e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Morten the Fighters

En flok entreprenører er ved at relancere Nyhedsavisen

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


En lille flok spændende personer står i spidsen for Nyhedsavisens netsatsning efter tumulterne for en måned siden med fyringer, ejerskifte og cheffarvel. De har flere ting til fælles: de har alle et veludviklet entreprenør-gen, de bevæger sig gennem livet med lange skridt. Og så hedder de forresten Morten.

En ny gruppe investorer har sat sig på hovedparten af Nyhedsavisens aktier, og islændingene blev for en måneds tid reduceret til mindretalsaktionærer. Største aktionær og lokomotiv er Morten Lund, desuden er avisens adm. direktør Morten Nissen Nielsen med i gruppen, som derudover domineres af Freeway-koncernen og dens adm. direktør Morten Wagner.

Relancering

Vi kan allerede nu se ejerskiftets første fingeraftryk på Freeway-koncernens ny portal Freeway.dk. Her ruller Avisen.dk's nyheder ned over skærmen som en væsentlig del af indholdet, der ellers består af bidrag fra mange andre af de godt 20 Freeway-ejede netsteder.

Nu står Avisen.dk selv foran en relancering midt i marts, og den tager Freeways egne folk ansvaret for, understreger adm. direktør Morten Wagner over for eJour.

Men hvad skal det hele gøre godt for? Jo, ideen i hele operationen udtrykkes enkelt af Nyhedsavisens adm. direktør Morten Nissen Nielsen over for eJour:

"Vi vil udnytte Nyhedsavisens førsteplads som Danmarks mest læste avis med Freeways førsteplads i nettrafikkens sidevisninger."

Hvem er 'vi'? Hvad er det egentlig for nogle folk, der pludselig vil skabe røre i medie-andedammen? Hvem er alle de Morten'er?

Morten Lund

Morten Lund viste tidligt interesse for aviser; han blev avisbud som 14-årig. Siden er det bare gået derudad. Morten Lund har slået sit navn fast i bredere kredse som en af investorerne i Janus Friis' globale telefon-tjeneste Skype. Og scorede kassen, da Skype blev solgt til eBay for godt 4 mia dollars.

Den 34-årige Morten Lund præsenterer sig i sin LinkedIn-profil som medstifter af firmaerne Hello Web A/S og Hello Group (som i parentes skruede Nyhedsavisens netavis avisen.dk sammen; den var berygtet for et sløvt tempo); han kalder sig 'chefideologist' hos venturekapital-kassen LundKenner, hvor han lægger det meste af sin arbejdskraft. Se også portrættet i Wkikipedia.

Morten Lund er investor og elsker iværksætteri, især af den digitale slags. Det lyser ud af hans betragtninger i bloggen. Her finder vi også aftryk af hans begejstring, når målinger udnævner Nyhedsavisen ("my paper") til at være den mest læste avis herhjemme.

Nu mangler vi bare, at den også bliver læst på nettet, Morten Lund!

For det er jo ikke korrekt, når Freeway præsenterer Avisen.dk som "en af landets største online aviser". Tværtimod roder den nede på en beskeden 63. plads med kun lige godt 100.000 brugere på en måned (FDIM dec 07).

Morten Nissen Nielsen

Nyhedsavisens administrerende direktør Morten Nissen Nielsen havde også tidligt kontakt med medierne.

Allerede som 17-årig cyklede knægten rundt i Århus og prøvede at sælge annoncer til den lille lokalavis, han havde søsat med en kammerat i 1992. 10 år senere var ideen vokset til EjendomsAvisen, BilAvisen og ShoppingAvisen, havde bredt sig fra Århus til København, Odense, Randers, Horsens og blev da købt af JP/Politikens Hus for et uoplyst millionbeløb. To år senere blev handelen udvidet med det internetbaserede bureau Kreativt Netværk, som Morten Nissen Nielsen havde stiftet tidligere.

Morten Nissen Nielsen, 33 år, fortsatte i selskabet til 2005, da han blev inviteret over i Metro International, London, af sin JP-bekendt Svenn Dam (daværende europæisk chef for Metro International). Her blev han et halvt år senere udnævnt til vice president med ansvar for salg. August 2006 tiltrådte han så som adm. direktør i Nyhedsavisen (hvor Dam siden var blevet bestyrelsesformand).

Morten Nissen Nielsen har gjort sig fortjent til pendlernes ærespokal, for både mens han har arbejdet for Metro i London og nu for Nyhedsavisen i København, har han bevaret bopælen i Århus.

Morten Nissen Nielsens LinkedIn-profil.

2 x Morten Wagner

I Freeway har vi to Morten'er repræsenteret: Morten Wagner junior og senior. De er begge partnere i Freeway-selskabet (sammen med Henrik Bak og Peter Sønderby), og junior er adm. direktør i dag.

Det hele begyndte i Viborg, hvor senior er advokat, og hvor sønnen midt i sit jura-studium fik ideen til datingportalen dating.dk.

Derfra har tingene udviklet sig til koncernen Freeway, samlingsstedet for et hastigt voksende antal helt eller delvist ejede netsteder, ofte med stærkt community-præg. Et af de nyeste køb er Newz, stedet for it-nørder.

Morten Wagner har tidligere haft bopæl i London, hvorfra han er fløjet i sit privatfly til arbejdspladsen i Viborg eller til den ny afdeling på Holmen i København. Fornylig er han flyttet til Malaga-området i Spanien, og hans aktiviteter ligger efterhånden hovedsagelig i udlandet, bl.a. i Miami, hvor Freeway netop har startet en afdeling. Det er tanken at oprette et 'US By Night' som en slags parallel til koncernens dkbn.dk (Danmark By Night).

Skal man skrive nogle linjer om Morten Wagner, kan man godt belave sig på at skulle have regnearket frem. Trafik og tal i kolonner er, hvad der tæller hos ham.

Morten Wagner vil gi' folk, hvad de vil ha'. Det har han gentaget gang på gang som fx i Politiken, så Troels Mylenberg og andre journalister må synke sætningen om også at give folk det, de ikke vidste, de ville ha'. Jeg tror ikke, Wagner vedkender sig et begreb som publicistisk hensyn. Han vil udgive avis for at tjene penge -- ikke tjene penge for at udgive avis.

Men regnearket:

Lægger man trafikken for alle Freeway-stederne sammen, står udbyderen Freeway for langt det største antal sidevisninger på danske netsider (i FDIM-målingerne). Godt en milliard eller helt nøjagtigt 1.020.106.631 sidevisninger i december. Nr 2 er TV 2 Interaktiv. Totalt er tallet 2,6 mia sidevisninger.

I brugertallenes top 10 ligger Freeway som nr 4 i december (1.358.175) efter DR, Krak og TV 2.

Over halvdelen af Freeways trafik leverer Arto. Men det var faktisk ikke Morten Wagner, der fandt på Arto. Det var en anden Morten.

Morten Borg

Arto er i dag ejet af Freeway for de 51 pcts vedkommende. Resten ejer stifteren og netstedets direktør, 28-årige Morten Borg. Han er ganske vist ikke med i Freeway-ledelsen og er derfor heller ikke involveret i Nyhedsavisen.
 
Også Morten Borg repræsenterede den særlige entreprenør-ånd, da han i gymnasietiden i Viborg oprettede Arto.dk. Egentlig var det bare tænkt som en hjemmeside med vittigheder, men oprettelsen af en gæstebog åbnede Morten Borgs øjne for de sociale muligheder, der lå i de unges adgang til at skrive til hinanden.

Arto er i dag et stærkt trafikeret chatsted for børn og helt unge. I 2006 åbnede Arto.com for hele verden.
 
Freeway og Arto deler i dag kontorlokaler i Viborg.

Fightere

Det spørgsmål, som mange stiller sig i disse måneder, er hvad sådanne entreprenørtyper vil i medieverdenen?

De vil forhåbentlig overraske. Og så vil de vinde. Det ligger i deres gener; de dyrker heller ikke sport for hyggens skyld:
  • Morten Lund har været en gudbenådet håndboldspiller.
  • Morten Nissen Nielsen spiller blændende flot golf.
  • Morten Wagner har dyrket karate på landsholds-niveau.
Så vi har nogle oplevelser til gode på nettet. Planerne må gradvis folde sig ud. Men det er jo indlysende, at en investering i en avis giver et afkast bestående af nyheder. Og det afkast kan generere trafik.
 
Så mon ikke vi hurtigt vil se Nyhedsavisens nyheder rulle ned over skærmene hos både Avisen.dk og på Freeway-stederne, alle udstyret med en afstemningsknap til indrangering af nyhederne.

Snart efter får vi et nyhedsbillede på siderne bestemt af brugernes ønsker. Garneret med annoncer. Og med tydelig besked sendt tilbage til Nyhedsavisens redaktion om at fodre brugerne i overensstemmelse hermed.

NB. Jeg vil bare ønske, at der også kommer en knap, som jeg kan bruge til at afmelde Nyhedsavisen. Den vil nemlig ikke lade mig slippe for papiravisen uden en grim mærkat på min flotte, tivoli-røde hoveddør, og den forurening afviser jeg. Så tak, en knap!


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.


Nr 72 marts 08
Kontakt eJour, hnk@djh.dk