e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Gør medierne stadig nytte?

Årets status over USAs nyhedsmedier levner ikke megen optimisme

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


For femte gang er der gjort status over nyhedsmediernes og journalistikkens tilstand i USA.

eJour har omtalt rapporterne hvert år. Fra Gammel vin på ny flasker i 2004 til USA: medier har snorksovet i 2007. Og som de rubrikker antyder, har årenes gennemgående konklusioner været præget af kritik vendt mod medierne for deres mangel på innovation og vovemod, når det gælder overlevelse i en digitaliseret verden.

I år går rapporten The State of the News Media 2008, offentliggjort 17. marts af forskningsgruppen Project for Excellence in Journalism, et skridt videre.

Finder alternativer

Rapporten ser nu tegn til, at den digitaliserede medieforbrugers tålmodighed er ved at slippe op. Journalistens nyheds-monopol er forlængst brudt, og mange opgiver de traditionelle, professionelle medier for i stedet at efterspørge eller ligefrem selv producere alternative medier.

Her begynder brugerne at udfylde rollerne som både producenter, leverandører og distributører af nyheder, -- nyheder der antager andre former og har andet indhold end det, som professionens nyhedsbegreb ellers identificerer. Her er person-fokusering med en til tider mikro-lokal indsnævring.

Hvor efterlader det journalisten? Skruer vi os ned i elitære cirker for magt, politik, bureaukrati? Og var det det, vi ville? Eller er der stadig plads til folk med mod til at realisere en nytænkning, som demonstrerer journalistikkens fortsatte nytteværdi.

Det er den slags overvejelser, som rapportens læsere må gøre sig, når vi funderer over, hvordan den professionelle, fagligt funderede journalistik kan gøre nytte for menigmand på lidt længere sigt.

Undersøger citizen media

Men læs selv videre og bliv inspireret i den godt 700 siders rapport. Dens netsted er velstruktureret, og man kan læse og printe de enkelte kapitler, der er overskueligt præsenteret.

I materialet indgår flere under-rapporter, bl.a. en særskilt indholdsanalyse af over 70.000 historier fra 48 mediekilder og en journalist-spørgeundersøgelse, men andre er ikke blevet færdige og bebudes senere i foråret.

Fx mangler endnu fase to i en interessant analyse af 64 borgerjournalistiske netsteder, ikke at forveksle med blogs, i 15 større byer. Læs om de foreløbige resultater i kapitlet Citizen Media.

Herhjemme er rapporten grundigt omtalt i bl.a. fagbladet Journalisten 25. marts (Massive forandringer på vej i mediebranchen), i Information 22. marts (Nyheder er ikke bare nyheder) og i bloggen af Journalisthøjskolens rektor 17. marts (Nedskæringer truer journalistikken).


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.


Nr 73 april 08
Kontakt eJour, hnk@djh.dk