 |
|
 |
|
Danske Xstream leverer software til stor del af de danske medier
Af Karen Grønkjær Kjeldsen, karengk@gmail.com, og Rasmus Holm
Thomsen, rasmusht@gmail.com,
medlemmer af eJours redaktionsgruppe
Firmaet, der leverer teknikken til flere af dagbladenes net-tv, hedder Xstream og bor på Frederiksberg.
Det består af 14 personer, som står for softwareudviklingen
og service til kunderne. For et år siden var de fire.
"Det startede med, at jeg lavede en portal, som brugte streaming.
Efterfølgende blev jeg kontaktet af TV3-Danmark: On-side
redaktionen skulle bruge et system til at vise fodbold på
nettet," fortæller stifteren af Xstream, adm. direktør
Frank Thorup.
Alle vil have net-tv
Efterhånden tæller kunderne alle de største dagblade
i Danmark, flere i Norge, og det første i Sverige har lige meldt
sig på banen. Xstream har kontorer i både Danmark, Tyskland
og Spanien.
"Alle vil have net-tv; det er et strategisk fokusområde for
medierne. Udviklingen er gået lynhurtigt," konstaterer Frank
Thorup.
"Vores force er, at systemet er meget enkelt at bruge. Med al respekt
er journalister ikke de bedst teknisk funderede. Fra starten har det
derfor været en udfordring at simplificere systemet, så
folk uden tekniske færdigheder kan bruge det," siger han.
Systemet, MediaMaker, kan selv modtage indhold fra
indholdsleverandører som AP og Reuters og føre det
direkte ind i dagbladenes systemer. Desuden sørger det for at
'encode' avisernes tv-indslag, dvs bearbejde dem til streaming.
Udvikler selv
Når medierne vil have funktioner, der ikke findes, må
Xstream i gang med udviklingsarbejdet.
"Teknikken er hele tiden på kanten af, hvad der kan lade sig
gøre. Medierne vil det hele. Der er ikke nogen, der har gjort
det her før, så typisk kaster vi os ud i nyudvikling,"
fortæller Frank Thorup.
Blandt de tilfredse medier er Jyllands-Posten. Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen mener, at softwaren er tilpas
'journalist-venlig' til, at der ikke skal web-teknikere ind over
processen.
"Xstream har meget fokus på medier og på, at det er
journalister, som skal benytte dets programmer. Desuden har firmaet det
fornødne overskud til at følge med i den tekniske
udvikling, hvilket vores it-afdeling ikke har i samme grad," siger
Jørgen Schultz-Nielsen.
Begrænsningerne for net-tv møder Frank Thorup hyppigst
på bruger-siden:
"Kapaciteten hos modtagerne er den største barriere for at
udvikle fede tv-løsninger. Men den barriere forsvinder lige
så stille, som kapaciteten stiger. Udviklingen er derfor på
mediernes side."
Er et must
Frank Thorup er ikke i tvivl om, at net-tv er et område, der kun
kan blive større.
"Online-medierne -- og især aviserne -- ser sig som tv-stationer
inden for to-tre år. De vil udvikle deres egne sendeflader og
lave mere unikt indhold målrettet specielle modtagergrupper
på bekostning af indhold fra Ritzau," spår han.
Han mener, at net-tv bliver afgørende for, hvem der vinder
kampen om netbrugerne:
"Før var tv et godt supplement. Nu er det et must på
nettet. Brugerne ændrer adfærd og ønsker en mere
nuanceret nyhedsformidling. Især de unge finder i stigende grad
deres nyheder på nettet, og her er net-tv et vigtigt parameter.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at net-tv som supplement til det
skrevne virkelig kan trække brugere til," konstaterer Frank
Thorup.
Læs i dette nr af eJour også
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |