 |
|
|
|
|
Da mit samliv blev 'complicated'
|
Er vi overvågede eller bare synlige og eksponerede?
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Nettets debatter i den seneste tid har i ekstrem grad
handlet om det, der -- afhængigt af ens egne holdninger -- kan
betegnes som synlighed, gennemsigtighed, eksponering, performance,
overvågning, databeskyttelse, big brother...
Det har været interessant at følge for et menneske fra den
journalist-generation, der rutinemæssigt undersøgte
rådhusets registre og kritisk tjekkede dem for
personfølsomme oplysninger. Sidste eftervirkning fra den tid er
mine ukontrollerede
trækninger i ansigtet, når jeg bliver bedt om at oplyse mit
cpr-nr. Hvad skal du bruge det til, hvæser jeg automatisk.
Netværk
I dag bruger mennesker tværtimod masser af energi på at
gøre sig synlige på internet og 'connecter' gladeligt med
folk kloden over.
Der kan være saglige begrundelser, for netværking er da
selvindlysende
nyttig business for professionelle mennesker. I et af verdens
største bizz-netværk LinkedIn
regulerer man selv mængden og detaljeringsgraden af personlige
informationer, og de fleste -- i hvert fald mine 2-300 'connections' --
begrænser sig til de erhvervsmæssige og
uddannelsesmæssige data, der er relevante for omverdenen i en
professionel kontekst.
Andre netværk favner bredere og inddrager folks privatliv. Det
havde eJour en artikel om af en begejstret (ung) journalist i nr 65 (Mit ny virtuelle liv
af Jonathan Sølund Blangstrup), bl.a. med en varm omtale af
Facebook.
Jeg har også stukket næsen indenfor i netværket Facebook, og her er man ikke
'connections' som i LinkedIn. Nu er vi 'friends', og med min
generations lidt mere
nøgterne attitude til omverdenen vil jeg betegne Facebook som
mest skæg
og ballade. Alt kan åbenbart give anledning til dataudveksling,
men jeg
erkender, at jeg har svært ved at se relevansen i
jævnlige beskeder om, at en af mine 'friends' nu er ved at bage
brød eller har den blå skjorte
på i dag.
Fælles for den hoben data er, at vi selv har informeret det
globale samfund om brødet og skjorten. Vi har selv gjort os
synlige. Med stort og småt. Men vi har næppe altid
forberedt
os på konsekvenserne af den globale synlighed.
Det har jeg selv erfaret fornylig.
'It's
complicated'
Hvis vi ændrer i vores data, får kloden
besked. Det blev jeg belært om, da jeg ville lave sjov ud af
Facebooks profil-spørgsmål, som bl.a. beder os om at
fortælle om vores private samlivsforhold -- vi kan vælge
mellem
'married', 'engaged', 'single', 'It's complicated' mm. Jeg klikkede for
sjov ud for det komplicerede parforhold.
Herefter gik omgående besked ud til mine 'friends' om, at Helle
har 'a complicated relationship'.
Ups. Den joke var måske mindre velvalgt (også af hensyn til
mit bagland), så jeg skyndte mig
tilbage i profilen og slettede oplysningen om mit samliv.
Hvorpå alle vennerne -- fra Korea til USA -- omgående fik
en ny
besked; nu om at Helles relations ikke længere er complicated!
Ak, jeg har stadig meget at lære om private kontra offentlige
data. Og eksemplet har i hvert fald illustreret for mig, at nutidens
eksponering rækker worldwide.
Retfærdigvis skal tilføjes, at Facebook måske kan
være nyttig til gruppers udveksling af data og materialer om
fælles interesser. For transmissionerne begrænser sig ikke
til tekst, men kan også være billeder, lyd, video osv. Jeg
har da
heller ikke reduceret
interessen for Facebook mere end, at jeg netop har oprettet en (lukket)
eJour-gruppe i netværket.
Begejstringen flyder igennem Newsweeks tophistorie Facebook
Grows Up 20. august; næste generations massemedie? Så
jeg vover som en anden lyseslukker at anbefale læsning af
Facebooks Privacy.
Afsnittene især om videregivelse af person-informationer til
tredjepart ville næppe overleve behandling i
Datatilsynet,
hvis ellers Facebook overhovedet havde været
omfattet af dansk lovgivning.
Person-søgetjenester
Har man valgt at gøre sine personlige data 'public', er man ikke
herre over, hvor de popper op næste gang. De kan
lynhurtigt blive eksporteret videre til
andre netværk og søgemaskiner. Uden
at vi selv styrer dataeksporten. Uden at vi bliver så
meget som spurgt eller adviseret.
Den trafik forekommer mig at være eksploderet i
sommer, da flere kontroversielle person-søgetjenester er dukket
op.
Forleden fandt jeg ikke færre end seks
person-søgetjenester, der 'nasser'
på netværk som LinkedIn, Facebook, MySpace, Flickr mv.
Prøv selv at tjekke, hvor mange af dem der har data om dig selv.
