e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Om blog og wiki - i en papirbog

Selv de ny net-kommunikationsveje beskrives åbenbart bedst i bogform

 Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Det lyder som en klam vittighed:

Når tre professionelle mennesker, der er dedikerede til nettet, vil publicere noget klogt om væsentlige digitale kommunikationsformer, så vælger de papirbogen som medie!

Men inden vi har grinet lattermusklerne i laser, bør det retfærdigvis nævnes, at forfatterne har lagt dele af skriveprocessen ud på nettet. Med appel om netbrugernes bidrag og kommentarer.

Efterfølgende skal det produkt, som kommer ud af kollektivets indsats, transformeres til papir og omslag.

Der er tale om to projekter med tre-fire skribenter, og de sidder i hver sin ende af verden, men de er danske og skriver på dansk.

Wiki om Web 2.0

Den ene er Karsten Bengtsson, freelance journalist i San Francisco, og han er blevet så fascineret af wiki, at han er gået i gang med at skrive en bog om Web 2.0. Skriveriet sker i wiki-skabelonen.

Derfor kan vi alle gå ind og redigere i Bengtssons tekst med indholdsmæssige katastrofer til følge. Ligesom i Wikipedia. Indtil en anden kommer forbi. Og en tredje...

Karsten Bengtsson fortæller om sit projekts optakt i Prosa okt 06 og om, hvordan han fik ideen til at poste materialet på en wiki og på den måde inddrage nettets kollektive intelligens:

"Det er jo bogens tema. Og tilmed indbegrebet af hele Web 2.0 ideen, nemlig at gøre passive læsere til aktive skribenter og udgivere -- sådan som det sker gennem borger-journalistik a la det koreanske OhMyNews og danske Flix.dk, på blogs, i podcasts, wikis og så videre. Alle de nye Web 2.0 teknologier."

Bogens arbejdstitel er Det digitale Fællesskab og skal udgives på Tiderne Skifter. Wikien er parkeret hos Wetpaint, og her inviterer Karsten Bengtsson alle til at redigere i kapitel-udkastene.

Bog om blog

Et andet værktøj i nettets kommunikation er bloggen, og her er det ikke som i wikien kollektivet, der kan skrive teksten, men normalt kun en enkelt eller få personer i en redaktion. Til gengæld er bloggen åben for, at alle kan kommentere dens enkelte poster.

Og også bloggen er på vej til at blive dissekeret i en papirbog. Forfatterne er her makkerparret Trine-Maria Kristensen og Thomas Madsen-Mygdal fra firmaet Social Square, og de har aftalt med Børsens Forlag at skrive en bog, der introducerer begrebet blogs, i serien Kort til viden.

Forfatterparret har skrevet manus til bogen Weblogbog sammen med en researcher i New York i en intern wiki, men den blev ikke åbnet udad. Netbrugere måtte nøjes med kommentar-feltet. Forfatternes deadline var 23. oktober.

Gad vide, om ikke forfatteren fortryder, at de ikke tog springet og forkastede den oprindelige betegnelse (weblog) til fordel for den mere mundrette og hastigt mere udbredte (blog)?

NB Jep, jeg skal nok sende bud efter en glarmester, for eJour udgav også et uddrag af første års stof i bogform :-). Nettet var dog ikke helt så udbredt for fire-fem år siden som i dag.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 59 november 06
Kontakt eJour, hnk@djh.dk