 |
|
 |
|
|
Æ, ø og å taber på nettet
|
Danske medier indstiller sig på et liv på nettet uden de
sidste tre bogstaver
Af Martin Gregersen, marting@mail.djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Der findes 37 aviser i Danmark ifølge Danske
Dagblades Forening. Af dem har syv æ, ø eller å
i navnet. eJour har undersøgt, hvordan redaktionerne forholder
sig til bogstaverne på nettet i lyset af den sidste tids debat om
de truede specialtegn i det danske sprog.
De særlige danske bogstaver æ, ø og å er
så småt på vej ud af det danske sprog. Den opfattelse
deles af lederne i Dansk Sprognævn og Institut for
Fremtidsforskning, og som årsag peges på den digitale
kommunikation og globaliseringen. Læs mere herom i Sproget på nettet i dette nr af eJour.
Hovedparten af de danske medier, hvis navne rummer specialtegn, havde
gerne set en anden udvikling, men er ved at indstille sig på, at
slaget er tabt.
Omskrivningerne af æ, ø og å er blevet en vane, som
man ikke længere tænker særligt meget over. Det
ligger i fingrene, som seniorredaktør Leif Kristiansen fra
Morsø Folkeblad udtrykker det.
Ærgrelse
på Mors
Men seniorredaktør Leif Kristiansen på Morsø Folkeblad peger også
på specialtegnenes betydning som en del af vores særkende:
"Vi har ærgret os over, at specialtegnene ikke virkede i
domænenavnene. For os er det et spørgsmål om
identitet.
For danske brugere ville det, hvis det var muligt, være mest
naturligt bare at skrive morsøfolkeblad.dk."
Men avisen var nødt til at fravælge specialtegn i
domænenavnet, da den for mange år siden gik på
nettet, tilføjer Leif Kristiansen. Heller ikke www.mf.dk var
dengang en mulighed, for det navn havde den nu lukkede Midtfyn
Festival. I stedet blev hjemmesiden kaldt www.morsf.dk; i dag har man
så også overtaget mf.dk-domænet.
Helsingørs
prioritering
Chefredaktør Klaus Dalgas fra Helsingør
Dagblad ser det på næsten samme måde. Han ville
også helst have beholdt de danske specialtegn, men avisen var
tvunget til at vælge anderledes.
Han erkender, at han har et medansvar for, at brugen af de danske
specialtegn bliver reduceret, men som verden ser ud nu, er han presset
til at prioritere dem fra:
"Min første prioritet er, at min hjemmeside skal kunne bruges
over hele verden."
Men i den ideelle verden ville æ, ø og å være
en fast bestanddel:
"Jeg er interesseret i, at vi bibeholder et dansk sprog, som er smukt,
godt, nuanceret og mangfoldigt, og jo flere tegn man har, jo mere
nuanceret kan man jo gøre det," mener Klaus Dalgas.
Helsingør Dagblad forbereder en opdatering af hjemmesiden inden
for det næste halve år, og i den proces bliver
domænenavnet overvejet igen.
Holbæk har
spurgt brugerne
Hos Holbæk Amts Venstreblad
har man ikke tidligere tænkt så meget på udviklingen
omkring de danske specialtegn. Her valgte man i sin tid at kalde
hjemmesiden venstrebladet.dk, for sådan hedder bladet ganske
enkelt i folkemunde.
Men nu kommer bladet med en netsatsning til april, fortæller
nyhedsredaktør Jørgen Rasmussen.
Forinden har bladet fået analysebureauet Epinion til at lave en
undersøgelse blandt brugere om det foretrukne navn på
nettet, og blandt mulighederne har man valgt at gå uden om
specialtegnene. Jørgen Rasmussen kan afsløre, at navnet
bliver Nordvestnyt.
Børsen vil
kunne forstås
Jørgen Andresen, redaktør på Børsen digitale medier, tror
ikke, at mange længere tænker over, om de kan skrive
æ, ø og å i domænenavnene. Og hos
Børsen føler man ikke det store sprogpolitiske ansvar for
de truede bogstaver:
"Vi er ikke på Børsen sat i verden for at beskytte det
danske sprog, og vi har ikke tænkt os at gøre det på
andre måder end ved at skrive, så folk kan forstå
det."
Det hænger også sammen med, at Børsen bruger mange
udenlandske udtryk i det finansielle stof, hvor en del ord slet ikke
findes på dansk.
Borsen,
Børsen, Boersen m.fl.
Dagbladet Børsens officielle domænenavn er borsen.dk, men
man har valgt at registrere flere andre navne, bl.a. børsen.dk
og boersen.dk.
Årsagen hertil er rent markedsmæssigt, forklarer
Jørgen Andresen. Man vil undgå, at folk havner det
forkerte sted, hvis de fx kommer til at trykke forkert på
tasterne. Ifølge Jørgen Andresen er det dog kun
promiller, der benytter sig af børsen.dk:
"10-15 pct af børsens nettrafik kommer fra udlandet, så vi
vil aldrig gå væk fra at skrive borsen.dk. Men det kan godt
være, at vi indenlandsk, når alle browsere som en naturlig
del begynder at acceptere æ, ø og å, også
skriver børsen.dk."
Sjællandske.dk?
Sjællandske har
også et domænenavn, hvor specialtegnet indgår, men
bruger som Børsen stadig et domænenavn uden specialtegn
som officiel adresse. Men modsat Børsen kunne Arne Jacobsen,
redaktionssekretær på Sjællandske, godt forestille
sig, at huset går over til at bruge sjællandske.dk som
officielt domænenavn.
"Efterhånden kan mange computere forstå æ, ø
og å, så vi kunne da godt finde på med tiden at bruge
sjællandske.dk som officiel adresse."
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |