 |
|
 |
|
|
Medier løber efter trafikken
|
Ekspert: Kvaliteten er stedbarn i de store netavisers nicher
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Når det kun er fem ud af 11 nicher fra de to store mediehuse
JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin, som kan melde om trafikal
vækst, skyldes det, at de tænker for meget på trafik.
De bruger deres energi på at få banket trafikken i vejret.
I stedet for at banke kvaliteten i vejret og derefter som konsekvens
få mere trafik.
Den lidt kringlede forklaring leverer Morten Nielsen, indehaver af
konsulentfirmaet Medie &
Marked,
som eJour har bedt kigge på danske nichers status og give nogle
bud på, hvordan de kan blive bedre. Det sker på grundlag af
artiklen Bladene skyder knopper i
dette nr af eJour om trafikken hos 11 nicher inden for mediehusene
JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin.
Trafik-fiksering
"Netaviserne forekommer mig stadig alt for trafik-fikserede. Den mere
strategiske tænkning finder jeg bedre udfoldet i specialmedierne
end i dagbladenes netaviser og disses knopskydninger," siger Morten
Nielsen og tilføjer:
"I stedet for at formulere en original, sammenhængende strategi
er netaviserne også i deres nicher optaget af at plukke de
lavthængende frugter. De
fokuserer på trafik og på brug af samme stof på flest
mulige platforme. Mere af det samme, mere genbrug.
De går efter mere trafik for enhver pris, som fx når medier
deler artikler
op i småbidder for at generere højere tal for
sidevisningerne. Her er kreativiteten brugt på alt andet end
indholdet og demonstrerer jo ikke nogen synderlig niche-tankegang.
Når fx Jyllands-Postens erhvervs-niche Epn
linker til Ekstra
Bladet, Danmarks største avis
på nettet, er det i mine øjne en illustration af Epns
fokus på trafik. Gensidig linking kan da være et positivt
træk hos netmediet for at sænke kontaktprisen, så
avisen bliver berettiget til at forlange bedre banner-priser og
få højere indtægter.
Men metoden viser, at netavisen befinder sig i den kommercielt mest
primitive fase, og det er højst tvivlsomt, om den prioritering
vil være holdbar på længere sigt."
Indhold i nicher
I stedet for mediernes kortsigtede fokusering på trafik
tilråder Morten Nielsen:
"Jeg tror, medierne snart skal til at spalte trafikken op og se
på dens fordeling på de enkelte målgrupper. De
resultater kan give stødet til en tiltrængt udvikling af
indholdet i nicherne.
Hvor det i dag handler det om at få folk til at komme til
netstedet, bliver næste fase at få dem til at blive i
længere tid på stedet. Og det kan man kun, hvis der
produceres bedre indhold og højere kvalitet i journalistikken.
Da kan medierne ikke nøjes med nyheder og nyhedsreportager, men
må levere mere originalt stof.
Den nuværende tendens til at genbruge stoffet på flere
platforme holder ikke, hvis man vil producere kvalitets-nicher.
Ønsket om at genbruge stof på de mange platforme -- som vi
ser manifesteret i fx Det
Berlingske Hus -- er tydeligvis del af en
rent økonomisk strategi.
Men strategien er næppe holdbar, og medierne skulle hellere bruge
energi
på at trænge dybere ned i stoffet.
Selv hvor der er tale om den samme nyhed, skal den tilpasses de
forskellige nichers målgrupper. Historiens indholdsmæssige
dybde kan variere, kildevalget skal varieres, de forskellige
målgrupper fordrer forskellige referencer osv. Dén
kreativitet savner jeg at se udfoldet i nicherne.
For tiden handler det desværre mere om at genbruge stof og
holde omkostningerne nede end om at gøre stoffet originalt til
nichens brugere."
Mere socialt
indhold
Morten Nielsen mener også, at det sociale aspekt i netavisernes
nicher er undervurderet i dag; den udvikling der med et vidtfavnende
udtryk kan betegnes som bruger-involvering i nicherne.
"Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil se mere og mere dialog med brugerne
i nicherne. Og jo dybere nicher trænger ned i et
stofområde, jo bedre kan dialogen blive med brugerne.
Det gælder både nicher inden for afgrænsede
stofområder, og det gælder for de lokale medier. Begge
steder er man tættere på sine brugere. Det er da dumt ikke
at invitere dem indenfor.
Prøvestenen for journalisterne bliver, om de er parat til at
afgive noget af kontrollen over indholdet mod til gengæld at
få brugernes bidrag til det samlede nicheindhold, så de i
fællesskab øger kvaliteten. Om journalister er så
modne -- ja dét kan kan jeg godt have mine tvivl om."
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |