 |
|
 |
|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer og
præsenterer dem i ultrakort form med præcise links
(når det er
muligt), hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@update.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Ytr - ytr!
10. december er det 60 år siden, FN vedtog den universelle
deklaration om menneskerettighederne,
herunder artikel 19: "Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed;
denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden
indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og
tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset
landegrænser." Deklarationen bliver sikkert markeret i en eller
anden udstrækning selv i lande med meget små masker i
nettet.
Berlingske tager hul på
privatlivet
Berlingske har taget hul på sin målrettede dækning af
danskernes fritidsliv. Det sker med to initiativer. Dels Fri, der redigeres af husets
livsstilredaktør Nina Rølle med Anne Krogh
Sørensen som webredaktør. Dels Dine Penge, der har hentet
medarbejderne hos Business og præsenterer et rent mandligt portrætgalleri
under forsæde af Michael Hjorth.
Altinget x 10
Netavisen Altinget udvider 2.
december med sin tiende
miniavis, og denne gang er det arbejdsmarkedet, der får sin
egen niche. Altinget er en journalistisk drevet netavis om dansk
politik, og mens man tidligere skulle betale for at få adgang, er
der i oktober blevet gratis adgang til en del af stoffet.
Lær af New York Times
Seth Godin har i sin blog
29. november opsamlet en stribe gode råd, andre medier kan
lære af -- iagttagelser hentet fra New York Times fornuftige
eller fejlagtige dispositioner under husets kamp imod sin vigende
indflydelse. Blandt plusserne fremhæver Godin hyring og
promovering af David
Pogue (enig, han er en af mine favoritter), det samme med About.com (hvad søren, ejer
NYT også den?); men det var en fejl, at huset ikke turde
sætte sit navn på stedet, hvad der kunne have givet NYT et
løft, mener Godin. Læs selv de øvrige råd.
Bedste blog er cubansk
Deutsche Welles årlige konkurrence om Best of the Blogs er et godt sted
at eksponere talentfulde blogs, ikke mindst fra lande med en anstrengt
ytringsfrihed. Blandt dette års 8.500 forslag har dommerkomiteen
27. november i Berlin givet hovedprisen til cubaneren Yoani Sanchez og
hendes blog Generación Y. Også brugerne stemte, og de
nøjedes med at give hende andenpladsen, idet brugernes
førsteplads blev besat af den kinesiske Science Guru.
Konkurrencen var opdelt i 16 kategorier. Her er dommerkomiteens
vindere, her brugernes
foretrukne.
Redaktøren går ned i
løn
Redaktøren af det norske fagblad Journalisten Helge Øgrim
har taget konsekvensen af mediebranchens indtægtsfald -- noget
der for Journalistens vedikommende især stammer fra færre
jobannoncer. Han har besluttet at skrælle 6 pct af sin løn
i 2009. Øgrim siger også i Journalisten 25. november,
at mens papirudgaven af fagbladet muligvis må reducere
sideantallet, sker der ikke begrænsninger i netversionen. Han
mener, at "det er viktig å utvikle nettavisa selv i sparetider,
men det blir et krevende år."
Medier taber mod anti-terror
Mange europæiske lande bruger lovgivning, der oprindelig blev
vedtaget for at forebygge terror, til at begrænse
ytringsfriheden. Det fastslår den London-baserede
menneskeretsorganisation Privacy International i rapporten Speaking
of Terror (som pdf-fil) 25. november. Den påpeger, at
journalisters arbejdsforhold er blevet besværligere, det er
blevet vanskeligere at fremskaffe informationer, og myndigheder
betvivler mediers traditionelle kildebeskyttelse. Ikke alene de enkelte
lande bliver kritiseret, men rapporten kritiserer også EU,
Europarådet og FNs sikkerhedsråd for at fremme
anti-terrorlovgivning uden hensyn til menneskerettigheder.
