e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Danske medier afprøver SL

Forsøg med brugerdrevet journalistik i Second Life

Af Rasmus Holm Thomsen, rasmusht@gmail.com, medlem af eJours redaktionsgruppe



Gratisavisen 24timer og computermagasinet Computerworld er nogle af de første medier, der har bevæget sig ind i det virtuelle univers Second Life (SL). Siden august 2006 har de to medier eksperimenteret med at sætte klassiske journalistiske processer og arbejdsmetoder på virtuel form i online-universet.

I hælene på erhvervslivet

24timer skrev i efteråret 2006 en artikelserie om SL, efter at flere store, globale virksomheder som Nike, Toyota, IBM og Sony var begyndt at interessere sig for SL.

"På det tidspunkt gik vi ind i SL, som hvis vi skulle lave en reportagerejse til fx Kina. Nogle af artiklerne handlede om SL set udefra. Andre historier fokuserede på begivenheder og fænomener, som foregik inde i selve SL-universet," fortæller journalist Hakon Mosbech, der sammen med to andre journalister på 24timer har varetaget det meste af avisens engagement og dækning af SL.

Fra papir til 3D

Serien er blevet startskuddet til avisens indtog i den virtuelle verden. 24timer har siden købt en ø og oprettet et bladhus (link under oprettelse) i det uvirkelige univers. Her kan brugerne i SL bevæge sig ind og bl.a. se en elektronisk udgave af dagens 24timer, som er det eneste reelle produkt, gratisavisen publicerer i SL.

I det hele taget bruger de danske medier ikke universet til publicering målrettet mod SL's brugere -- i modsætning til andre medier, fx The AvaStar fra den tyske tabloidavis Bild (læs mere i eJours artikel).

24timer har derimod brugt bladhuset til at holde virtuelle fester og andre komsammen-events. Ifølge Hakon Mosbech har den virtuelle-redaktion haft besøg af op mod 100 brugere til nogle af arrangementerne.

"Vores tilgang til huset i SL var, at det skulle være en slags moderne forsamlingshus, hvor folk kunne mødes. Samtidig skulle det virke som en guide, der kunne hjælpe folk rundt i SL," forklarer han.

Ping-pong

Computerworlds indtog i SL er ligeledes begrundet i erhvervslivets interesse for det uvirkelige liv.

Selv om Computerworld har været første danske medie til at udforske Second Life, har bladet modsat 24timer ikke bygget et hus eller anden form for hovedkvarter i SL. Men bladet har længe arbejdet med at udforme et domicil, der udnytter de muligheder, som ligger i et virtuelt univers uden tyngdekraft, byggeforskrifter eller andre begrænsninger fra den virkelige verden. 

2. marts åbner Computerworld sammen med Innovation Lab og IBM huset House of Horizon, der skal danne rammen om eksperimenterne med ny medieformer i et virtuelt 3D-univers. Se mere om åbningsdagen.

"Mange af de medier, som vi har set i SL, skaber sig domiciler, der er kopier af de bygninger, du ser i den virkelige verden. Og de fleste plastrer væggene til med todimensionelle aviser uden at udnytte de muligheder, der ligger i et tredimensionelt univers," siger journalist Peder Bjerge, der bl.a. skriver nyheder og blogger om SL for Computerworld.

Computerworld ønsker at afprøve grænserne for, hvad en virtuel verden som Second Life kan tilbyde medievirksomheder.

Et af Computerworlds eksperimenter har været at nedsætte en virtuel redaktionsgruppe. Gruppen blev oprettet 2. januar og består af bruger-journalister og journalister fra Computerworld, som mødes på Computerworlds SL-byggegrund, hvor House of Horizon skal opføres. På byggegrunden -- en ø -- har redaktionsmedlemmerne holdt virtuelle redaktionsmøder og udviklet artikel-ideer.
 
Kommunikationen foregår via SL's messenger-funktion. Den måde at udvikle ideer er ifølge Peder Bjerge en meget anderledes form, der har sin egen dynamik

"Brugerne er meget engagerede læsere, ofte med en stor faglig indsigt på en række felter. Journalister er ofte generalister, og i forhold til de her ny verdener er vi stadig kun ved at finde vores ben. Så for os er det et berigende samarbejde," fortæller Peder Bjerge.

De frivillige journalister får også artikler og indlæg publiceret på Computerworlds blog, på bladets online-nyheder og i den trykte udgivelse af bladet.

Foreløbig har Computerworld kun gode erfaringer med den ny form for journalistisk.

"Mange journalister er vant til at sidde på medier, der mere eller mindre kun kommunikerer én vej. Det her medie åbner muligheder for at inddrage og engagere både læsere og journalister på en anden måde," mener Peder Bjerge.

Brugere overtager

På 24timer står redaktionen nu også klar til at svinge ind på brugerinddragelses-sporet. Avisen har netop fået nedsat en SL-redaktion med 10 frivillige læsere, der agerer journalister og laver forskellige slags virtuelle arrangementer.

Gruppen skal i høj grad fungere selvstændigt, og tanken er, at de med tiden skal fylde 24timers SL-hus med deres egne initiativer og måske en ny form for journalistik.

"Vi vil selvfølgelig have den endelige beslutningsret i forhold til, hvad der bliver lagt ud, men de har meget frie hænder til selv at bestemme," siger journalist Hakon Mosbech.

Han beskriver projektet som en bold, der er kastet op i luften:

"Vi må se, hvor den lander. Det er et eksperiment i grænselandet af, hvad journalistik er. Projektet må udvikle sig i sin egen retning, og så må vi se, om det vokser sig større med tiden, eller hvor det bevæger sig hen."

TV 2 på vej i SL

Meget tyder på, at Computerworld og 24timer snart får selskab af endnu et dansk medie i det virtuelle univers.

TV 2 bekræfter, at der er købt en grund i SL, og at tv-stationen er på vej ind i det virtuelle univers med en eller anden form for medie-satsning. Endnu er TV 2s kommunikationsafdeling dog ikke parat til at melde ud, om det bliver en olietanker eller en sejlbåd, som søsættes i SL. Det sker om få dage.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.




Nr 62 marts 07
Kontakt eJour, hnk@djh.dk