Ved mit første besøg fandt jeg hos de fire ud af seks
tjenester data om mig selv. Flere stammer tydeligvis fra min
LinkedIn-profil, andre var alderstegne ligegyldigheder. Jeg havde
aldrig før haft kontakt med nogen af tjenesterne, endsige
leveret dem nogen form for data. De seks er:
Spock er tydeligvis den mest ambitiøse og sigter mod at få
intet
mindre end alle klodens rundt regnet 6 mia indvånere med i
registret. 22. august læste
jeg, at registret har over 100 mio indekseringer, og at tallet vokser
dagligt med "millions". Inspirationen til tjekket fik jeg af Mashables artikel
"6 People Search Engines Tested: Can They Find Me?"
Rens profilen
Det er også en tanke værd, at arbejdsgivere
selvfølgelig bruger nettet og tjekker data om
stillingsansøgere. I den nyeste undersøgelse omtalt af Reuters
6. august om jobmarkedets brug af internet erkender arbejdsgivere
åbent, at kandidater både kan dumpe
og vinde på grund af netresearchens resultater.
Men jobansøgere er ikke tabt bag en vogn. De kan åbenbart
hyre neteksperter
til at pudse deres online-profil af og få fjernet den slags
oplysninger, der ikke gør sig i en jobsamtale. For 10-30 dollars
månedligt
påtager firmaer sig at støvsuge nettet og foretage en
'online clean-up' for en person. Behov for en dansk variant?
Googles dybder
Google har som sædvanlig givet anledning til megen debat, og i
sommer har ordvalget i stigende grad gået i retning mod data
protection, beskyttelse.
For mens Google tidligere blev mødt med en global velvilje som
et lidt
nørdet, alternativt og frem for alt gratis
søgeværktøj, begynder der nu at fremkomme
undertoner af
kritisk nervøsitet over for den hastigt voksende kolos og dens
enorme lagre af person-identificerbare data, dvs brugernes konkrete
søgemønstre, IP-numre, cookie-detaljer o. lign.
Verdens største dataarkiv skulle formodes at have en velvoksen
bevidsthed og forståelse for begreber som beskyttelse af
personfølsomme oplysninger. Ikke desto mindre har kolossen
lagret den slags oplysninger i årevis uden at give udtryk -- i
det mindste udadtil -- for, at DET kunne udgøre et problem.
Så sent som 14.
marts i Googles officielle blog præsenterede Google det som
et
fremskridt, at selskabet havde besluttet at begrænse lagringen af
de
data til højst 18-24 måneder. Herefter anonymiseres de.
Det maksimum er endda sikkert af en ret midlertidig karakter, og mon
ikke
myndigheder i EU og USA vil presse søgegiganten til yderligere
reduktioner. Her kan Googles ny public policy-blog
være en nyttig
informationskilde med hensyn til Google-perspektivet.
Business
2. august afslørede ikke blot sin uvidenhed ved at
hævde, at perioden var på 24 TIMER, men afslørede
også sin dumhed ved ikke at rette fejlen trods opfordringer :-(
Er Google værre end andre? Sådan spørger den
kyndige blog om biblioteker og it, Biblog
3. august,
og henviser til to modsatrettede undersøgelser af hhv Privacy
International og Search Engine Land om Googles vilje
til at beskytte de personfølsomme data. Biblog konkluderer:
- Du skal selv tage et ansvar for, hvordan du gebærder dig
på nettet.
- Google er ikke værre end de andre, men alle er undergivet
gældende lovgivning der, hvor virksomheden hører hjemme.
- Undersøgelser og statistik kan laves, så de viser
det, man ønsker at påvise.
Skræddersyet
søgetjeneste
Jeg får en lille illustration af Googles enorme lagre af data, da
det går op for mig, at jeg jo selv kan tjekke
arkiverne. Fx kan jeg faktisk nemt se en oversigt over mine
søgninger på Google gennem det sidste halvandet år.
Når jeg klikker tilbage i Googles Weboversigten, genser jeg
søgninger tilbage til januar 2006.
Mit
første søgeord i 2006 var ifølge arkivet ordet
'babushka' (korrekt; jeg tjekkede i januar organisationen Babushka
Adoption,
fordi jeg var ved at adoptere en 'babushka', dvs en gammel kone i
Kirgisistan, den fhv sovjetrepublik).
Fra den dag kan jeg
se søgning for søgning frem til i dag -- tusinder af
søgeord pænt arkiveret i kronologisk orden på
nettet. Søgningen forudsætter, at jeg er logget ind
på min Google-konto.
Det seneste påhit hos Google raffinerer mine søgninger
betragteligt. Nu kan jeg også skræddersy materialet,
så mine fremtidige søgninger lærer af de tidligere.
Hermed ved Google-robotten, at hvis jeg igen melder mig med
søgeordet 'babushka', kan den godt springe over alle de russiske
dukker, for jeg er sikkert mere interesseret i Kirgisistan. En
personaliseret søgetjeneste!
Jeg har fundet en god vejledning i Dan Larsens Blog
By Blog 2. august. Han understreger fornuftigvis, at man kan
slå tjenesten til og
fra, og at brugeren selv bestemmer, hvad og hvornår og om ens
data skal gemmes.
Nu håber jeg bare, at jeg kan stole på, at de data
forbliver min personlige ejendom uden udveksling.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|