e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Presseetik på hver eneste platform

Pressenævnet: papirudgaves mangel kan ikke udbedres af online-version

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Mens massemedierne i disse år har travlt med at udvikle ny platforme, minder en netop afsagt kendelse i Pressenævnet om, at hver enkelt platform har sit eget presseetiske ansvar.

Kendelsen drejer sig om situationen, hvor et papirmedie har viderebragt diskutable udsagn om en person uden samtidig at give personen plads til en kommentar i papirudgaven. Historiens kommentardel blev ganske vist publiceret samtidig, men kun i mediets online-version.

Kritik af Journalisten

Den handlemåde har udløst kritik i en fældende kendelse i Pressenævnet. Det kritiserede medie er danske journalisters fagblad Journalisten.

Med Pressenævnets kendelse er fastslået, at en udgivelse, der både udkommer som et statisk papirmedie på bestemte datoer og som et online-medie med løbende opdatering, skal sørge for en uangribelig presseetik på hver enkelt platform.

Den hemmelige krig

Sagen var rejst af Nyhedsavisen mod fagbladet Journalisten og udsprang af Journalistens dækning af den uvildige undersøgelsesrapport, som på initiativ af Journalisten og Syddansk Universitet blev udarbejdet i kølvandet af DR-dokumentarfilmen "Den hemmelige krig".

Rapporten blev offentliggjort i landets medier 15. august. I Journalisten affødte den flere artikler, bl.a. Nyhedsavisen: Alt for spidst vinklet. Artiklen blev bragt samme dag såvel i Journalistens papirmedie som på journalisten.dk.

I Pressenævnets enige kendelse fastslås, at rapportens "konklusioner i artiklen kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for Nyhedsavisen og har derfor skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for Nyhedsavisen."

Det skete imidlertid ikke i papirudgaven af Journalisten, og derfor udtaler nævnet kritik af bladet. Herefter noterer nævnet indirekte vigtigheden af, at hver platform holder etikkens fange højt, når det tilføjer "Det forhold, at Nyhedsavisens kommentarer fremgik på www.journalisten.dk, kan ikke føre til et andet resultat."

Journalisten blev pålagt at offentliggøre et resume af den fældende kendelse.

Et par links mangler

Kendelsen, der blev afsagt 7. november, kan i sin fulde ordlyd (anonymiseret) læses hos Retsinformation og i resume-form hos Pressenævnet. På Dansk Journalistforbund blev den omtalt 9. november med link til kendelsen (pdf) uden anonymisering, og det kritiserede medie Journalisten fulgte efter 12. november.
 
For de yderligt interesserede kan man på Journalistens netsted finde nabo-artikler og kommentarer via en temaside, hvor Journalisten.dk har samlet links til hele debatten om Den hemmelige krig.

Men det havde været hjælpsomt over for læserne og klædt Journalistens etik, om redaktionen i selve den online-artikel, der i sin papirversion var årsag til Pressenævnets kendelse, havde tilføjet et par direkte links til Nyhedsavisens kommentarer og til Pressenævnets kendelse. Det var i hvert fald endnu ikke sket sidst i november.
 

Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 70 december 07
Kontakt eJour, hnk@djh.dk