheder hver 14. dag og udgiver FF-bladet, der findes som pdf på netstedet
  • det intellektuelle Outsider Magazin og
  • det kristelige Lindin, der bringer kristne nyheder og radioudsendelser.
Øget konkurrence i Grønland

Det grønlandske Radio- og tv-nævns lytter- og seerundersøgelse (pdf) fra oktober 2005 viste, at 61 pct af befolkningen i Grønland har adgang til internettet. Heraf kigger 62 pct på nyheder og aviser på nettet, kun overgået af vejret, som 72 pct besøger.

Den mest brugte nyhedsside har indtil for nylig uden sammenligning været Grønlands Radio KNR, som har 19-20.000 unikke besøgende om ugen og op mod 2.600 dagligt, fortæller webmaster Martin Chemnitz. I øvrigt en flot procentdel af den grønlandske befolkning på 56.000. I den sammenhæng må DR igen se sig slået.

Størstedelen af de besøgende er fra Grønland, ligesom mange grønlændere bosiddende i Danmark bruger KNR, som i øvrigt er det eneste netsted med al information på både grønlandsk og dansk. Men også IP-adresser fra det øvrige Norden og USA og Canada er på top-10.

KNR toppes med Webavisen om positionen som mest brugte nyhedsmedie, og de ligger i øjeblikket på niveau med hinanden. Webavisen er en gratis, annoncefinansieret nyhedsavis, der udelukkende udkommer på internettet. Den gør meget ud af at være opdateret døgnet rundt og kan også læses på mobiltelefon og PDA.

"Webavisen har en god og hurtig nyhedsdækning; måske lidt for hurtig, for vi ser ikke sjældent, at den må rette eller dementere dagen efter," siger Martin Chemnitz fra KNR.

"Det er populært med de hurtige nyheder, kan man se på antallet af brugere. Og det er en god konkurrent for os, fordi vi bliver presset til at oppe os med hurtige opdateringer," konstaterer han. Se tilføjelse nederst.

KNR tilbyder radioaviser på nettet. Podcasts er på vej, og til efteråret kommer tv-avisen også på. Der er også planer om live stream af radioen, idet radiosignalet kan modtages via satellit og distribueres på nettet fra en server i Danmark. Indtil juni i år har det grønlandske teleselskab TELE.gl taget volumentakst for de uploadede datamnængder ud over satellitten. Så jo mere populært, jo dyrere blev det for KNR.

I fremtiden bliver Grønland forhåbentlig koblet på søkablet, der løber mellem Europa og USA, men det har formentlig lange udsigter, da det er stor investering, spår Martin Chemnitz.

Avis med ambitioner

Udover KNR og Webavisen er den vigtigste nyhedsformidler for grønlænderne avisen Sermitsiaq.

Avisen udkommer hver fredag både i klassisk papir-udgave og som pdf. Et online-abonnement koster 8 kr. pr. uge. Så får man en e-mail, når avisen er klar til at hente ned.

"Der er en strygende udvikling af internettet i gang i Grønland. Vi kan blandt andet mærke det på, at vi sælger flere aviser på nettet -- 500 abonnenter lige nu," fortæller redaktør Poul Krarup fra Sermitsiaq.

Derudover er mobiltelefonen et vigtigt medie i Grønland, og Sermitsiaq tilbyder også nyheder over WAP.

"Der er 45.000 mobilabonnementer i Grønland. I en befolkning på 56.000 er det stort set kun nyfødte og helt gamle mennesker, der ikke har en mobiltelefon," konstaterer Poul Krarup.

Den anden grønlandske avis Atuagagdliutit udkommer to gange om ugen og har også ca. 500 abonnenter på den elektroniske udgave. Atuagagdliutit tilbyder intet online udover pdf'en. Her er Sermitsiaq meget længere fremme i skoene.

Selvom der endnu ikke er nogen egentlig e-avis, er planen hos Sermitsiaq at få mange nyheder på nettet på både dansk, grønlandsk og engelsk og at tilbyde at samle dem til forskellige målgrupper.

"De engelske nyheder er til USA og Canada og til ambassaderne i København, som vi fornemmer en stor interesse fra," siger Poul Krarup.

"Vi har netop indgået et samarbejde med Ekstra Bladet, fordi de er længst fremme på nettet i Danmark og har flest besøgende. Vi får mulighed for at bruge de samme programmer som Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet som platform for vores e-avis og satser på at være klar i løbet af efteråret," fortæller han.

Andre vigtige nyhedskilder i Grønland er
  • Det grønlandske Hjemmestyres eget netsted, som er meget brugt af grønlænderne
  • Nuuk tv, som bringer nyheder og tv online
  • Nunatsiaq News, som produceres på engelsk og inuktitut (canadisk inuit-dialekt) af canadiske inuitter, og
  • Greenland tourism som er en af de ældste formidlere af nyheder fra Grønland.

Tilføjelse
: Webavisens redaktør Bjarne Nielsen siger 29. juni om Martin Chemnitz' udsagn: "Der har til dato ikke været ét eneste dementi. Rettelser har vi haft én af, da der var tale om en fejlagtig oversættelse -- fra norsk til dansk. Desuden har vi tre gange måtte rette stavefejl -- på grønlandske bygdenavne. Derimod er det korrekt, at vi ofte kommer med tilføjelser og ændringer i takt med, at vi får flere informationer og faktuelle oplysninger. Det er jo fordelen ved at udkomme på nettet."


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 56 juli 06
Kontakt eJour, hnk@djh.dk