e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Medier i Facebook

eJour kortlægger mediernes tilstedeværelse i Facebook

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, Facebook-profil, medlem af eJours redaktionsgruppe


Massemedier verden over begynder at poppe op i stort tal i det sociale netværk Facebook. Mange medarbejdere har i stort tal oprettet sig med en personlig profil på stedet, men nu begynder arbejdspladserne også at dukke op som grupper. Ja nogle har endda produceret egne applikationer -- småprogrammer -- på Facebook.

I den seneste tid har jeg surfet rundt i Facebook for at kunne tilbyde en oversigt over de medier, faglige organisationer, uddannelser o. lign i medieverdenen, der har etableret sig med grupper og/eller med applikationer i Facebook. Man skal selv være medlem af Facebook for at få nytte af artiklens links, men det kan man blive på få sekunder her.

Senere i februar vil jeg systematisere materialet i artiklen og lægge den over som en Facebook-liste i Wem Wad Wor-samlingen. Dermed vil listen vedblivende være nemt tilgængelig fra eJours forside; det betyder også, at listen bliver løbende opdateret.

Applikationer

Grupperne inddeler jeg geografisk i artiklen. Derimod findes der endnu ikke flere applikationer på medieområdet, end at vi nemt kan overskue dem i én afdeling.

Applikationer er små programmer, som medierne opretter til Facebook-brugere fx som nyheds-quizzer, nyhedsoversigter, avisforsider eller lignende formål. Guardians applikation er så smart, at den tillader brugeren selv at vælge det ønskede medies RSS feeds til Facebook-profilen.
Brovtende ABC News

En applikation udover det sædvanlige har tv-stationen ABC News præsteret med US Politics, der brovtende kaldes "The center of US Politics on Facebook".

Her er tale om Facebooks første partnerskab, som det selv pointerer i sin pressemedddelelse 4. januar.

Facebook har fået hug for samarbejdet. En ny, kritisk gruppe spurgte i januar: hvorfor har ABC fået ret til at beslaglægge hele USpolitics-niveauet i Facebook! Jeg havde linket til gruppen, men den oplyses at være slettet af 'privacy' grunde. Måske Facebook ikke ønskede kritikken, tænker jeg konspiratorisk.

ABC News (og Facebook) sigter tydeligvis mod at gøre stedet til omdrejningspunktet for amerikanernes igangværende valgkamp op til præsidentvalget til november.

Her er allerede ved at blive skabt et pulserende liv med en stribe aktiviteter udover det rene nyhedsstof; fx debatter med stationens nyhedsreportere og kommentatorer, analyser af detaljer i valgkampen og stof om stationens egne udsendelser plus meningsmålinger og statistikker.

ABC har ud over US Politics også -- som flere andre tv-stationer -- oprettet en del fanprægede grupper samlet om konkrete enkeltprogrammer og -serier.

Grupper

Der findes flere slags grupper inden for medieområdet.

Dels kan der være tale om grupper oprettet af medierne selv, typisk for deres egne ansatte eller for folk interesseret i det konkrete medie -- evt som dedikerede fangrupper for mediet.

Dels oprettes grupper ofte af folk udefra, og de kan både være hadegrupper eller fangrupper, der vil bekæmpe/støtte særlige medier. Fx gruppen Danmarks Radio frem for TV2.

Langt de fleste grupper er åbne, dvs alle Facebook-brugere kan læse alt i gruppen og selv bidrage.

Men der findes også en del, som har lukket af for alle andre end medlemmerne, så ikke-medlemmer må nøjes med en kort, overordnet information om gruppens eksistens. Det gælder fx eJours gruppe, idet den er oprettet som et arbejdsredskab alene for eJours redaktionsgruppe.

Nå ja, og så findes endnu en gruppedannelse; en der er markeret som 'secret' i Facebooks redigering. De grupper kan jeg af gode grunde ikke opliste, da de simpelthen ikke popper op i søgninger. De er usynlige for alle andre end medlemmerne.

Grupperne oplistede nedenfor er åbne, med mindre jeg har skrevet 'lukket' i parentes.

Danmark
Norge
Sverige
Øvrige udland

Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 71 februar 08
Kontakt eJour, hnk@djh.dk