 |
|
 |
|
|
Bruger nettet forskelligt
|
I USA vil mænd have teknik, og kvinder går efter kontakt
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
En række undersøgelser fra de senere år tegner
interessante omrids af de to køns adfærd på nettet.
Både om hvor ivrige vi er på tasterne, og om kvinders og
mænds vidt forskellige interesser online.
Resultaterne kan levere gavnlig viden for både de
nyhedsprægede massemedier og andre journalistiske online-medier,
der i disse år er ved at finde sig til rette på nettet.
Centrale overvejelser på redaktionerne må gå
på, hvordan man mest effektivt producerer indhold og services til
de forskellige målgrupper, fx med hensyntagen til kvinders og
mænds uens præferencer.
En af de velspækkede baser for data og fakta om folks
adfærd på internet findes i det amerikanske
forskningscenter Pew; relevant i denne henseende er især den
gren, der hedder Pew Internet
& American Life Project. Omend Pews forskningsresultater
beskriver amerikaneren online, kan de uden tvivl også anvendes
på danskerens adfærd, for netop inden for den digitale
udvikling er der næppe de helt store forskelle på USA og
Danmark.
Emails versus
teknik
På Pew centret har jeg takket være senior research fellow
Deborah Fallows fundet en del interessant materiale om de to køn
og internet. Deb Fallow stod i spidsen for den store rapport "How Women
and Men Use the Internet", der udkom ved indgangen til 2006.
Dengang kunne man konkludere om de to køns uens brug af nettet:
Mænd er optaget af teknologi og kvinder af menneskelige
relationer. Fx er kvinder flittige email-brugere, mens mænd
udforsker nettets
mange teknologiske funktioner.
Med rapportens ord: "Men like the internet for the experiences it
offers, while women like it for the human connections it promotes."
Både mænd og kvinder værdsætter nettets
mængder af information, men vi bruger dem forskelligt.
Mænd når længere og dybere -- fra finansielt nyt til
politiske nyheder -- og de bruger søgemaskiner mere intenst end
kvinder. Kvinder er derimod mere tilbøjelige til at se
informations-indsamling som en interaktiv proces, hvor viden cirkulerer
via grupper og personlige emails.
Rapporten ligger fortsat frit tilgængeligt på nettet, hvor
man både kan hente et resume
og hele rapporten som pdf-fil.
Nyheder på
nettet
Nyere tal om folks træk på nyhedsformidlingen på
nettet er indeholdt i en stor Pew-samling af statistisk materiale Latest Trends, der
spænder over perioden 2000-2007. Fx kan downloades et digert
excel-dokument Usage Over
Time.
Her kan vi aflæse interessante forskelle og tendenser, fordi
enslydende spørgsmål stilles amerikanerne på den
lange bane. Og et tidsrum på otte år er langt på
internet.
Når det gælder selve brugen af internet, er der ikke
forskel i dag i de to køns brug. Den er blevet udlignet i
årenes løb. Mens 44 pct af kvinderne og 49 pct mænd
brugte nettet i 2000, er de tilsvarende tal i 2007 70 og 71 pct.
Men der er stadig en markant forskel i de to køns interesse for
online-nyheder.
I 2000 hentede kun 53 pct af kvinderne nyheder på nettet; da var
mændenes tal 66 pct. I dag læser 69 pct af kvinderne
online-nyheder, og tallet for mænd er nu helt oppe på 75
pct.
Når undersøgelsen spørger ind med
tilføjelsen, om ja-sigerne har læst online-nyheder dagen
forinden, svarede i 2000 16 pct kvinder og 29 pct mænd ja. I 2007
har 32 pct kvinder og 43 pct mænd læst nyheder på
nettet den dag.
Så forskellen mellem de to køns brug af net news er stadig
tydellig, men kvinderne haler ind på mændene.
Hobbyfolk af
hankøn
Den nyeste Pew-rapport fra 19. september er ovre i en lidt anden
boldgade Hobbyists
Online, og her er der også klare kønsforskelle.
Rapporten skildrer en befolkning, som for alvor er begyndt at bruge
nettet til hobbies, hvad enten det drejer sig om slægtsforskning
eller spil.
Nettet er tydeligvis blevet hobbyfolkets legeplads, og hobbyfolk er
overvejende af hankøn.
Netavisers
blogs
Da Nielsen/NetRatings i fjor analyserede
trafikken (pdf) på de 10
største, amerikanske netavisers blogs og registrerede en
stigning på
210 pct på ét år, fangede analysefirmaet også
et par interessante kønsforskelle.
Hver gang én kvinde læser en blog på en netavis,
gør to mænd det samme (34 og 66 pct). Der er også
langt færre kvinder, som læser netaviser (40 og 60 pct).
Medieanalytikeren Carolyn Creekmore kommenterede resultaterne
således:
"Men tend to be both early adopters of new technologies and avid
consumers of news. That having been said, women make up slightly more
than half of the active Internet universe and we can expect them to
play an increasingly significant role in blog consumption."
Svenske
bloglæsere
Fra den svenske blogosfære kan vi ligeledes hente belæg
for den lille forskel.
PR-konsulent Hans Kullin gennemførte i fjor en
undersøgelse af 700 svenske bloggere/bloglæsere, og her
tegner han et klart billede af de to køns uens præferencer
på nettet.
Mandlige bloglæseres favoritemner handler om
- politik og samfund
- journalistik og media
- it og bloggeri
Kvinder foretrækker
- hverdags-betragtninger
- mode og design
- journalistik og media
I Sverige er både den typiske blogger og bloglæser en
kvinde.
Se nærmere om undersøgelsen,
der også kan hentes som pdf-fil,
i Hans Kullins egen
blog Media Culpa.
eJour har tidligere omtalt undersøgelsen i artiklen Fra massemedie
til en masse medier.
Den danske
bloglæser
Endelig kan jeg henvise til en mindre undersøgelse BlogTjek 07 (med pdf-fil) af
den danske
blogosfære. Her kom signalementet af
bloglæseren til at lyde:
Bloglæseren er en 34-årig kvinde fra
Københavnsområdet med en videregående uddannelse og
dagligt beskæftiget med it eller
kommunikation; hun har ikke selv en blog, men læser
to-fem blogs, primært personlige.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |