 |
|
 |
|
|
Aviser dyblinker til blogs
|
Månedens morsomste nyhed er leveret af Politikens netavis
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Husker du krigen om de dybe links? Da de danske aviser prøvede
at forhindre det samlede internet i at lave links direkte til
netavis-artikler og bankede småfirmaer ned under
gulvbrædderne med raids i retssale og på nettet imod de
formastelige, der tillod sig at pege på en avisartikel med et
link.
Sagt kort: dagbladene kunne ikke døje, at andre linkede direkte
til deres artikler.
Trusler om
retssager
Så klipper vi frem til i år, da dagbladet Politiken er
leverandør af februars morsomste artikel inden for
netjournalistikken.
Avisen fortæller nemlig, at den nu lancerer tjenesten Twingly,
der "binder netavis og det danske blogunivers sammen" ved links frem og
tilbage.
Det var de selvsamme bloggere, som danske netaviser for få
år siden skarpt beordrede til at nøjes med et link til
avisens netforside, hvis de havde været så frække at
linke direkte til en artikel.
Tænk hvis de tusinder af danske bloggere i dag reagerer lige
så surt og netfjendsk mod Politiken, som danske aviser selv
gjorde mod folk på nettet indtil for kort tid siden? Og
beordrer Politiken til omgående at fjerne alle sine ny links til
bloggerne fra politiken.dk, hvis den vil undgå bål og brand
og retssager.
Ja, bloggerne kunne sætte sig imod dette kommercielle
foretagendes (Politikens) snylteri og med henvisning til Newsbooster-dommen
24. februar 2003 (retssag rejst af Danske Dagblades Forening imod den
linkende samletjeneste Newsbooster) kræve en fed erstatning for
Politikens systematiske, kommercielle dyblinking.
Men nu
fletter vi fingre
Men -- bloggerne synes at være anderledes venlige,
generøse mennesker.
Så i dag fletter blogosfæren tværtimod fingre med det
svenske system Twingly, som Politiken har lanceret 11. februar. eJour skrev i dec
07 om
alliancen mellem medier og bloggere i Sverige med underrubrikken "You
scratch my back and I'll scratch yours". Og det er, hvad det handler
om. Fordele for begge parter.
En del svenske aviser anvender tjenesten i dag. Firmaet bag Twingly
Primelab regner ifølge MediaWatch
med, at tre-fire danske aviser udover Politiken tager systemet i brug i
årets løb.
Hos Politiken fungerer systemet på den måde, at hvis en
blogger laver et link til en Politiken-artikel, udløser det
automatisk et link under artiklen tilbage til blogindlægget. Det
fordrer en solid blog-søgemaskine, og Twinglys database rummer
allerede over 55.000 danske blogs.
Som nyvakte
Politiken (ved Michael Arreboe, digital mediechef på
Politiken) forklarer:
"Med Twingly håber vi, at bloggerne kan tilføje
interessante kommentarer til vores redaktionelle indhold. Det er en del
af vores langsigtede satsning på nye medier."
Politiken.dk har samtidig givet sine
blogs en opfriskning.
Et system, der minder om Politikens/Twinglys, prøvekøres
for tiden hos Information, der er gået i samarbejde med danske Overskrift.dk.
Og vil betale
bloggerne?
Senere på måneden har udviklingens skrue fået en tand
mere, for Politikens blogredaktør Kim Elmose har gjort
sig til talsmand for ligefrem at betale bloggere.
Del
overskudet med læserne, lyder Politiken-medarbejderens
opfordring i et udateret indlæg (ca. 20. feb) i MediaWatch. Han
henviser til, hvor glade medier er for læsernes bidrag til den
redaktionelle dækning. Herunder det velskrevne blogindlæg,
som kan forøge netavisens brugertrafik -- helt gratis, som han
pointerer.
Nu er det på tide, at "vi i medierne bør begynde at
betale brugerne for det, som de producerer til os," mener
Politiken-medarbejderen.
Hertil vil bloggerne sikkert kun sige: jamen, skynd jer bare i gang!
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |