 |
|
|
|
Anmeldelse af Martin Engebretsens ny bog om skandinaviske netaviser
Af Ib Konrad Jensen, ikjensen@og.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
"Digitale diskurser. Nettavisen som
kommunikativ flerbruksarena" af
Martin Engebretsen, 298 Nkr, Høyskoleforlaget.
Man bliver næsten helt skræmt, når Martin Engebretsen
klapper sin akademiske værktøjskasse op og begynder at
skille de skandinaviske netaviser ad, skrue for skrue, søm for
søm. Man skulle ikke tro, at det ville give mening at
udsætte et så teknologi-masturberende,
håndværkspræget og mavefornemmelse-redigeret produkt
for akademikerens systematiske analyse. Men det gør det.
Resultatet er en bog, som nok er noget lang i spyttet og fyldt med
akademisk skvalderkål, men som har sine små aha-oplevelser,
og som i hvert fald må virke inspirerende på alle, der
beskæftiger sig på eller med netmedier.
15 aviser
under lup
Engebretsen har undersøgt og sammenlignet 15 af de mest
populære netaviser i Norge, Sverige og Danmark (fem fra hvert
land) over en periode på godt to år.
Ved at vælge
sammenlignelige medier i de tre lande -- fx Ekstra Bladet og B.T.
herhjemmefra, Aftonbladet og Ekspressen fra Sverige og VG og Dagbladet
fra Norge -- har han fået mulighed for at sammenligne både
forskellige avistypers netudgaver og netaviserne på tværs
af de tre lande.
Hvad det sidste angår, kan vi lige så godt få det
overstået med det samme:
De danske netaviser halter på næsten alle områder
efter deres norske og svenske fætre. I sammenligningen forekommer
de nærmest dovne, fantasiløse og misantropiske.
Kun få
links
Skal man lave en seriøs analyse af medier, må man gå
meget minutiøst til værks, og det må man sige,
Engebretsen gør. Han har valgt at systematisere sin analyse i
seks overordnede dimensioner, nemlig
- forside (velkomstdiskursen, som han kalder den)
- aktualitet
- oplevelse
- viden
- læserinvolvering
- annoncer.
Hvorefter han har sat sig på knæ for med ske og blød
børste møjsommeligt at afdække detalje for detalje
på den journalistiske køkkenmødding:
Fx at 60 pct af 93 undersøgte nyhedsartikler har færre end
500 ord, og kun 20 pct. har flere end 1000. Af de 32 danske har hele 28
færre end 500 ord, og syv af dem er rene noter. Modsat de
svenske, hvor der kun er to noter ud af 29, og hele seks af de 29 er
fokussager (der var kun én dansk).
Ca. 33 pct af alle 93 artikler i undersøgelsen har ingen eller
kun én identificerbar kilde, men halvdelen har tre kilder. Her
skiller de danske aviser sig ud ved, at 60 pct af artiklerne har ingen
eller kun én kilde.
I det hele taget, konstaterer Engelbretsen, skiller de danske netaviser
sig negativt ud. Det er de netaviser i undersøgelsen, der
lægger mindst vægt på videnselementer i form af
specialsektioner om fx forbrug, rejser, biler osv, som man kender det
fra den trykte avis. Det samme gælder med læserinddragelse,
hvor både de svenske men især de norske netaviser har lagt
sig klart i spidsen for så vidt, man ser læserinddragelse
som noget positivt.
Nyhedsjournalistikken i de danske netaviser er ’overfladisk’ og
udnytter
ikke mediets muligheder i forhold til præsentation og
kontekstualisering.
’Selv annoncerne i de danske netaviser
bærer præg af lavere genremæssig modenhed, end
tilfældet er i nabolandene’, skriver Engebretsen (her i min
oversættelse).
Papir-traditionen
fører
Netaviserne har i vid udstrækning lånt med arme og ben fra
papiraviserne, hvilket tydeligt slår igennem fx i design og
navigation. De fleste netavisers forside henter sin inspiration fra
broadsheet-avisens mangfoldige univers, hvilket gælder selv
tabloidaviser, som på papir arbejder med en meget mere
éndimensionel struktur.
Nyhedsjournalistikken er gået nærmest uforandret fra
papiravisen til netmediet og har dermed gjort den teknologi-fikserede
vision om database-genereret saml-din-egen nyhedshistorie grundigt til
skamme.
Nyhedsjournalistikken er netavisernes drivkraft og raison d'être,
og alligevel -- eller måske netop derfor -- er den det element
fra den skrevne avis, der har gennemgået den mindste forandring
på vejen fra papir til skærm. Som man har konstateret
på Politikens netavis:
Man kan fylde netavisen med billedkarruseller, web-afstemninger,
temaer, fokussektioner eller hvad fanden man nu finder på; det
eneste, der betyder noget for antallet af læsere, er antallet af
nyheder.
Jo flere nyheder, des flere læsere.
Og så kan man jo tænke over, at man i et avishus
åbenbart er hurtigere til at komme til denne elementære
konklusion på netredaktionen end på avisredaktionen.
Nationale
forskelle
Engebretsen leder delvist forgæves efter en rimelig forklaring
på, hvorfor norske og svenske aviser er længere fremme med
udviklingen af netaviserne.
Hans umiddelbare tese er, at det kan ses i
sammenhæng med, at avislæsehyppigheden er omtrent dobbelt
så høj i Norge og Sverige, og at populæraviserne har
en væsentlig større gennemslagskraft i vore nabolande end
i Danmark, hvor det jo ikke er helt fint at læse hverken Ekstra
Bladet eller B.T.
Han medgiver, at forklaringen også kan ligge i noget så
banalt som manglende resurser i form af penge og mandskab,
begrænsninger i teknologisk platform og manglende kompetencer hos
journalister og redaktører.
Jeg vil for min del tilføje endnu en forklaring, nemlig
ejerskabet.
Det er ikke utænkeligt, at fx danske netaviser
på nuværende tidspunkt ville have rejst sig fra alle fire
og være kommet et trin højere på udviklingsstigen,
hvis ikke
det havde været for det snæversyn, der i 90erne fik
bestyrelsesmedlemmer og redaktører til at klynge sig til
kerneforretningen, der som bekendt går ud på at
tørre røv på samfundet med gigantiske lokumsruller
importeret fra Finland.
Kreativ
situations-tilpasning
Fokusering på det traditionelle nyhedsstof kan måske
også forklare, hvorfor udviklingen af ny genrer ikke går
helt så hurtigt, som mange havde forudset og håbet.
Nyhedsjournalistikken er udviklet og har vist sig levedygtig som
forretningsgrundlag i mere end et århundrede; og så
længe man ikke kan dokumentere et mere effektivt læser- og
annoncegenererende trækdyr, som er unikt for netmediet, skal man
ikke forvente den store opbakning hos hverken Schibsted, Mecom eller
Bonniers.
Alligevel sker der en vis kreativ situations-tilpasning, som
Engebretsen
kalder det. Læserinvolvering i form af
læser-spørgsmål til interviewpersoner, blogs eller
andre sociale fænomener sniger sig også ind på
netaviserne og repræsenterer efter hans opfattelse sammen med
video fremtiden på netaviserne.
’Når vi nu ved, hvilke retoriske potentialer, videomediet har til
at formidle menneskelig nærhed, til at dokumentere fysiske
scenarier og til at fascinere gennem lyd og bevægelse...’
Godnat med dig, gamle tryksag.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|