e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

20.000 mediefolk varmer op til OL

Velpolstrede netsteder worldwide er ved at være klar til OL i Beijing

Af Lars Møller Hansen, lxh@dr.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


8. august begynder den mest prestigefyldte sportskonkurrence i verden: De Olympiske Sommerlege. Over 20.000 journalister sætter kurs mod kinesiske Beijing for at dække dysten mellem 10.500 atleter fra hele verden.

eJour har her samlet en stribe eksempler på, hvordan netsteder herhjemme og i udlandet er ved at have velpolstrede sportssider klar til både mediefolket og sportsinteresserede i det hele taget.

Danske Steder

Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark har lavet et særligt OL-tema spækket med informationer om den store begivenhed, bl.a. om
  • de danske atleter, der skal med til legene i Beijing. Her er billeder af og facts om de enkelte udøvere, og man kan klikke sig videre til deres egne hjemmesider
  • de olympiske anlæg
  • OLs historie
  • masser af statistik om OL, bl.a. en oversigt over den samlede medaljefordeling for samtlige deltagende nationer, herunder den danske høst, og et overblik over OLs udvikling mht danske deltagere og det samlede antal deltagere.
Temaet har også net-tv, OL Update, som er en ca. 10 minutters tv-udsendelse med nyheder, features og portrætter af de danske OL-atleter.

Der er mulighed for at tilmelde sig et OL-nyhedsbrev, der er et nyhedsarkiv med søgemuligheder samt RSS til tekstnyheder. Desuden kan man bestille bøger og andre udgivelser om OL på siden, hvis man ønsker mere information på god, gammeldags facon.

Temaet indeholder endelig en kort introduktion til værtsbyen Beijing og Kina, men vil man vide mere om landet, kan man lægge vejen forbi Turen Går Til.

EMU/Danmarks Undervisningsportal har også et OL-tema, og det udvikles i samarbejde mellem fagredaktører inden for grundskolen og de gymnasiale uddannelser. Temaets hovedmålgruppe er elever og lærere inden for grundskolen og de gymnasiale uddannelser, som arbejder med en dimension af sport, OL, historie, økonomi og sprog, men andre kan også have glæde af temaet.

Udenlandske steder

Det officielle netsted Beijing 2008 indeholder naturligvis nyheder om legene plus informationer om de idrætsgrene, som er repræsenteret. Der er også en skematisk oversigt over, hvilke dage der er konkurrencer i de forskellige idrætsgrene.

Hos Den Internationale Olympiske Komité (IOC) er der masser af facts at hente om den olympiske historie. Meget praktisk er oversigten delt op sådan, at hver enkelt OL siden 1896 har sin egen hjemmeside, og det gør det meget overskueligt at dykke tilbage i legenes historie -- også fordi hver enkelt underside er bygget op på samme måde.

Gennem IOC's Olympic Television Archive Bureau er det muligt at finde film- og tv-materiale om OL. Der er lavet en olympisk serie på over 100 timer, opdelt i 12 programmer. Serien indeholder bl.a. et program kaldet "Reflections of Summer", som sikkert kunne være meget relevant at se i forbindelse med det forestående OL.

China Daily har et større tema om OL med bl.a. et kort over, hvor de enkelte konkurrencer afvikles. Fra kortet kan man klikke sig direkte videre og læse mere om den pågældende location og få baggrund om de forskellige idrætsgrene.

Den olympiske ilds rejse har ESPN.com et godt kort over. Det er inddelt i 'World' og 'China', så det rent faktisk er muligt at danne sig et overblik over turen. Også det officielle netsted for legene har en god animation af ruten.

Fra New York Times’ tema kan fremhæves brugen af interaktiv grafik i historien om en sydafrikansk sprinter, der trods en dobbelt-amputation søger om at deltage i legene.

BBCs OL-tema indeholder allerede et tema om de næste olympiske sommerlege i London i 2012! Det, der springer mest i øjnene på Beijing-temaet, er Olympics podcast, som er muligheden for at podcaste et BBC-radioprogram om legene. Men siden gør også brug af blogs med kommentar-adgang, og der er åbnet et debatforum, hvor brugerne kan debattere og kommentere OL-emner.

CNN er klar med sit OL-tema. Her forsøger man at involvere brugerne med en iReport, hvor de lige nu kan uploade fotos og videooptagelser fra den olympiske ilds rejse mod Beijing.

Dansk råd imod blogging

Hvor BBC lader sine egne journalister og eksperter blogge, så har CNN fået atleter til at blogge -- lige nu om forberedelserne til OL.

IOC har åbnet for, at atleterne må blogge under OL. Men det er uvist, hvor meget danske net-brugere får glæde af det. Danmarks Idræts-Forbund fraråder sine OL-deltagere at blogge under legene, hvis de ikke i forvejen er vant til det:

"Det at blogge kræver mange overvejelser og meget arbejde, især hvis man ikke har prøvet det før. I øvrigt vil det være op til den enkelte teamchef at tage stilling til, om det er hensigtsmæssigt, at OL-deltagere bruger energi på at blogge," lyder det fra Danmarks Idræts-Forbund.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.


Nr 75 juni 08
Kontakt eJour, hnk@djh.dk