e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Netudbydere som dørvogtere

Nej sagde landsret til Tvind, ja sagde fogedret til musikken

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Internetudbyderes ansvar for stof på internet har været genstand for to retsafgørelser i den forløbne måned. Og afgørelserne mudrer vandene, for de stritter i hver sin retning. I den ene har fogedretten pålagt Tele2 at spærre for netbrugeres adgang til et russisk netsted med mp3-musik. I den anden har landsretten sagt nej til et krav fra et medlem af Tvinds lærergruppe om, at TDC skal hindre adgang til et Tvind-kritisk netsted.

Den første om musikken er 'kun' et foreløbigt fogedforbud og skal prøves i landsretten, mens den anden om Tvind var anket fra fogedretten til landsretten og afgjort her.

Det er en højst usædvanlig metode at bruge den tekniske netudbyder som dørvogter, når det gælder stof på nettet. Men der er principielt intet til hinder for det.

Lukket i London

Med landsrettens afgørelse er der i oktober sat endeligt punktum i en langstrakt sag, som var rejst af et medlem af Tvinds lærergruppe Simon Lichtenberg. Han har i flere år har søgt at få fjernet nogle informationer på nettet om ham og hans virksomheder på det internationale, Tvind-kritiske netværk Tvindalert, der oprindelig var hostet hos en netudbyder i London.

I London gik Tvind-medlemmet ikke til netstedets redaktør for at få fjernet stoffet, men tog det usædvanlige skridt at henvende sig direkte til internetudbyderen og forlangte at få Tvindalerts netforbindelse afbrudt. Den engelske udbyder bøjede sig straks og lukkede Tvindalert ned uden varsel i april 2004 (mere i eJour nr 38 og i nr 47).

Herefter blev Tvindalerts redaktør Michael Durham af danske bekendte opfordret til at lade netstedet registrere i Danmark, og det har siden september 2004 haft hjemme på tvindalert.com, hostet af TDC i Danmark.

Tvind har chikaneret Tvindalert ved at registrere tvindalert-adresser i en række lande (fx i Danmark), og derfor er Tvindalert nu ved at skifte navn til Humana Alert.

Åben i Danmark

Den metode, der gav pote i London, lykkedes ikke i Danmark, da Simon Lichtenberg bad fogedretten forbyde TDC at formidle tvindalert-informationerne.

Det sagde fogedretten nej til 30. juni. Derpå kærede Lichtenberg videre til landsretten, og i Østre Landsrets 5. afdeling 11. oktober er det svar gentaget. Lichtenberg havde ifølge domsudskriften forlangt, at det forbydes TDC at "udbyde adgang til eller videresprede" oplysningerne om Lichtenberg og hans virksomheder på tvindalert.com. Det afviste landsretten, og Lichtenberg blev endog dømt til at betale TDCs sagsomkostninger på 20.000 kr.

Simon Lichtenberg er forretningsmand i Kina, og ifølge hans egne oplysninger i landsretten har han kontrol over virksomhederne
  • Trayton Timbers Limited
  • Shanghai Trayton Trading Co. Ltd.
  • Shanghai Trayton Furniture Co. Ltd.
  • Shanghai Trayton, Computer Systems Co. Ltd.
  • Trayton Holdings Ltd.
Navnet "Simon Lichtenberg" giver 775 henvisninger i Google, bl.a. til Folketingets udenrigsudvalg 2000, hvor Lichtenberg ifølge et ministerpapir kategorisk afviser at have nogen aktuel relation til Tvind.

Ikke desto mindre oplyser Lichtenberg i dag (jævnfør Østre Landsrets domsudskrift 11. oktober 2006), at han "ikke er læreruddannet, men medlem af Lærergruppen".

Første sag i TDC

I TDC ånder man lettet op efter landsrettens afgørelse.

"Det var en slags prøvesag for os, for vi har aldrig før været ude for noget lignende, og vi bryder os heller ikke om at være i den rolle," siger TDCs chefjurist, vicedirektør Gitte Forsberg, til eJour.

"På den ene side vil vi ikke medvirke til ulovligheder, og hvis politiet gør os opmærksom på, at der ligger fx børneporno på en server, vil vi sørge for at få det fjernet omgående. Da er der tale om åbenbare ulovligheder. Men æreskrænkelser er svære sager, som fordrer bevisførelser, og den slags hører hjemme i en retssal.

I dette tilfælde kunne vi heller ikke få øje på noget åbenbart ulovligt, og så vil vi ikke gribe ind. I det hele taget vil vi nødig overvåge indhold på nettet. Det opfatter vi ikke som vores opgave, og med nettets informationsmængder er det jo også totalt uoverkommeligt for os," tilføjer Gitte Forsberg.

Ny sag, modsat resultat

For internetudbydere er det interessant, at landsretten konkret overvejer og siden fastslår, at der godt kan udstedes et fogedforbud over for udbyderne, hvis ellers betingelserne i Retsplejelovens paragraf 642 er opfyldt.

I Tvindalert-sagen skulle netstedets stof være krænkende for Lichtenberg efter Straffelovens paragraf 267 om injurier, for at paragraf 642 var opfyldt. Det fandt retten ikke var tilfældet. Heller ikke en betingelse om sagens særligt hastende karakter var opfyldt (meget af stoffet beror på årgamle avisartikler).

I den nyeste sag mod Tele2 mener fogedretten i København derimod, at bl.a. betingelsen om sagens hastende karakter er opfyldt. Derfor træffer retten 25. oktober en kendelse om, at Tele2 skal lukke for netbrugeres adgang til den russiske nettjeneste All-of-MP3 (jeg har netstedets adresse direkte fra fogedrettens udskrift).

Fogedretten lagde ifølge udskriften af fogedafgørelsen (pdf) bl.a. til grund, at "den ulovlige trafik vil fortsætte, med mindre der nedlægges forbud".

Resultatet er kommet overraskende for mange jurister og andre fagfolk. Men man skal hæfte sig ved, at afgørelsen er truffet i laveste retsinstans og har en midlertidig karakter, som skal efterprøves i landsretten.

Se mere om sagen hos DR 25. oktober. Få minutter efter afgørelsen blev oprettet netstedet Censur, nej tak til en underskriftindsamling.
 

Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 59 november 06
Kontakt eJour, hnk@djh.dk