 |
|
 |
|
|
Netaviser for enhver smag
|
En til nordsjællænderne, en til de aktive og en til de
borgerlige
Af Terese Werner, t.werner@mail.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Der er lidt for enhver smag i de tre nye netaviser, der er under
opstart i denne tid.
Nordkysten.nu bringer nyheder
til borgerne i Gribskov Kommune og omegn. Webtidende.dk profilerer sig som
en netavis, hvor borgerjournalister skriver historierne. Desuden ser en
erklæret borgerlig netavis snart dagens lys.
Borgerjournalistik
Den 'landsdækkende lokalavis' Webtidende.dk
ramte internettet i begyndelsen af marts.
Netavisen er drevet af journalisterne Carsten W. Jørgensen og
Bent Hansen, København, men det er læserne selv, der skal
skrive historierne
og deltage aktivt i udviklingen af stedet.
Derfor er første udgave af Webtidende.dk ikke fuldstændig
færdigt, hvad angår layout og muligheder.
"Vi er ikke så bange for, at tingene ikke er 100 procent perfekte
lige fra begyndelsen, og vi går ikke ud og lancerer Webtidende.dk
som en virksomhed, for der skal være plads til, at læserne
kan være med i udviklingen," fortæller Carsten W.
Jørgensen. Både han og Bent Hansen arbejder med
Webtidende.dk ved siden af deres almindelige arbejde.
Lige nu tæller gruppen af borgerjournalister fem-ti personer, men
Carsten W. Jørgensen håber, at der kommer flere, så
avisen kan leve op til sit mål om at være en
'landsdækkende lokalavis'.
"Vores mål er ikke at få et eller andet bestemt antal
borgerjournalister. Det
vigtigste for os er at få dem spredt ud,
så der er nogen at trække på over det hele, og vi kan
få en strøm af gode historier fra hele landet," siger
Carsten W. Jørgensen.
Ret til
redigering
Webtidende.dk er ikke tænkt som et rendyrket nyhedsmedie, men
mere som en kilde til gode historier fra hele landet, og med tiden
håber Carsten W. Jørgensen, at der bliver mulighed for at
udpege regionsredaktører og holde online redaktionsmøder,
ligesom der er planer om at tilbyde små online-kurser i fx tekst-
og billedbehandling til de borgere, der melder sig som skribenter.
En 100 procent borgerdrevet netavis ville betyde, at indholdet
røg direkte på siden, når borgeren havde skrevet,
men sådan er det ikke på Webtidende.dk. Teksterne skal
forbi en af redaktørerne, inden de ryger på siden,
så Webtidende.dk ikke bliver kilde til mudderkastning og andre
ubehageligheder:
"Vi vil ikke foretage censur, men vi forbeholder os ret til redigering
og ret til at afvise tekster, der tenderer fx
racisme eller på anden måde kan krænke på
andre," fastslår Carsten W. Jørgensen.
Nyt i
Nordsjælland
Også i Nordsjælland kan borgerne i Gribskov Kommune og
omegn se frem til muligheden for at komme med input og redaktionelt
stof i form af læserbreve, når områdets ny netavis Nordkysten.nu for alvor går
i luften den 1. maj.
"Vi serverer aktuel, kortfattet og væsentlig journalistik til
moderne mennesker, som kræver nyt fra det område, de bor og
lever i. Vi fortæller hver dag, året rundt om det, du
behøver at vide, når du bor i området, har
tilknytning til det -- eller ønsker at få det”, hedder det
på avisens netsted.
Manden bag Nordkysten.nu er Ove Vilmun. Siden 60’erne har han
stået bag flere lokale aviser som fx Sydkysten og Vestegnen.
Efter nogle års pause fra mediebranchen begyndte "lugten af
savsmuld i manegen at trække igen", som han siger. Ud over ham
selv er der indtil videre én fast tilknyttet journalist på
avisen.
"Det bliver nok aldrig en guldgrube, for der er ikke mange penge i det.
Men jeg håber, at avisen kommer til at køre rundt,
så der om et par år er råd til en fotograf og to
faste journalister på lønningslisten," siger Ove Vilmun.
Borgerlig
netavis
I slutningen af april ventes en ny borgerlig netavis at se dagens lys.
Den borgerlige netavis vil bringe nyhedsartikler på linje med
andre etablerede medier, men vil samtidig gribe emnerne an set fra en
borgerlig synsvinkel. Det skriver Nyhedsavisen
20. marts. Avisen har endnu ikke noget navn.
En af initiativtagerne er Ole Brink Olesen, der den 1. april forlader
sin stilling som Christianborg-reporter til fordel for rollen som
redaktør på den ny internetavis. Han siger til avisen:
"Vi udgiver en netavis, som henvender sig til danskere, der hellere vil
tjene deres penge selv end at plage politikerne om at få del i
andre folks penge. Der er en tendens til, at brugerbetaling og
offentlige besparelser er forbudte ord, men der er stadig en hel del
danskere, der synes, at det er interessant at diskutere."
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |