e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Kort Nyt

I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer og præsenterer dem i ultrakort form med præcise links (når det er muligt), hvor man kan få flere informationer.

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Snegle-statistik
De danske netmediers trafiktal er blevet forbedret. Foreningen af Danske Internet Medier (FDIM) bryster sig -- sikkert med rette -- over mere retvisende og mindre cookie-styrede tal om den menneskelige adfærd. Til forbedringen hører dog ikke det i medierne ellers ret væsentlige: hurtighed. Hvor vi kunne se de nu skrottede ugetal den følgende tirsdag (hos TNSGallup), lader juli måneds trafiktal stadig vente på sig her tidligt 30. august. Mere om teknikken. Når de ny tal publiceres, kommer de her.

Lækker pjosker
Information har efter et par ugers beta åbnet døren 29. august for en lækker, nydesignet netavis, der heldigvis ikke ligner papiravisen. Er stedets dør ikke ligefrem sparket på vid gab for gratisterne, er åbningen dog væsentligt bredere end tidligere og inkluderer arkivet. Bedste detalje med mine øjne er muligheden for at abonnere på emneord-RSS'er (fx 'medier'), og det får mig at at læse den bette pjosker på en mere aktiv og præcis måde end før. Avisen har samtidig indledt et samarbejde med kollegerne på Die Welt og The New York Observer om The Open Source Newspaper, en erfaringsudveksling om Drupal-platformen.

Blog-råd til erhvervsfolk
Erhvervsfolk kan lære af YouTube og lignende videodelingssteder, når de vil udvikle brugergenereret kommunikation som blogs og wikis. Det anbefaler The McKinsey Quarterly 25. august (gratis registrering), fra det globale konsulentfirma McKinsey & Company. Magasinet tilråder, at virksomhederne plejer 'kerne-bídragyderne' og forsyner dem med særlige værktøjer, som gør det nemt at bidrage i den kollektive kommunikation.

12 dyrekøbte lektioner
Man lærer af sine fejltagelser. De har givet stof til 12 lektioner baseret på "online flops or failures" i Editor & Publisher 25. august. En og anden kan nok nikke genkendende til fx Lektion 4 "Not Everyone Wants to Chat", hvor online-redaktøren på Salt Lake Tribune beretter, at avisens ny chatfunktion kun kunne tiltrække fire brugere, hvoraf de tre endda befandt sig i bladbygningen.

Selvdisciplin i Kina
Yahoo og Microsoft har indgået en aftale med de kinesiske myndigheder, der indebærer en stærk regulering af blogging i Kina. Reporters Without Borders kritiserer aftalen 23. august og mener, den "ends anonymous blogging" i Kina. Parterne selv kalder det 'selvdisciplin'.

DR til Mac og Linux

DR vil til efteråret begynde at efterleve Folketingets krav om åbne standarder, så Mac- og Linux-brugere kan se net-tv uden for mange rystelser. For de teknisk interesserede er kodeordet MPEG4 H264. For os andre dødelige er der tale om en adgangsbillet til husets net-tv udbud. Mere hos ComOn 22. august, hvor DRs Erik Henz Kjeldsen også forsikrer, at samme format skal anvendes i det digitale sendenet. Sagen tidsfæstes til "de kommende måneder" på en udateret DR-side.

400 bloggere vil reklamere
Nu skal man til at holde øjnene ekstra åbne, når man læser blogs. 400 danske bloggere har allerede tilmeldt sig Bloggerware og er parat til mod betaling at reklamere for produkter i deres blogs. Det fortæller ComOn 20. august. Allerede i februar gav Forbrugerombudsmanden tilladelse til konceptet, hvis der skiltes tydeligt med, at bloggeren får betaling; ellers kan det være skjult reklame i strid med Markedsføringsloven. Nej, heller ikke disse linjer er betalt af Bloggerware.

Den hund er farlig
En svensk bevægelse har fornøjeligt afbildet hunde bl.a. i rundkørsler. Men da kunstneren Lars Vilks også lavede tre tegninger med Muhammed som hund til udstillingen "Hunden i kunsten" på Hemsbygdgård ved Karlstad, var Fanden (?) løs. En time før åbning fjernede udstillingens leder tegningerne, begrundet med 'sikkerhedshensyn'. Berlingske har ikke følt behov for at dokumentere sin omtale med en illustration. Det har Jyllands-Posten, Politiken og Weekendavisen (kun for abonnenter) derimod, alle også på nettet. På det seneste forlyder det (Ritzau/Jyllands-Posten 18. august), at Sekulære Muslimer i Sverige selv vil lave en udstilling om Muhammed som hund.

Google Maps fornærmer AGF
Google Maps er blevet forbedret, og jeg er fascineret af den voksende mængde lokale informationer fx her i Århus, hvor Googles 'knappenåle' markerer en hurtig gåtur i Århus City. Nyttigt til mobilen. Men spørgsmålstegnet efter "Superliga?" er da en fornærmelse mod AGF! Nå, blandt de gode nyheder er også, at man nu selv kan lave kort og lægge dem på sit eget netsted eller blog.

Wikipedia kan tjekkes
Opslagsværket Wikipedia er 13. august udvidet med redskabet WikiScanner, så nu er det nemmere at gennemskue tekstens fejl og manipulationer, fordi bidragydere har fået sværere ved at forblive anonyme. Wired var først med historien og har fulgt den op ved at opliste the Most Shameful Wikipedia Spin Jobs. Også mere hos BBC 15. august.

Stejl kurve opad
Søgning på nettet er en ekspertise, der kan give gode tal på bundlinjen. Markedsføringsfirmaet med det speciale Notabene har fortalt Fondsbørsen 14. august, at det regner med en stigning i både omsætning og resultat på over 200 pct det kommende år. Ikke overraskende er der flere opkøb på vej.
Mere hos Business og hos Notabene selv 14. august.

Al Jazeera stærk på nettet
Efter at den arabiske tv-station Al Jazeeras engelsksprogede udgave har kæmpet forgæves for at få indpas i det amerikanske kabelnet, har den i stedet lavet en aftale med YouTube. Nu får den millioner af hits og har endda én dag slået en dame ved navn Paris Hilton. Samtidig henter stationens globale netsted over halvdelen af sin trafik i USA, så den synes godt på vej til at banke et par barrierer ned. Mere Los Angeles Times 13. august (gratis registrering).

Findes der aviser om 10 år?
Flugten fra den klassiske avis til andre medier er baggrunden for et nordisk forskningsprojekt, som CBS, Handelshøjskolen i København, står bag og har præsenteret 9. august under overskriften "Will there be newspapers in 10 years?". Et par mio kr er afsat til projektet, hvis titel er "New Business forms in e-business and e-Media”. Det er tanken at afprøve resultaterne i praksis hos morgenavisen Jyllands-Posten, oplyser professor Niels Bjørn-Andersen fra CBS.

DR Update bagud
DRs net-nyhedskanal Update er langt fra sit forventede brugertal på 200.000 unikke besøg ugentligt. Det aktuelle tal er under halvdelen, skriver Jyllands-posten 7. august. Update gik i luften 9. juni.

Politiken fået bedre debat
Efter at Politiken i foråret afskaffede adgangen til anonym deltagelse i avisens debatter på nettet, er debatniveauet hævet betragteligt, og antallet af indlæg er ikke faldet nævneværdigt. Det skriver Lars Halskov, Læsernes Redaktør, i sin ugentlige klumme 6. august. Nu skal alle indlæg informere om skribentens fulde navn og hjemby, og derudover skal redaktionen kende personens adresse og email-adresse. Politiken Direkte er dog undtaget, men her læses spørgsmål igennem inden offentliggørelse.

Jagt på civiliseret debat
Nyhedsavisen blev lanceret som en netavis med en rummelig debat, hvor der var højt til loftet. Nu slider redaktionen med at få sine debattører til at holde kammertonen. Flere chefers etiske to do-lister er på det sidste blevet til et egentligt etisk kodeks fremlagt af konstitueret onlinechef Ole Wejse Svarrer 30. juli. Kodekset beder, sagt komprimeret, såmænd bare folk om at debattere sagligt og civiliseret. Den sag har foreløbig udløst 350 kommentarer (23. august), og der er da vist smuttet et enkelt fy-ord eller to med i mængden. Sanktionen hedder karantære, evt på livstid.

RSS Update
Der er mange nyttige tips om RSS feeds i Roddy MacLeods RSS Update-artikel i FreePint 26. juli. Den giver god besked til dem, der fornylig er stødt på RSS og har brug for basis-informationer. Men også tips til dem, der forlængst har lært at 'abonnere' på stof ved hjælp af RSS feeds og nu skal have ideer til, hvad systemet ellers er velegnet til, fx som opdaterings-alerts.

Jubii-underskud
Jubiis regnskab for 2006 viser et underskud på 11,4 mio kr før skat, oplyser Mediawatch 23. juli. Omsætningen voksede med 4 mio kr til 58,8 mio. Jubii ejes af Lycos Europe.

Podcast om blogs
Vi har midt i juli fået et nyt samlingssted for bloggere, Blogmagasinet. Det udkommer ugentligt som en podcast og fokuserer hver gang på et tema fra blogosfæren. Idemanden er Rasmus Rasmussen, fotograf, skribent og musiker.

Forsker studerer dr.dk
Netstedet dr.dk skal lægges under en forsker-lup. Et netop igangsat projekt vil bl.a. "undersøge, hvilke drivkræfter der ligger bag skabelsen og udviklingen af dr.dk fra 1996 til 2006 og hvilke konsekvenser, det får for netstedet." Det gennemføres af lektor, ph.d. Niels Brügger, Center for Internetforskning, Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet. Et foreløbigt netsted fortæller mere om projektet.

JP-communities
Jyllands-Posten vil til at satse på "annoncefinansierede, community-drevne nicheportaler" og søger for tiden en redaktør til at stå i spidsen for nyskabelsen. Det fortæller Overskrift.dk 6. juli. Redaktøren vil ifølge stillingsannoncen på Kommunikationsforum (fjernet i dag) "på sigt blive set som den primære meningsdanner og trendsætter inden for sin niche". En bloggende, netværkende iværksættertype med et kommercielt gen vil sikkert være lige i øjet.

Arbejdsulykke i MM
Fagforbundet 3F har på fornem vis anvendt multimediet til at fortælle den tragiske historie om en rengøringsmand, der faldt 12 meter ned på et stengulv på Gentofte Rådhus. Netstedet og dets skaber er rost til skyerne af en fagmand, Rob Curley fra Washington Post Newsweek Interactive. Han besøgte i sommer danske og svenske medier, og som turens 'favorite project' har han udpeget 3F-netstedet om arbejdsulykken. Læs hele Curleys rosende omtale 3. juli.

Wikipedia foran nyhedsmedier
Opslagsværket Wikipedia vandt dysten over de klassiske nyhedsmedier, da New York Times målte ikke blot hurtighed også nyhedsstoffets kvalitet efter drabene på studerende på et universitet i Virginia. Læs mere i NYT's Magazine 1. juli (gratis registrering).

Gratis CNN
Brugere skal ikke mere betale for at se CNNs videoklips. CNN indviede 1. juli et reorganiseret internationalt netsted, og den mest radikale nyskabelse er afskaffelsen af betaling. I stedet skal pengene hentes fra reklamer. Stedet vil også byde på færre "bullets and bombs" og mere livsstil-stof ifølge MediaWeek 28. juni.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 67 september 07
Kontakt eJour, hnk@djh.dk