e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Edderkopper løs på dagbladene

Netaviser linker på livet løs, for nu giver det trafik og penge

Af Ib Konrad Jensen, ikjensen@og.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Man skal ikke blinke mange gange, før man mister overblikket over dagbladenes seneste fidus på nettet. Se bare her:

eb.dk kan man læse rubrikker, som linker til erhvervshistorier på epn.dk. Her kan man på sin side læse sports- og underholdningsrubrikker, som linker til eb.dk. Men epn.dk viser også rubrikker fra ind- og udland på jp.dk, som omvendt bringer rubrikker med link til epn.dk og i øvrigt også til fpn.dk. Sidstnævnte linker flittigt tilbage til jp.dk, men kalder sig også partner med taenk.dk og fdm.dk.

Forvirret? Bare rolig, det er ingenting.

De store landsdækkende dagblade er begyndt at arbejde sammen på nettet i både indlysende og knap så indlysende konstellationer. Man kompletterer hinandens indhold med et sindrigt spind af gensidige link.

Man kan fx mene, at det er knapt så indlysende, at Ekstra Bladet linker til Jyllands-Posten og omvendt, men de to aviser er nu om dage del af samme aviskoncern, så der er en vis logik i dét samarbejde. Og noget stort sammenfald i stof og prioriteringer er der jo heller ikke.

"Ideelt match"

Det store sammenfald er der heller ikke mellem den socialliberale meningsmaskine på Rådhuspladsen og den gammelkonservative pengemaskine i Møntergade. Pol.dk bringer rubrikker fra borsen.dk, og begge linker til cafe- og nattelivet på ibyen.dk.

Helt overraskende er det match ikke, for de to aviser har før prøvet at arbejde sammen. I slutningen af 1980’erne prøvede de at gafle sig ind på det yderst lukrative marked for stillingsannoncer med en fælles jobsektion om søndagen. Det var ingen succes, men det er det denne gang, skal vi tro edderkopperne selv.

"Det er et ideelt match. Vores læsere passer sammen, de deler i høj grad de samme værdier og interesser. Med samarbejdet med Politiken har vi fået et begavet partnerskab på nettet," sagde direktør for Børsens Digitale Medier, Lars Helweg-Andersen, da samarbejdet blev offentliggjort i februar.

Indser nettets natur

Politiken-Børsen spindet er for ingenting at regne sammenlignet med, hvad der sker i Pilestræde. Business.dk bringer rubrikker fra kforum.dk, version2.dk, erhvervsbladet.dk og mobil.nu for ikke at nævne rubrikker fra sport og underholdning fra bt.dk, rubrikker fra aok.dk samt rubrikker fra berlingske.dk. Sidstnævnte har selvfølgelig også rubrikker fra business.dk samt aok.dk i menuen bare for at fuldende forvirringen.

Det er næsten, som om avisredaktørerne -- her snart 18 år efter Tim Berners-Lee beskrev ideen om at linke informationer på internettet sammen i et gigantisk spind kaldet World Wide Web -- har fået øjnene op for nettets sande natur:

På nettet er det ikke nok at være sig selv, man er en del af et netværk, og det gælder også de ellers så selvfede aviser.

Handler om penge

Men i virkeligheden handler det -- som altid -- om penge.

Når to aviser linker til hinandens historier på nettet, opstår der en synergieffekt, hvor man samlet set får flere læsere. Når epn.dk låner brugere fra jp.dk, ender regnestykket for moderavisen Jyllands-Posten i et klart plus sammenlignet med situationen, hvor de to netsteder blot levede side om side uden at krydslinke.

Det kunne man iagttage i efteråret, da Jyllands-Posten lancerede epn.dk og Berlingske Business sin business.dk, som begge på rekordtid distancerede Børsens netavis takket være links fra hhv jp.dk og berlingske.dk. Og det uden det gik nævneværdigt ud over avisernes egne netsteder.

Trafik = penge

Selv når det handler om samarbejde mellem to forskellige aviser, ser regnestykket ud til at give plus. Børsens Lars Helweg-Andersen siger til eJour, at borsen.dk kan konstatere en gennemsnitlig trafikstigning i størrelsesordenen 1-3 pct takket være de læsere, som Politiken sørger for at sende videre fra pol.dk til borsen.dk.

Det lyder måske ikke overvældende, men i en branche, hvor stigende oplagstal sædvanligvis kun forekommer i redaktørernes febervildelser, er det slet ikke så tosset.

For stigende trafik = flere brugere = flere besøg = flere annoncevisninger = flere penge.

Antager vi, at trafikken på borsen.dk vokser med tre pct takket være referencerne fra pol.dk, vil netstedet hver uge få ca. 25.000 ekstra besøg. Selv hvis hvert af de ekstra besøg kun fører til én sidevisning, kan det hurtigt blive til en ekstraindtægt i størrelsesordenen 6.000-7.000 kr pr uge eller op mod 350.000 kr. om året.

Jørgen Schultz-Nielsen, internetredaktør på Jyllands-Posten, vil ikke sætte tal på den økonomiske effekt af samarbejdet med bl. a. Ekstra Bladets netsted.

"Det er umuligt at sige, da det svinger utroligt meget, hvilket link der genererer trafik over til os," siger han -- og afviser i øvrigt at gå nærmere ind i de økonomiske detaljer i aftalen mellem de to aviser.

Nicheaviser som Information og Kristeligt Dagblad er ikke inde i varmen endnu, og man får næsten helt ondt af den islandske opkomling, Nyhedsavisen, som åbenbart ikke har nogen venner på nettet.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 63 april 07
Kontakt eJour, hnk@djh.dk