Hæder og Store Robert
Tre er hædret med Dansk Kommunikationsforenings Kom-pris
08 25. november: Postdanmark, 3F og Landbrugsrådet for gode
kommunikationsprojekter. Da jeg spurgte i foreningen, hvad prisen
bestod af, fik jeg svaret "en Robert Jakobsen" og kom jo straks til at
tænke på den tiloversblevne skulptur fra Københavns
Havn. Men en ny mail tilføjede, at der var tale om et
'håndkoloreret billede' af Store Robert. Plus hæderen.
Wiki White House
USAs kommende præsident Barack Obama har under valgkampen
demonstreret en stærk vilje til digital kommunikation med
amerikanerne. Den holdning bør nu overføres til WhiteHouse.gov, som skal
moderniseres til en 'Wiki White House' præget af gennemsigtighed
og dialog. Det foreslår redaktør Dan Froomkin fra den
journalistiske watchdog Nieman på Harvard og skildrer sin vision
25. november.
Så ka' du lære det - i
Facebook
Mediehuset Ingeniøren er begyndt at eksperimentere med
mulighederne i Facebook og er startet med en applikation ved navn Så ka' du
lære det! (man skal være medlem af Facebook for at se
den). Her importeres
spørgsmålene fra brugerne på ing.dk
og svarene fra de kloge hoveder i Ingeniørens ekspertpanel,
Scientarium, om naturvidenskab og teknologi. Ideen med stedet er at
stille et rum til rådighed, hvor Facebook-brugere kan dyste med
vennerne. Man kan også selv stige i graderne, hvis man svarer
rigtigt. Som de venlige ingeniører forudser: fra amøbe
til nobelprismodtager. Mere i pressemeddelelsen
24. november.
Nej til BBC lokale planer
BBCs tidligere omtalte planer om at bruge 68 mio pund på at
oprette et landsdækkende netværk til lokal
online-nyhedsdækning, bl.a. med video, er forkastet af The BBC
Trust. Afgørelsen hilses med tilfredshed af udgivernes
organisationer, mens The National Union of Journalists ser den som en
mistet mulighed for at styrke lokaljournalistikken. Mere hos The
Guardian 21. november.
Digitale børn og unge
Børns og teenageres brug af de digitale medier er emnet for et
tre års forskningsprojekt Digital Youth,
som netop er mundet ud i en rapport udsendt af et par universiteter i
Californien. 28 forskere står bag rapporten, som kortlægger
unges adfærd inden for tre hovedområder -- kommunikation,
læring og viden, leg og spil. I projektet er udspurgt godt 800
unge i aldersgruppen 10-18 år. Rapporten giver læsere et
indtryk af den unge generations forventninger til de ny medier.
LinkedIn med 41 sprog
LinkedIn, voksnes globale erhvervs-netværk, har tilføjet
41 ny sprogversioner. Der er nu 31 mio LinkedIn-medlemmer, og halvdelen
befinder sig uden for USA, skriver the
Guardian 20. november. Alene her i Århus-området
er vi lige ved 30.000 medlemmer.
Årets fornyer - i Sverige
De svenske journalisters Store Journalistpriset er uddelt 20.
november. 35-årige Fredrik Strage på DN.se kan bryste sig
af titlen Årets Fornyer med denne begrundelse: "För att han
med listan 'De 100 största rockögonblicken på Youtube'
på ett journalistiskt underhållande sätt använder
innehållet på en sajt där publiken både
producerar och publicerar." Her har vi Strage på
YouTube og hos DN.se.
Se de
øvrige vindere.
Medier med mobil-platforme
Mobil-platformen er ved at blive interessant for
medierne. FDIM (Foreningen af Interaktive Medier) begyndte for tre
måneder siden at lave statistik over brugen af mobilsites i
Danmark. 32 steder er i dag med i statistikken. De fem
største synes allerede at have indtaget nogenlunde faste
positioner- Ekstra Bladets og TV 2s mobilsites kæmper om
førstepladsen, og tredjepladsen tilhører DR, mens
Politiken og JP følger efter på hhv fjerde- og
femtepladsen. Se de nyeste tal
fra oktober udsendt 19. november af FDIM.
Europeana holdt få timer
Masser af især fransk prestige er lagt i Europeana, et søgbart
kultur-arkiv som konkurrence til (amerikanske) Googles
søgetilbud, men de europæiske bestræbelser blev
udstillet i al deres digitale uformåenhed, da Europeanas server
brød sammen allerede på premieredagen 19. november: 10 mio
besøg
på en time var for meget. Stedet håber at være klar
igen midt i december. Europeana rummer 2 mio objekter inden for
bøger, film, malerier, kort, musik etc. Halvdelen menes at
være fransk. Kulturinstitutioner fra hele Europa har samarbejdet
om projektet, i Danmark Styrelsen for Bibliotek og Medier (fusionen af
Biblioteksstyrelsen og Mediesekretariatet), Det Kongelige Bibliotek i
København og Statsbiblioteket i Århus.
Syv er bedst på nettet
Syv offentlige netsteder har fået prædikatet Bedst På
Nettet. Dysten blandt offentlige netsteder er afviklet for ottende
gang, denne gang med 654 deltagende steder. Vinderne blev
offentliggjort 18. november. De syv vindere er indplaceret i syv
kategorier. Kommunale steder: Frederiksberg
Kommune. Statslige: Kirkeministeriet.
Uddannelse: Københavns Tekniske Skole.
Kultur: Stevns Bibliotekerne.
Portaler: Videncenter for
Arbejdsmiljø. Den særlige formidlingspris: Kvinfo - nye mænd i Danmark
og Innovationsprisen: Københavns
Kommune - fliser. På denne
side kan man læse om begrundelserne.
Første netavis-korrespondent
Jyllands-Posten har fået sin første korrespondent, der
udelukkende skal dække JPs netmedier. Hjemstedet for
korrespondenten bliver naturligt nok New York, og stillingen er besat
med Jacob Kaare
Sørensen, som skal 'fodre' jp.dk og epn.dk med nyt om
amerikansk erhvervsliv. Det oplyser epn.dk
18. november.
Life hos Google
Mediehuset Time Inc., verdens største magasin-udgiver, har
åbenbart måttet opgivet sin tidligere omtalte plan om selv
at
udvkikle Life magasinets
historiske fotos på nettet. Time ejer billedarkivet og har i
stedet overdraget opgaven til Google, der 18. november er begyndt at
lægge millioner af Life-fotos
på nettet. Mange af dem har aldrig været offentliggjort
før. Imens havde Time Inc. travlt med at underskrive
250 fyringssedler ud af i alt 600 forventede job-nedskæringer.
Murdochs sene indsigt
Mediemogulen Rupert Murdoch indså det sent, men nu er han som en
voksendøbt kristen, hvad angår internet. Det fremgår
af hans tale The
Future of Newspapers, Moving Beyond Dead Trees 16. november.
Murdoch definerer i dag medieindustriens opgave som "Our real business
isn't printing on dead trees. It's giving our readers great journalism
and great judgment." De trykte avisers oplag daler de næste
årtier, forudser han, men tilføjer "If papers provide
readers with news they can trust, we' ll see gains in circulation -- on
our Web pages, through our RSS feeds, in e-mails delivering customized
news and advertising, to mobile phones." Endelig fastslår
Murdoch, at "the newspaper, or a very close electronic cousin, will
always be around."
HuffingtonPost 448 pct op
På Nielsen Onlines oversigt over de 30 amerikanske nyhedssteder
med størst trafik i oktober kom The Huffington Post ud med
en stigning i brugertal på 448 pct sammenlignet med i fjor, og
den forvoksede blog er nu nr 18 på listen med 8,1 mio brugere i
oktober. Næsten alle netsteder meldte om trafikstigning i
måneden op til præsidentvalget. De tre første
på listen er MSNBC, CNN og Yahoo News. Mere om tallene hos Editor
& Publisher 13. november.
