 |
|
 |
|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer og
præsenterer dem i ultrakort form med præcise links
(når det er
muligt), hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Flest unikke besøg
Ekstra Bladet er godt på vej til at cementere sin
førsteplads blandt de danske nyhedsmedier på nettet,
når vi måler på trafiktal. Den plads så ellers
længe ud til at være uindtageligt besat af DR, men siden
eb.dk har lanceret sit net-tv, er trafikken bare gået opad.
Senest (uge 25) er
målt godt 1.152.000 unikke besøg mod DRs 1.084.000. TV 2
er faldet tilbage og er helt nede på 986.000 unikke
netbesøg.
Fingrene væk eller betal
Avisindustrien verden over arbejder som tidligere omtalt med at
udvikle et system, der skal give aviserne kontrol over brugen af deres
indhold. Systemet blev beskrevet på en konference i London 26.
juni og ventes at kunne færdiggøres frem til november. Det
kaldes ACAP (Automated Content Access Protocol) og taler
søgerobotternes sprog. Den typiske besked kommer sikkert til at
lyde: "Google, bliv væk, hvis du ikke har betalt for adgang til
vores indhold." Mere hos ACAP og i pressemeddelelsen
fra WAN, avisernes globale organisation, 26. juni. Både
Google, MSN og Yahoo har ifølge Journalism.co.uk
sagt nej til at deltage i projektet.
Mobil-tv på gaden
Det mobile tv er 26. juni introduceret til en flok
københavnske testpersoner, der kan se DR, TV 2 og fire andre
tv-stationer på mobilen. Det er ikke streaming som hos 3G, den
hidtil eneste mulighed, men direkte transmission takket
være en indbygget tv-antenne i Nokia N92-mobilen. TDC og Viasat
står bag forsøget. Mere hos Business
26. juni.
Nyt ingeniør-sted
Ingeniøren har været gennem en større
hovedrengøring og er kommet forfrisket, lækrere ud af den
proces 26. juni. Samtidig er ing.dk og
ingeniørernes lidt mere højpandede version2.dk blevet forenet på
samme brugersystem med nemmere adgangsveje. Mere om moderniseringenms
enkeltheder her. Da ing.dk
var Danmarks første online-medie, er der jo allerede en historie
at fortælle, og det bliver gjort med et spændende billedgalleri over forsiderne
de forløbne 13 år.
Læg en rute med Google
Journalister, der havde nytte af eJours juni-tema om
geojournalistik, skal nok også lige holde øje med det
nyeste tilbud fra Google Maps, som 21. juni har præsenteret en dansk version med en række
ny tjenester, bl.a. ruteplanlægning med søgemuligheder, og
det vel at mærke både til net og mobil. Blandt projektets
deltagere er overraskende nok Eniro, der har købt Krak, hvor man
som bekendt også kan fx ruteplanlægge. Til alt held for
danskernes privatliv er firmaets Street View
ikke udbredt til Danmark -- endnu. Tjenesten blev introduceret fornylig
i nogle amerikanske byer, og søgningen går så
tæt på, at man kan læse gadeskiltes parkeringstider.
Fogh blogger
Statsminister Anders Fogh Rasmussen er 20. juni begyndt at blogge. Han skriver selv, mens
den modereres af en gruppe medarbejdere i Statsministeriet. Der er et kodeks, som
bemærkelsesværdigt nok lader anonyme bidrag slippe igennem.
Hensigten er at fokusere på et konkret tema i en periode, som
Fogh så samler op på og besvarer indlæg om. En uge
efter bloggens start havde henved 200 mennesker skrevet
kommentarer -- også nordmænd og svenskere (bl.a.
udenrigsminister Carl
Bildt). Dog ikke Bo
Elkjær...
YouTube overhaler BBC
YouTube er på nippet til at
overhale BBC som netstedet med de
fleste unikke besøg i Storbritannien. Det er opgjort af
analysebureauet HitWise
20. juni. I uge 24 gik 0,82 af alle UK-besøg til BBC og 0,81
til YouTube, og afstanden mellem de to steder snævrer hastigt ind.
CW går online
Computerworld prioriterer nettet opad og papiret nedad. I hvert fald i
udgiveren IDGs amerikanske optik. Men trenden forlænges jo nok
til Europa, hvor vi ifølge IDGs chefstrateg Colin Crawford er 18
måneder efter USA. Det fortæller CW 19. juni under en
pudsig rubrik "Computerworld forlader blækket". Blæk --
bruger journalisterne fyldepen? Mon ikke der menes tryksværte.
Porno, sex, kids
Længe lod aviserne strudseagtigt, som om blogosfæren slet
ikke eksisterede. Så begyndte de første medier forsigtigt
at invitere bloggerne indenfor. De fremmeste medier gik så vidt
som til at blande blog-stof med journalisternes stof. Men dét er
for galt: nu begynder aviserne at betale bloggerne! Se bare svenske Metro
18. juni. Hvad skal der dog blive af os, journalisterne...Åh,
et lettelsens suk, man får kun tre øre (endda bare
svenske), hver gang nogen
klikker på ens blog. Så selv om jeg skriver porno, blow,
sex, anal, kids er der vist langt op til en anstændig
journalistløn.
Dansk billedbog
Danskerne får nu en pendant til det svenske billed-community Bilddagboken, der rummer lige ved
60 mio billeder (26. juni) og har været en accelererende succes
siden sin start i 2004. Svenskerne har midt i juni lavet en
knopskydning i Danmark med Billeddagbog.
Her kan man lægge illustrationerne til sine artikler, men man kan
også samle billeder til private albums, chatte og få eller
skrive kommentarer til stedets billeder.
God entre på børsen
Euroinvestor, landets
første børsnoterede internetmedie, er modtaget med
åbne arme på Fondsbørsen. Der blev udbudt ny aktier
for henved 18 mio kr, og på førstedagen 14. juni blev
aktierne, der var udbudt til kurs 10,5, handlet
til 16,3 -- en kursstigning på over 50 pct. eJour nr 60
har skrevet om Euroinvestors europæiske ekspansionsplaner. Mere
hos epn
14. juni.
Berlingske skal multi-taske
Den ægte multi-taskende journalist skal være
kendetegnet
for Berlingske, når husets ny chefredaktør Lisbeth Knudsen
har realiseret sit 'jordskælv', som hun selv betegner sin plan
med arbejdstitlen Det Nye Berlingske Tidende. Mens andre aviser gradvis
overfører flere journalister fra den trykte til den digitale
version, vil Lisbeth Knudsen have redaktionens medlemmer til at
færdes lige hjemmevant og ansvarligt på alle platformerne.
Nettet bliver typisk første publiceringssted, mens papiret skal
bruges til fordybelsen. Børsens
Mediemarked 13. juni beretter mere om planerne.
Råd med lang levetid
Brugervenligheds-eksperten, dansk-amerikaneren Jakob Nielsen
udarbejdede sine første guidelines i 1994 med gode råd om,
hvordan man indretter et brugervenligt netsted, og de råd har
vist sig at have en længere holdbarhed, end nogen vist havde
forudset. I dag kan han nemlig se tilbage og konstatere, at hovedparten
af den tids punkter stadig er gyldige som pejlemærker for et
brugervenligt netsted. Mere herom i Jakob Nielsens Alertbox
11. juni.
Magnum-hyldest
Juni-nummeret af The Digital
Journalist hylder det verdensberømte fotohus Magnum på
dets 60
årsdag med artikler og slides. Der er også et interessant
portræt af den unge norske Magnum-dokumentarfotograf Jonas
Bendiksen med præsentation af flere af hans bog-projekter.
Overvåger Darfur
Amnesty International har i juni taget moderne satellitter i brug,
så hele verden via internet kan overvåge og måske
derved beskytte truede områder i Darfur-regionen. På
netstedet Eyes on
Darfur er kameraerne konstant rettet mod 12 byer og landsbyer.
På netstedet kan man også se arkiv-materiale, der viser
resultater af de omfattende massakrer siden konfliktens start i 2003.
Golden Pen til Kina
Moderen til Shi Tao, den kinesiske journalist, der afsoner 10 års
fængsel for at have røbet 'statshemmeligheder', har
sagsøgt Yahoo i USA. Familien anklager internet-koncernen for at
have hjulpet de kinesiske myndigheder med at identificere den mail,
hvori Shi Tao omtalte regeringens forsøg på at censurere
mediedækningen af Tiananmen-massakrens årsdag. Mere herom
hos Reporters
Without Borders 11. juni. På 18 års-dagen 4. juni fik
moderen
på sønnens vegne overrakt The Golden Pen
af avisernes globale sammenslutning WAN. Overrækkelsen ramte
åbenbart et ømt punkt i Kina, hvor 'Internet nanny', den
kinesiske censur, omgående skabte bølger af blokader mod
nyhedens udbredelse på nettet. Mere hos Fons Tuinstra,
E-media Tidbits' skribent i Shanghai.
DR...up...da...te...
DRs ny nettv Update fik 86.659
besøg på premieredagen 7. juni. Der var med garanti
ikke mange Mac-brugere den dag eller for den sags skyld 14. juni, 21.
juni - eller .... det er endnu ikke lykkedes DR at levere ét
fejlfrit indslag på Mac'en til mig, også en licensbetaler.
Online-satsning i Århus
Alle husets journalister skal arbejde flermedialt, understregede ejeren
David Montgomery, da han 7. juni klippede snoren over til et nyt
newsroom, der symboliserer en fælles indsats for at producere
journalistik til både online-avisen stiften.dk og papiraviserne
Urban og Århus Stiftstidende. Bladhusets engelske ejer har
udpeget Århus-medierne til at være pejlemærket for
Mecom-koncernens øvrige medier, hed det under indvielsen.
Mecom udgiver over 100 titler i fem europæiske lande. "Vi
går fra at være den 213 år gamle hæderkronede
avis på print til at være lokalområdets
førende platform på nettet," fastslog chefredaktør
Per Westergård.
Hjælp til citizen journalism
Folk, der laver citizen journalism (CJ eller 'borgerjournalistik'),
risikerer at løbe ind i juridiske problemer, fordi de typisk
ikke er professionelle kommunikationsfolk. Dem er et nyt projekt
møntet på. Berkman Center på Harward og the Center
for Citizen Media har i juni åbnet The Citizen Media Law Project, og
her tilbydes både juridisk undervisning og resurser til mennesker
og organisationer involveret i CJ. Projektet samarbejder med City
University of New York’s Graduate School of Journalism med henblik
på at udarbejde en interaktiv online-guide.
Trafik til TV 2
Der bliver velkommen trafik på alle ledder og kanter hos TV 2 i
fremtiden. TV-huset vil udvikle en rejseportal på nettet og har i
den anledning købt en andel af virksomheden Momondo ApS,
især kendt for en søgemaskine
til flybilletter. Mere i TV 2s
pressemeddelelse 6. juni.
Kampagne mod net-censur
Amnesty International har sammen med den britiske avis the Observer
åbnet en global internet-konference
om ytringsfrihed. En række internationalt kendte
profiler og 'dissidenter' har lagt op til debatter på nettet. BBC 6. juni
præsenterede konferencen ved at fremhæve AI's frygt for, at
censuren i lande som fx Kina med støtte af koncerner som Google,
Microsoft og Yahoo kan ændre nettet for altid. Amnesty peger
på, at censuren vokser; for fem år siden blokerede en
håndfuld lande netsteder og fængslede bloggere. I dag har
mindst 25 lande internet-filtre efter ordrer fra myndighederne.
Stof-tyveri
Det svenske Albert Bonniers Forlag, der beskæftiger sig med bl.a.
ophavsret, har måttet betale erstatning til en journalist, fordi
forlaget på sit netsted bragte en artikel af journalisten --
både uden tilladelse og uden byline. Taksten er 8.000 kr
ifølge svenske Journalisten
5. juni.
Google populærest
Kun i Sverige og Norge er Google ikke det populæreste netsted i
Europa. Den første sammenlignende undersøgelse af vores
online-aktiviteter fortæller, at Google er på sejrsskamlen
i Danmark og i 13 andre af i alt 16 lande i Europa, mens Microsoft
typisk har andenpladsen i undersøgelsen, der er foretaget af
comScore. Mere om undersøgelsen hos firmaet 4.
juni.
Jeg netværker - ergo er jeg jyde
Der er geografiske forskelle på folks interesse for at
netværke. Ifølge en undersøgelse fra Accept Media
netværker jyder og københavnere mest. Vi jyder er
især gode til at tage uopfordret kontakt til folk i
netværket, så kontakten bliver holdt ved lige. Mere om
undersøgelsen i Børsen 1. juni.
Bemærk:
Vi prøver at linke
præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at
brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er
blevet flyttet til
en ny plads på netstedet. Så må I prøve at
lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |