e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Vi siger, de siger, koret gør

Journalistik på norsk netmedie i samarbejde med læserne

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Norges mest trafikerede online-nyhedsmedie VG Nett fokuserer energisk på brugergenereret indhold. Resultaterne er imponerende. Da de tydeligvis udspringer af refleksioner, funderet i det klassiske envejs-kommunikerende massemedie (typisk papiravisen), har VG Nett megen inspiration at tilbyde det danske netavis-miljø.

På Danmarks Journalisthøjskole har vi flere gange fået en vitamin-insprøjtning med besøg fra VG Nett. Senest i august af nyhedschef Geir Terje Ruud, VG Multimedia, og jeg har fået lov at offentliggøre nogle af hans pointer fra djh-besøget.

Om VG Nett

Men først et par ord om VG Nett, der solidt besætter andenpladsen, når det gælder trafikken hos de nordiske nyhedsmedier; svenske Aftonbladet er spurtet fra alt og alle. Se også placeringerne gennem de seneste tre år, eJour april 07

VG Nett startede i 1995 og har sin rod i avisen Verdens Gang, ejet af Schibsted-gruppen, men er udskilt i et helejet datterselskab VG Multimedia.

VG Nett fremhæves jævnligt som onlinemediernes duksedreng, der formår at producere solide overskud. Også netstedets indhold høster plusord i branchen, fx fik VG Nett sølv i år hos Society for Newsdesign Scandinavia (SNDS), se Jour juni 07.
 
At det blev sølv og ikke guld, skyldtes priskomiteens efterlysning af "et større fokus på, at størrelse og læserantal ikke er lig med kvalitet, at design handler om overblik og at hjælpe læseren, og at integration af de mange muligheder vil skabe et stærkere medie."

Tidligere er VG Netts egen sektion for brugergenereret indhold, Lesernes VG, tildelt guld af SNDS.

Vi siger, de siger

Journalistikken på nettet møder ikke bare konkurrence hos kollegerne i samme professionale fag og branche. Vi møder i stigende grad en udfordring fra brugerstyrede miljøer, der har anderledes prioriteringer og holdninger, ja helt andre spilleregler for adfærden på nettet.

Uoverstigelige kulturkløfter?

Eller måske snarere en invitation til nytænkning, der ser moderne journalistik som et mash-up mellem den klassiske journalistiks prof og netbrugeren.

Det er her, at Geir Terje Ruud centralt peger på, at vi spiller et spil, hvor parterne har defineret hver sit sæt spilleregler. En erkendelse heraf er nyttig for det videre samarbejde.

Geir Terje Ruud præsenterer de ny 'konkurrenters' spilleregler således:
  • Vi siger: Kopiering er forbudt
    De siger: Tag gerne vores indhold og se, om du kan gøre noget spændende med det
  • Vi siger: Professionel journalistik = troværdighed
    De siger: Lad os sammen tjekke fakta i denne artikel
  • Vi siger: Vi formidler komplicerede sammenhænge på en enkel måde
    De siger: Vi viser, at der findes flere perspektiver
  • Vi siger: Vi bestemmer, når DU skal læse os
    De siger: Vi leverer, når det passer DIG bedst
  • Vi siger: Tag kontakt til redaktionen, hvis du har et nyhedstip
    De siger: Sker der noget?
  • Vi siger: Vi spørger en ekspert
    De siger: Vi spørger 1.000 læsere
Fra envejs til tovejs

VG Nett har valgt at møde konkurrencen ved med Geir Terje Ruuds ord at
  • Levere journalistik på de digitale platformes egne præmisser
  • Levere indhold når og i den form, læserne ønsker
  • Gå fra envejskommunikation til at skabe journalistik i dialog med læserne.
Summa summarum er udfordringen med Ruuds ord: At lave journalistik i samarbejde med læserne.

Derfor prioriterer VG Nett et direkte samarbejde med brugerne højt; de bliver konstant opfordret til at rapportere og indsende billeder, som kan integreres med journalistikken.

Brugerstyrede steder

Derudover giver VG Nett plads til mange selvstyrende bruger-netsteder i VG-domænet.

Under den prisbelønnede paraply Lesernes VG er samlet en lang række tjenester. Nogle eksempler

Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 67 september 07
Kontakt eJour, hnk@djh.dk