e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Ferie med autosvar og bøvl

Gode råd til dem, der ikke kan koble fra uden at være koblet op

Af Abelone Glahn, ag@amedia.dk, indehaver af konsulentfirmaet amedia og forfatter af flere bøger om netværking, bl.a. Dit virtuelle netværk


Så er det snart ferietid. Væk fra arbejde, væk fra mobilen, væk fra mailen… eller hvordan var det lige, det var?

Hvor afkoblet vil du være -- hvor meget synes du, du skal følge med, selv om du sidder i sommerhus eller er i udlandet?

Og, hånden på hjertet, vil du for en sikkerheds skyld alligevel lige hente noget mail på mobilen, selv om du er på ferie?

Autosvar med besvær

Et konkret eksempel:

Fornylig skulle jeg til Spanien uden opkobling i fire arbejdsdage. Jeg vidste, at der ville komme mail fra eksisterende kunder, som burde blive besvaret, ligesom tiden før sommerferien typisk for en selvstændig ofte indebærer ny henvendelser angående efterårssæsonens job.

Dem ville jeg jo ikke misse på grund af for sen tilbagemelding.

Derfor var det tvingende nødvendigt for mig at have et autosvar, som henviste til, hvornår jeg kom tilbage, og at man kunne sende mig en sms, hvis det hastede.

Kun på Exchange server

Jeg bruger Microsoft Office Outlook som del af Small Business Edition. Jeg ledte længe efter 'ikke til stede assistenten', der burde dukke op under Funktioner, men muligheden var ikke på min enkeltpersons firma PC, svarende til en hjemmePC.

Man kan kun lave feriesvar, hvis man er på en Exchange server, der håndterer den slags.

Hvis funktionen (der i den engelske udgave hedder OOF, Out of Office Feature) imidlertid dukker op, er man på en Exchange server, og man skal da blot følge anvisningerne for opsætning af mail.

Maskinen skal være tændt

Microsoft foreslår i stedet dem, der ikke er på en Exchange Server, at opsætte en række regler for indkommet post, som kan besvares med den ordlyd, du selv vælger.

Men løsningen fordrer, at du holder maskinen tændt og lader Outlook køre under hele din ferie. Ikke alle synes om dette, dels på grund af strømforbruget, dels af angst for 'hvad der ellers sniger sig ind i maskinen, der bare står tændt'.

Og hvad så hvis der er indbrud, mens man er væk -- så er maskinen jo i hvert fald ikke låst for en eventuel tyv. Kort sagt, dårlig løsning.

Autosvar på webmail

Så må man da kunne opsætte et autosvar på sin webmail?! Ja, naturligvis. De fleste mailprogrammer gør det muligt at opsætte et autosvar, men også her er der ulemper:

Et autosvar på din webmail giver ganske vist besked til de relevante, men også til en lang række irrelevante, først og fremmest dem, der sender spam!

Selv om du kan indstille spamfiltret højt på din webmail, så du sorterer en masse mistænkelige breve fra, vil en del spam slippe igennem.

Alle disse spammails får et autosvar om, at du ikke er til stede.

Og den mail returneres tilbage til dig med beskeden om -- at afsenderen ikke eksisterer ("I'm sorry to have to inform you that your message could not be delivered to one or more recipients. No such user").

Onlinegrupper i ferien

En anden gruppe modtagere, der også får din feriebesked, er de postgrupper, communities, du har tilmeldt dig.

Hver gang der kommer nyt indlæg i en diskussion, vil samtlige få at vide, at du er på ferie. Det er dårlig netetikette, og i visse kredse bliver man virkelig hængt ud, når man har overset dette og generer 4-500 på en mailliste i ugevis.

Netetiketten byder, at du melder dig fra onlinegrupperne, når du er på ferie.

Du bør gøre en af følgende to ting:
  • Enten sætte indstillingerne til kun at modtage gruppemails på gruppens hjemmeside (og derefter læse indlæg dér, hvis du ikke kan vente, til du kommer hjem fra ferie).
  • Eller bruge en anden mail, når du tilmelder dig onlinegrupper.
Det sidste er klart det smarteste, fordi du også uden for ferie slipper for gruppemails, hvis du henter mails via mobiltelefon. Dette billiggør din telefonregning væsentligt.

Spam på mobilen

Mange henter mail på mobilen, mens de er bortrejst. Dette var også min intention at gøre på min Spanienstur. Men en enkelt test-henting, inden jeg tog af sted, viste, at jeg netop fik dette væld af fejlmeddelelser fra spamafsendere. Det ville blive en dyr telefonregning, indså jeg.

Efter nøje at have vendt situationen med min webudbyder, der indrømmede disse uhensigtsmæssigheder i webmailprogrammet, endte jeg med at vælge en kold tyrker:
  • At sætte autosvaret på webmailen, så kunder kunne få den relevante besked,
  • acceptere, at jeg ved hjemkomsten ville få massevis af fejlmeddelelser,
  • og affinde mig med, at jeg ikke skulle hente mails via min mobiltelefon for en sikkerheds skyld.
Ved hjemkomsten lå der 824 fejlmeddelelser, som skulle håndslettes, da de ikke alle sammen havde den samme formulering i emnefeltet. Min konklusion blev, at jeg aldrig mere sætter autosvar på igen.

Gmail, grupper og feriesvar

Mange bruger Gmail til deltagelse i onlinegrupper, fordi Gmail gør det muligt at gemme meget post. Visse onlinegrupper arkiverer ikke medlemmernes indlæg på en tilgængelig side, og derfor kan man kun gemme korrespondance i sin egen mailboks.

Ønsker du over tid adgang til disse mails, kan det være en rigtig god ide at oprette en Gmail, som du bruger til dine onlinegrupper.

Feriebeskeder på Gmail kan tilpasses til en vis grad. Vælg Indstillinger> Generelt> Feriesvar.

Feriesvaret går ikke tilbage til spammere og til onlinegrupper, man er medlem af. Man kan yderligere vælge, at kun de mennesker, man har i sit adressekartotek, får besked om, at man er på ferie. Det lyder smart, men betyder jo, at ny kunder ikke får besked om, at du er væk -- og det er måske ikke særlig troværdigt.

Endelig fordrer det, at du bruger Gmail generelt og ikke kun til online-gruppepost, altså at du har lagt hele dit adressekartotek over på Gmail.

Er du Skypebruger, kan du ud for dit navn skrive, at du ikke kan nås de næste fjorten dage, ligesom du i opsætningen andetsteds kan viderestille til et andet telefonnummer.

Teksten i autosvar

Hvad skal du skrive i autosvar?

Her er der delte meninger. Nogle ønsker at skrive så lidt som muligt, især selvstændige, der ikke ønsker at signalere, at huset står tomt, og at det er nemt at bryde ind. Andre får ligefrem af deres modtagere at vide, at de gerne må gøre autosvaret fortællende, så man kan følge lidt mere med i virksomhedens gøren og laden.

En klassiker, der får mange løse ender til at mødes, kunne lyde:

Tak for din mail
Jeg tjekker min mailboks hver dag mellem 09.00 og 10.00 Hvis din henvendelse har behov for mere akut respons, beder jeg dig ringe på min mobil xxxxxxxx Mange hilsner Xxxx

Hvor meget skal vi være på?

Det er lidt skræmmende, hvor meget vi forventes at være på hele tiden. Så før du overhovedet sætter feriesvar på, bør du overveje, om du vitterlig skal -- eller vil -- være så tilgængelig.

Når man går på ferie fra en større virksomhed, véd de nærmeste kolleger det. Har de ikke umiddelbart selv været med til feriebajerne om fredagen, kan de ofte tjekke din status i den elektroniske kalender.

Mennesker uden for en virksomhed har ikke nødvendigvis brug for at vide, at du er væk, men snarere brug for at vide, hvortil de så skal rette deres henvendelse. Sørg for, at dette fremgår af din besked.

For den selvstændige er det især i de kortere ferier et spørgsmål om, hvor meget besvær man vil gå igennem (jævnfør ovenstående) for at besvare mails, og hvor mange kunder man går glip af, hvis man har is i maven og svarer efter en uge.

Grundlæggende bør du spørge dig selv:
  • Hvad skal en sådan tilgængelighed bruges til?
  • Hvem har gavn af den?
  • Ville det gavne endnu mere, hvis jeg ikke er tilgængelig i en periode?
  • Og -- kan jeg holde til at være koblet af -- hvor afhængig er jeg blevet af at være tilgængelig?
Der er også en helt syvende løsning: det menneskelige autosvar. Dvs en person, som er blevet hjemme, og som henter mails hver anden dag, ringer op og læser overskrifter op for dig i telefonen. Tro mig: Det virker effektivt -- man lærer i den grad at vælge de vigtige og lade resten vente.

Gode råd om feriesvar
  • Bruger du Microsoft Outlook, finder du her den omhyggelige vejledning.
  • Først skal du finde ud af, om du overhovedet er på en Exchange server. Hvis du er, er din lykke gjort -- du formulerer beskeden og går på ferie.
  • Er du ikke på en Exchange server, kan du sætte regler op for behandlingen af indkomne breve, men du skal lade computeren og Outlook være tændt, for at beskeden når frem til dine modtagere.
  • Alternativt kan du sætte autosvar på din webmail med risiko for at få en masse non-deliverable-beskeder.
  • Endelig kan du blot videresende din mail til en kollega, som ikke er på ferie (husk at underrette vedkommende)
  • Hent kun din hovedmail via mobilen.
  • Tilmeld dig onlinegrupper med en anden emailadresse fx Gmail, ellers bliver du ruineret af mobilregningen.

Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.


Nr 75 juni 08
Kontakt eJour, hnk@djh.dk