e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Tegninger bliver gemt af vejen

De britiske tegnere føler sig klemt - Kun få tegnere er kvinder

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@update.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


For os, der sætter pris på bladtegninger -- også på nettet -- har der været et par interessante artikler og diskussioner i den forløbne måned.

Prioriteret ned

Den traditionsrige britiske satire, som ofte er blevet udtrykt gennem bladtegneres pen, har åbenbart fået sværere kår i nettets massemedier. Det mener de britiske tegneres egen organisation, The Professional Cartoonists’ Organisation. Den står bag et debatindlæg, der stiller spørgsmålet Cartoons online - what are news organisations doing? i den britiske Online Journalism Blog, og organisationen svarer selv: ikke ret meget.

I indlægget bliver der peget på, at aviserne nedprioriterer eller gemmer tegningerne af vejen, når de går på nettet. The Times og The Daily Mail fremhæves som eksempler på netaviser, der pakker deres tegninger langt væk.

Der er også tilfælde af tegninger sat sammen med så tunge reklamer, at det tager en evighed at åbne siderne. Her er The Sun værst.

Heldigvis har en del tegnere trods alt overlevet i det digitale univers, og indlægget viser med links hen til bl.a.
Organisationen selv har reageret proaktivt ved fornylig at oprette et netsted for Storbritanniens professionelle tegnere. Desuden er indrettet en blog, The Bloghorn, som peger på aktuelle tegninger i medierne, og indlægget linker også til en del bladtegneres egne blogs.

Få kvindelige tegnere

Et andet spørgsmål inden for tegnings-genren blev rejst i USA i september:

Why are there so few women who are political cartoonists?

Det må da vist konstateres som en global kendsgerning, at langt de fleste bladtegnere er af hankøn, og at manden er helt dominerende, når det gælder den politiske bladtegner. Men hvorfor er det sådan?

Spørgsmålet blev stillet hos syndikalisten Daryl Cagle, og her giver den kvindelige tegner Jen Sorensen nogle bud på et svar 9. september. Hun nævner indledningsvis, at ud af 185 aktive medlemmer af The Association of American Editorial Cartoonists er kun de 15 kvinder.

En af hendes forklaringer (som også gælder for mange andre fag med køns-uligevægt) er fraværet af rollemodeller: der findes så få kvindelige tegnere, fordi der findes så få kvindelige tegnere...

Et bud på et andet svar henter jeg i indlæggets debat: kvinder er ikke morsomme. Det minder mig om dengang, man(d) afviste kvindelige tv-studieværter med, at kvinder ville mindske en udsendelses troværdighed.

Jen Sorensen fortæller, at Edwina Dumm (1893-1990) i 1915 blev USAs første kvindelige, fuldtidsansatte bladtegner.

Jeg har fundet profilsider for de 15 kvinde-medlemmer i The Association of American Editorial Cartoonists. Fra siderne kan man klikke videre til smagsprøver på deres tegninger:
Foreningen Danske Bladtegnere, der er en specialsektion under Dansk Journalistforbund, har i alt 41 medlemmer, og heraf er lige ved en fjerdedel kvinder. De er alle oplistet her, en del af dem med links til yderligere præsentation på nettet:
Herhjemme

Herhjemme kan vi stadig få en daglig dosis tegnet satire på netavis-forsider som JP og Berlingske, og på Politiken er der endda en daglig Wulffmorgenthaler stribe.

Men generelt tegner den hjemlige situation heller ikke for lyst, og det har Danske Bladtegneres formand Claus Seidel da også tidligere beklaget i eJour. Her efterlyste han mediernes vilje til at tænke tegningen med ind i kommunikationen på nettet.

Med fare for anklager om selvpromovering vil jeg pege på den gruppe dedikeret til bladtegningen, som jeg har oprettet i Facebook. Her prøver vi at følge med i bladtegnernes kommentarer til aktuelle begivenheder kloden over.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.


Nr 77 oktober 08
Kontakt eJour, hnk@update.dk, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole