e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Nyhedsavisens mål: bedst på nettet

Konkurrenterne Dato og 24timer vil lige vinde aviskrigen på papiret først

Af Karen Grønkjær Kjeldsen, kgk@privat.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


"Avisen.dk vil være blandt landets mest læste websites, inden det første år er omme." Sådan spår chefredaktør for Nyhedsavisen David Trads i sin blog 21. august.

Bloggen lanceres vel at mærke før, den ny gratisavis er kommet på gaden, og det er meget betegnende for projektets satsninger på nettet: Her er netavisen ikke en sekundær version af papiravisen, den lever sit eget liv.

"Vi mener, at gratis medier er fremtiden. Om det er på papir eller på nettet, er i princippet ligegyldigt," siger David Trads til eJour.
 
Net-ambitionerne fra de andre to ny gratisaviser, Dato og 24timer, er mere beskedne -- udover at de vil slå Nyhedsavisen i det, der allerede før start har fået etiketten 'aviskrigen'.

Blogging og anarki

"Vores netavis kommer til at adskille sig dramatisk fra det, man hidtil har set fra danske medier," erklærer David Trads.

"Vi tager udgangspunkt i nettet og benytter os af brugerinddragelse, blogging og anarki. Det med at tro at man ved central styring og redaktionsmøder kan forhandle sig frem til avisens mening, mener vi, er en af fejlene ved de traditionelle medier. Læserne tager afstand fra uniformerede holdninger."

Hos Nyhedsavisen får alle medarbejdere en blog og lov til at udtrykke deres holdning.

"Medarbejderne elsker idéen. De oplever, at det ikke kun er tomme fraser, når vi siger, at alles meninger er interessante," fortæller han.

Frem i bussen

En af dem, der kommenterer David Trads' blog, er Trine-Maria Kristensen fra firmaet Social Square, som bl.a. holder kurser i brug af blogs. I sin blog skriver hun:

"Det interessante bliver, om Nyhedsavisens bloggere kan komme ud og være bloggere -- eller om de på helt traditionel vis forestiller sig, at alle samtaler og al debat skal foregå inden for deres egne 'rammer'. Det bliver også spændende at se, om Nyhedsavisen kan skabe sammenhæng mellem indsatsen på nettet og det trykte medie.

Jeg håber imidlertid, at de andre chefredaktører rundt omkring ser David Trads' blog -- eller måske rettere Nyhedsavisens ambitioner om OGSÅ at kunne noget på nettet -- som en ligeså stor trussel som selve gratisavisen. Især hvis det kan få dem på banen med egne satsninger på nettet, så vi kan komme lidt frem i bussen herhjemme."

Uambitiøse konkurrenter

Fra 24timer fortæller chefredaktør Poul Madsen, at redaktionen ikke har planer om at bruge nettet lige nu:

"Vi satser alt på print. Næste skridt bliver nettet, men vi skal lige vinde avisslaget først. Om nogle måneder kommer vi nok med ny planer for brugen af nettet," siger han.

24timers netsted kan man indtil videre læse en pdf-version af avisen. Derudover er det primært en serviceside, hvor man kan afmelde avisen.

Også Dato har valgt at fokusere på papiravisen. På nettet kan man finde oplysninger om avisen, om annoncering og om, hvordan man afmelder Dato.

"Her og nu har vi lanceret et interimistisk site. Vi regner med at lægge ca. tre historier på pr. dag. Vi har prioriteret vores kræfter på at få avisen færdig, og det har været helt naturligt, at en netsatsning først kan komme i anden omgang," konstaterer chefredaktør Steen Breiner.

Han tilføjer, at efter ni måneder på B.T.'s digitale redaktion kender han nettets muligheder og vil gerne gøre noget ved det. Det bliver bare ikke nu.

Krig uden luftvåben

Konkurrenternes prioritering betegner David Trads som en defensiv tilgang til aviskrigen.

"Det svarer til at ville vinde en almindelig krig udelukkende til lands og vands uden luftartilleri," siger han. Trads er naturligvis overbevist om, at han selv og Nyhedsavisen bliver krigens vindere, og at Nyhedsavisen snart er landets bedste netavis.

"De moderne og gratis nyhedsmedier -- uanset om det er som gratisaviser eller på internettet -- er i voldsom vækst. Det er en entydig positiv udvikling, i virkeligheden meget naturlig, og frem for alt udtryk for en demokratisering af samfundet," betoner David Trads.

Og netop demokratisering bliver en af Nyhedsavisens mærkesager. Avisen vil også have brugerorienteret debat på nettet og citizen journalism, hvor brugerne selv kan fortælle historier og fungere som journalister. Og netdebatten skal ikke bruges som fyld i papiravisen:

"Det bliver ikke sådan, at skriver man noget godt på nettet, får man det trykt, som om det var en præmie at få sit indlæg trykt i papiravisen. Sådan tror jeg ikke, at de, der bruger nettet, tænker. Det er en gammeldags tanke, at det ikke er noget i sig selv at skrive til nettet. Netavisen får sit eget liv, og inden et år er det et af de mest læste websites i Danmark," spår David Trads.

Indtil videre ønsker David Trads ikke at oplyse, hvor stor en netredaktion Nyhedsavisen får, og hvilke journalistiske netforbilleder redaktionen har. Men den får assistance af firmaet Lundkenner med bl.a. Morten Lund, en af nettelefonselskabet Skypes bagmænd. Så Nyhedsavisen starter ikke på bar bund, når det gælder nytænkning på nettet.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 57 september 06
Kontakt eJour, hnk@djh.dk