Milliardær på Skype
Milliardær
på Skype er titlen på en ny bog, som Jyllands-Postens
forlag har sendt på markedet 12. november. Den er skrevet af
journalisterne Peder Bjerge og Lars Ole Løcke. Bogens undertitel
er "Janus Friis, fra telefonpasser til erhvervssucces", og den vil
blive
slugt af dem, der med stoppesteder som fildeling (KaZaA), siden
nettelefon-systemet Skype og senest Joost net-tv er interesseret i at
læse om et farverigt erhvervseventyr. Måske mindre af dem,
der mere
grundlæggende er optaget af iværksætteri og
entrepreneurship.
Saxotech fyrer
Nordjyske Saxotech har fyret 30 af sine 130 ansatte, oplyser Computerworld 12. november.
Virksomheden udvikler systemer til aviser og onlinemedier, og det var
den, som koncernchef Lisbeth Knudsen, Berlingske Media, i eJour november
fravalgte til fordel for open source til koncernens netmedier.
Hæder til svenske netsteder
For 12. gang er udpeget 'Sveriges 100 bedste netsteder' af magasinet
Internetworld (i IDG-koncernen) 12. november. Nummer et er landets
officielle turistportal Visit
Sweden med Community of
Sweden. Blandt medierne erobrede SVT.se
førstepladsen, og det
skyldes især husets projekt "Öppen redaktion", hvor seerne
kan følge livet bag kulisserne på nyhedsredaktionerne i
Stockholm. Se hele listen.
BBCs 'tåbelige' link-politik
Der synes ikke at være grænser for kritikken mod BBC for
tiden. I den forløbne måned har beskydningen bl.a. rettet
sig mod netstedets tilsyneladende fornuftige vejviser "Related Internet
Links" til højre for de fleste nyhedshistorier. I en blog
afsløres, at BBCs links er skruet sammen på en
særlig måde, så de ikke indgår i Google Page
Rank; et link hos BBC bliver ellers af enhver anset for noget af en
blåstempning, så den særlige BBC-politik kaldes alt
fra selvisk og grådig til dum og doven. Paul Bradshaw samler op i
Poynters Tidbits
12. november.
Falsk avis fra satirikere
Satirikergruppen Yes Men fuppede store dele af USA for en stund, da de
i al hemmelighed fik produceret en falsk udgave af New York Times i
over 1 mio eksemplarer og uddelte dem i de store byer 12. november.
Desuden blev opsat en falsk hjemmeside
og pressemeddelelse
(gengivet her af Poynter). Avisens tophistorie var "Iraq War Ends",
avisens dato var 4. juli 2009, og i dagens anledning var NYT's
berømte motto "All the news that's fit to print" ændret
til "All the news we hope to print". Mere hos The
Guardian. Læs om ældre Yes Men-eksempler i eJours Kildekritik.
14 mand til EB net-tv
Ekstra Bladet har 11. november skruet op for sit nyeste net-tv tilbud:
fem kanaler til nyheder, sport, flash, biler og nationen.tv
(brugerstof), bemandet med i alt 14 journalister. Dagen før
premieren sagde chefredaktør Poul Madsen beskedent til Markedsføring,
at ambitionen er at levere nyheder hurtigere end både TV 2
News og Ritzau. Jeg tror ikke, han mente tilsammen.
Drudge Report på op- og nedtur
Når medier anbringer Drudge
Report i en position, som om ejeren Matt Drudge skulle kunne
afgøre det amerikanske præsidentvalg, er medierne sikret
to historier: den anden når de sparker Drudge Report ned af
piedestalen igen. Læs om Matt Drudges op- og nedture i Don't Count Drudge Out 10.
november af Slate-redaktør Jack Schafer.
Forventninger indfries ikke
Der er en kløft mellem arbejdsgiveres forventninger til
nyuddannede journalisters færdigheder, og hvad de unge reelt
magter på de ny medie-platforme. Den uoverensstemmelse
afdækkes i en britisk rapport, omtalt i Press
Gazette 10.
november, der har spurgt sig for over 200 steder i
mediemiljøet.
Hele rapporten ofentliggøres til december.
Norsk netmediehus bygger ud
Norges ABC Startsiden arbejder
ifølge norske Journalisten
10.
november på at bygge et netmediehus. I fjor blev etableret
selskabet ABC Nyheter, siden ABC TV og nyhedsportalen Overblikk, og nu
har huset købt 51 pct af Pengeforlaget, som står bag
netstedet Smarte Penger, der
skal integreres i ABC Nyheter som ABC Penger for at opprioritere stof
om folks privatøkonomi.
Links giver troværdighed
Apropos eJours kritik i november af, at danske nyhedsmedier ikke linker
(100 nyheder, 100
citatkilder, 2 links) standser jeg op ved den net-erfarne Mitch
Joels 10
Things Every Newspaper And Magazine Website Must Do 7. november.
Hans første bud er nemlig en kraftig opfordring til medierne om
at linke. Mitch Joel peger på, at links i netaviser giver masser
af fordele: stedet bliver rangeret højere i søgemaskiner,
genererer mere trafik og interesse, giver troværdighed og
værdi -- plus en bedre brugeroplevelse.
Unge læser aviser
Der er stor forskel på, hvordan norske unge bruger aviser.
Lokalavisen foretrækker de unge (aldersgruppen 15-29 år) at
læse på papir, hvorimod landsavisen bliver studeret
på nettet. Det fortæller en undersøgelse af
Synnovate for MBL (Mediebedriftenes Landsforening) offentliggjort 6.
november. Fortsat er de unge intensive brugere af nettet; med
hovedparten af tiden lagt hos brugerskabte medier. Fx læser 77
pct af kvinderne og 71 pct af mændene blogs. Mere hos MBL og hos
Dagens Medier 6.
november.
Tegninger i UK
Alle med varme følelser for tegneren Carl Giles' små runde
mennesker og med ærinde i London skal slå vejen om The Cartoon Museum (nær
The British Museum), hvor der 5. november er åbnet en udstilling
med værker af Carl Giles. Den varer til 15. februar. Apropos
tegninger så har The
British Cartoon Archive i Canterbury digitaliseret
over 130.000 politiske og sociale tegninger fra de seneste 200 år
og inviterer fra 7. november til online-besøg. Mere hos BBC
6. november.
Børsen skal spare
Selv medieverdenens digitale solstråle, Børsen, er ramt af
finanskrisen og har indrettet næste års budget på
lavere kuldegrader med en stribe besparelser. For første gang
regner adm. direktør Leif Beck Fallesen ikke med den
sædvanlige fremgang i online-indtægterne. Den digitale
annoncering er langt mere konjunkturfølsom, end man troede for
et halvt år siden, siger Beck Fallesen til, nej ikke
Børsen, men Berlingskes Business
5. november.
Spændende medie-debatsted
Amerikanske Columbia Journalism Review har fornylig oprettet et
digitalt News Meeting,
hvor et af ugens varme medie-nyheder diskuteres mellem CJR-medarbejdere
og læserne. Fx var emnet lige efter præsidentvalget
spørgsmålet om, hvorvidt mainstream-medierne her kom med
deres 'sidste hurrah' på deres vej ud af et mediernes sidespor.
Sidst på måneden inviterede journalisterne til debat om
brugen af børn som kilder. Stedet er et spændende eksempel
på et fagmedies invitation til dialog.
Bemærk:
Vi prøver at linke
præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at
brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er
blevet flyttet til
en ny plads på netstedet. Så må I prøve at
lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |