e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

DR på vej mod avisernes dilemma

Vil DR værne om sit indhold på dr.dk eller sprede det på unges platforme?

Kommentar af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


De danske massemedier møder udfordringer af enorme dimensioner i disse år. Er der nogen, der skal være 'omstillingsparate' for at kunne følge med i internettets eksplosive udvikling, er det netop massemedierne.

Brug fordøren

Det klassiske medie vil redigere og prioritere stoffet for brugeren, men i 'gamle dage' havde resultatet mere karakter af tvang end af tilbud. Så sent som i september 2004 kunne man på landsdækkende danske dagblade møde en afvisende holdning over for at lade netbrugere selv sammensætte 'nyheds-menuen' via netavisers RSS feeds:

"Berlingske har den holdning, at en 'nyhedsliste', dvs en række artikeloverskrifter, er et journalistisk produkt, som tilhører avisen, og at netbrugere skal omad avisens netsted for at læse dens nyheder", eJour nr 37.

Holdningen er selvfølgelig forlængst arkiveret. I dag har dén avis som de fleste andre massevis af RSS feeds, så vi kan følge med i mediernes journalistik uden at skulle om ad avisens fordør. Omnibusaviserne -- avisernes broadcastere -- er i fuld gang med at finde sig til rette på nettet.

Men lidt af samme tankegods overvintrer måske som en særlig DR-model?

DR på dr.dk eller?

I anledning af, at flere DR-programmer har oprettet profiler på MySpace, bliver det problematiseret i medarbejderbladet DRåben (uge 15 2007), om den udvikling ikke repræsenterer en falliterklæring for DR og er et signal om, at dr.dk ikke fungerer godt nok.

Debatten får chefen for dr.dk Nicolai Parsbo til at slå et princip fast:

"Netindhold fra DR bor på dr.dk. Det gør det af tre årsager:
  1. Det er det, brugerne forventer.
  2. Det er det, vores rettighedsaftaler er baseret på.
  3. Det er det, hele DR nyder fordel af."
Jeg kan ligefrem høre fordøren smække (og trafik-tælleapparatet suse rundt).

Ja, ser vi nogle år frem i tiden, vil DR-indhold stensikkert ligge på dr.dk. Det gælder også DR Update, månedens ny tilbud i nettv.

Men indholdet ligger næppe kun på dr.dk.

Unge er online

Tværtimod vil DR-stoffet være spredt ud på alle de platforme og distributionsnetværk, som unge til den tid holder sig opdateret via.

Nutidens unge er født online og sender med deres stærkt faldende interesse for broadcast-tv et tydeligt signal til DR & Co: Kom ud på dansegulvet, hvor vi er. For vi kommer ikke hjem til jeres sofasæt og tv-skærm.

DRs generaldirektør Kenneth Plummer har gentagne gange slået fast, at DR skal være, hvor danskerne er. Senest fik vendingen en tand, da han midt i spare-tumulten 1. juni næsten besværgende sagde, at DR er nødt til at være, hvor danskerne er. Men jeg tror godt nok ikke, at det var YouTube, han tænkte på!

Det var næppe heller det her scenario, Plummer så for sig: Broadcast-kanalerne eksploderer i narrowcasting med stofleverancer til hundreder, ja tusinder af netsteder, hvor stof fra alverdens kanaler samles og kategoriseres efter den enkelte brugers ønsker og behov. Med mulighed for at se og gense på små og store skærme -- fjernsyn, computere, mobiler eller noget helt fjerde.

Der bliver ophavsretsproblemer at løse, javel, men den slags er skabt for at blive løst. Og de kan evt lade sig inspirere af DRs netop konfirmerede model med Copy-Dan om husets enorme arkiver, der nu slippes løs på nettet.

Også fremtidens stof vil forhåbentlig blive produceret under en dybt professionel DR-kasket. Men straks efter at være færdigt bliver navlestrengen klippet, stoffet forsynes med tags, RSS feeds o. lign. og ekspederes ud til fri anvendelse i den vide verden -- evt med et DR-logo i øverste venstre hjørne. Hvor, hvornår og hvordan vi brugere vælger at konsumere det. On-demand.

Modsat aviserne, der kæmper for at finde indtægter, når stoffet er gratis på nettet, har DR økonomisk garderet sig via den ny medielicens, som alle, ekviperet med bare én moderne mobiltelefon, er forpligtet til at betale.

Andre kan komme i klemme, for det er ikke sikkert, at vi bliver ved med at være gode venner med TDCKabel, Stofa etc. På den anden side har de jo indtægter fra både kabel-tv og internet...

Læs mere

Læs også artiklen i dette nr af eJour om, at unge i aldersgruppen 12-20 år ser 20 pct mindre tv i 2006 end i 2000. Gruppens internetforbrug er mere end tredoblet og er for første gang større end tv-forbruget. Det faldende tv-forbrug fortsætter ind i 2007.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 66 juli 07
Kontakt eJour, hnk@djh.dk