e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Unge: mindre tv, mere net

En nyheds tur over plankeværket i netmediernes agurketid

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Unge vender tv ryggen. Unge er trætte af tv. Unge ser mindre tv. Tv hitter ikke blandt de unge.

Der er ingen grænser for, hvordan den samme nyheds overskrift kan varieres, når den kommer i hænderne på ferme bladskræddere. Bladfolk der gnasker løs på agurke-sandwichen og forlængst er mentalt gået på ferie.

Er overskrifterne en anelse forskellige, er indholdet til gengæld enslydende i agurketidens seneste eksempel på mediernes stof-genbrug.

Grundstoffet er en undersøgelse om de unges tv-vaner, og hermed leveres endnu et kuriøst eksempel på, hvordan en nyhed ligesom frikadellens tur over plankeværket kan blive klippeklistret i medielandskabets redaktioner. Over en længere periode. Uden overhovedet at ændre indhold. Ja endda flere gange i samme medie med et par ugers mellemrum.

20 pct mindre tv

Sagens udspring er interessant stof. En undersøgelse af mediebureauet PHD Copenhagen (tidligere Mediawise) dokumenterer, at aldrig har unge i alderen 12-20 år set så lidt tv som nu. Aldersgruppens tv-forbrug er blevet omkring 20 pct mindre fra 2000 til 2006. Især store kanaler som DR 1, TV 2, TV3 og Kanal 5 taber unge seere, mens nicherne klarer sig bedre.

Heroverfor står ifølge undersøgelsen de unges netforbrug, som i samme periode er mere end tredoblet og i 2006 har overgået den samlede tv-sening.

Firmaet PHD redegør for undersøgelsen på nettet i et par artikler (Bundrekord i de unges tv-sening og Revolution i de unges medieforbrug) plus grafer.

Børsen både først og sidst

Blandt medierne er Børsens Mediemarked først med en omtale af undersøgelsen 6. juni (kun adgang for abonnenter).

På det tidspunkt formår omtalen ikke at skabe de store bølger i mediehavet.

Men gratisavisen 24timer får øje på undersøgelsen og omtaler den 19. juni en gang til.

Og så er det, at den uskyldige undersøgelse begynder sin march gennem medierne. 24timer har lagt sin omtale ud på Ritzaus citattjeneste, hvorfra mediekunderne har adgang til at bruge stoffet med den fornødne kildeangivelse.

Så genbruget repræsenterer for så vidt ikke nogen ophavsretlig krænkelse. Noget andet er så, at der sker en krænkelse af netbrugernes tillid til, at nyheder også har nyhedens karakter...

Med en stort set ensartet ordlyd bliver historien repeteret 19. juni i en stribe netaviser. Nogle eksempler:
For nu at slutte ringen så gentager Børsen minsandten sin egen solohistorie fra 6. juni ved at klippeklistre 24timers version 19. juni: Unge er trætte af tv.

Læs mere

Det er ikke første gang, eJour har hentet kuriøse eksempler på mediers stofforbrug i agurketiden. For et par år siden havde artiklen Markedsføring med andres stof også bund i Ritzaus citattjeneste.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 66 juli 07
Kontakt eJour, hnk@djh.dk