 |
|
 |
|
|
Fransk avis-succes på nettet
|
Alt stof, også bloggeres, bliver sendt gennem journalistisk filter
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@update.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Det er ikke så ofte, vi kan berette om interessante franske
medie-netsteder, for sproget kan være en effektiv barriere mod
resten af verden (både det danske og det franske...).
Men fornylig har jeg læst et par steder om et originalt tilskud
til den digitale medieverden. Og da jeg kender kilderne som
troværdige journalister, tillader jeg mig at citere fra deres
artikler om eksperimentet Rue89.
Rue89 er en fransk netavis, stiftet i maj 07 af fire journalister, som
forlod den venstreorienterede avis Libération.
Ny
journalistik
En af stifterne, 55-årige Pierre Haski, der havde været
vicechefredaktør på Libération indtil i fjor,
fortæller til Journalism
Enterprise 29. august, at han og hans medstiftere havde blogget i
nogle år. De var efterhånden nået til den erkendelse,
at der var behov for en ny slags journalistik på nettet.
“News in its current format is heading into a wall,” mente gruppen og
begyndte at udvikle Rue89-projektet efter at have stillet sig disse
fire spørgsmål:
- What do we want to do?
- What’s the essence of our project?
- What do we need?
- What does the French public need?
I en samtale med Jyllands-Postens Jørgen Ullerup i sommer
forklarer Haski:
"Vi tror ikke på myten om, at bloggere kommer til at erstatte
journalister. Derimod tror vi, at de to grupper kan arbejde sammen.
Læserne accepterer ikke mere den pakke, som aviserne tilbyder
dem. De vil selv være aktive."
Desværre inspirerede emnet ikke Jyllands-Posten til at
lægge artiklen på nettet, så jeg kan ikke linke til
den.
I dybde og bredde
Selvom netavisen allerede har opnået bemærksesværdige
resultater og megen succes med over 600.000 unikke besøg
månedligt, er stifterne langtfra tilfredse.
Netavisen mangler stadig dybde, påpeger Haski over for Journalism
Enterprise, og derfor er huset ved at realisere ideen om et Rue89
univers, hvor hovedsiden som en paraply bliver slået ud over
mange under-netsteder. Første 'digitale filial' er netstedet for
Marseille åbnet i
sommer, og siden er fulgt Eco89 om
økonomi og erhvervsliv.
Desuden skal netavisens ekspanderende sociale netværk forsynes
med bedre redskaber og tjenester.
Journalistisk
filter
Rue89 er ret speciel derved, at avisen nok inviterer folk til at
blogge. Men alle skal acceptere, at alt stof, der bringes i netavisen,
har været gennem et journalistisk filter, der verificerer hver
eneste historie og sikrer, at debatten foregår i et civiliseret
rum.
"Vi vil forsøge at forbinde vores professionelle kultur som
journalister med internettets muligheder for at sikre brugerne en aktiv
deltagelse," siger Pierre Haski til JP og understreger, at Rue89 ikke
som avisernes internetsider bringer nyhedstelegrammer.
"Vi er meget selektive og går kun ind i historier, hvor vi selv
kan bidrage med noget. Det betyder også, at vi ikke som andre
konkurrerer på hastighed, men på indhold, og ofte bruger
vore journalister flere dage på en historie."
Et eksempel på netavisens journalistik giver Jyllands-Posten 19.
september. Her fortælles en fantastisk historie om, hvordan
en fransk journalist i årevis har fuppet medier med
interviews, bl.a. med Barack Obama, der aldrig havde fundet sted.
Avisens
økonomi
Netavisen er organiseret som et aktieselskab, og dets fire stiftere har
51,3 pct af aktierne. Hele oversigten kan ses her,
hvor det også oplyses, at netavisen i sommer har fået
tilført 1,1 mio euro i ny aktiekapital. Netavisen har en
omsætning på 400.000 euro med forventet
balance i 2010.
Den har 15 lønnede medarbejdere.
Derfor navnet
Avisens navn? Nej ikke fra adressen, for den er Rue Saint Joseph nr 6,
en større kontorbygning for nyetablerede virksomheder i Paris.
Jørgen Ullerup afslører, at inspirationen kom herfra:
"I forrige århundrede var 89 årstallet for den franske
revolution og i sidste århundrede årstallet for
Berlinmurens fald, massakren på Den Himmelske Freds Plads i
Beijing og fødslen af The World Wide Web."
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |