 |
|
 |
|
|
Stilfærdigt år i netjournalistik
|
I hvert fald målt efter antal forslag til årets eJour pris
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@update.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Gad vide, om netjournalistikken er inde i en stilstand? I hvert fald
har mylderet af indkommende forslag endnu ikke været lige
så hektisk som tidligere år, når vi har indkaldt
forslag til årets eJour pris. Men ok,
det kan nås endnu.
Foreløbig har vi modtaget syv inspirerende forslag til
steder/personer, som
folk synes skal honoreres med prisen.
Endnu tid til
forslag
Nu får sagen lov at simre i december. Imens håber vi i
redaktionsgruppen, at læserne vil fundere over, om der er andre
og flere, som også fortjener at komme i betragtning ved
redaktionens endelige afgørelse sidst
i januar. Prisen overrækkes på eJours fødselsdag til
februar, da netmagasinet fylder otte år.
Sidste frist for forslag er 11. januar. Se i øvrigt de
nærmere detaljer i eJour-artiklen i november,
her er også en oversigt over tidligere vindere af prisen.
Hvad vi leder
efter
I sidste nr bad vi jo læserne komme med begrundede forslag til
steder/personer, der lever op til kriterierne for at komme i
betragtning ved uddelingen af eJour prisen.
Det, som redaktionen leder efter hvert år, er "journalistik med
noget på hjerte, fortalt i en form, der udnytter nettets styrke
og kan inspirere andre."
Desuden skal prisvinderen
- være en person eller et netsted
- repræsentere god netjournalistik
- med rod i Skandinavien
eJour prisen består af 10.000 skattefri kr og derudover af
såvel et diplom til den fysiske væg som et ditto til
vinderens digitale 'væg'.
Forslagene
Aktuelt ser listen over modtagne forslag ud som gengivet nedenfor,
kandidaterne er nævnt
i alfabetisk rækkefølge. Hvor flere har foreslået
samme sted (det er sket flere steder) har jeg tilladt mig at skrive
begrundelserne sammen til én fælles tekst.
Bombay Flying Club
http://www.bombayfc.com
Bombay Flying Club har i det forgangne år med få midler og
stor entusiasme produceret en række online dokumentarer, som i
alle aspekter langt overgår, hvad de etablerede medier i Danmark
formår på dette felt. Bombay Flying Club er en stor
inspiration og opmuntring for alle, der elsker den type journalistik,
som går længere end bare at
informere, og som får folk til at tænke selv. I de
etablerede medier har man
generelt skåret ned på undersøgende og
fortællende journalistik og
satser på, at hurtige nyheder er formlen for at få succes
online.
Når man ser historierne på Bombay Flying Club, kan man som
journalist ikke lade være med at stille sig selv en række
fundamentale og meget sunde spørgsmål om prioriteringerne
i de etablerede medier. Hvilke historier udstråler kvalitet og
troværdighed? Hvilke historier ville jeg som modtager betale for?
Hvilke historier rykker mig, og gør mig klogere som
vælger, borger og individ? Hvilke historier skal vi lave for at
kunne retfærdiggøre os selv som samfundets vagthund?
Stedet er lavet af fotojournalisterne Henrik Kastenskov og Poul Madsen.
DR Skum
http://community.dr.dk/
DRs community Skum er et af de steder, der blander medierne fint. Det
har en god brugerinddragelse i både chat, debat og også
brug af indlæg til journalistiske historier. Indholdet er
målrettet til unge over 15 år. Endelig virker form/layout
og er spændende, men skygger ikke for indholdet. Skum laves af en
særlig redaktion i DRs ungdomsafdeling.
Ekstra Bladet tv
http://ekstrabladet.tv/
Ekstra Bladet tv er endnu helt lysegrøn og lidt usikker i sine
prioriteringer. Men eJour bør belønne stedet for dets
tydelige forsøg på at dyrke det særlige EB-stof, som
også inden for net-tv området vil kunne demonstrere den
sande niches karakter: EBs frækhed, skæve vinkler og til
tider ekslosive hurtighed.
Får stedet finpudset sin profil, kan
det positionere sig som helt sin egen niche, der med en markant profil
appellerer til et veldefineret seersegment.
Information
http://www.information.dk/
Jeg synes, at dagbladet Information på nettet skal honoreres for
sin holdning til videndeling. Bladet repræsenterer en positiv
udvikling inden for bladverdenen ved at have åbnet sit
arkiv for brugerne og også for, at medarbejderne gerne deler
husets
erfaringer med open source-systemet Drupal -- med både venner og
fjender.
Jesper Ishøj
I Jesper Ishøj har vi det klassiske eksempel på både
den evigt nysgerrige journalist og på den
ildsjæl, der entusiastisk og generøst spreder viden og
dermed glæde. Han kan simpelthen ikke holde kæft, den mand,
men skal absolut udbrede sin begejstring for mapping, mashup, Google
Maps med alle andre -- på hans netsted GeoJournalistik.dk, men
især med os på Fyn via
hans regionale indsats på TV 2 Fyn.
Flot, fremadrettet
netjournalistik, og det bør han hædres for.
JPtv
http://jp.dk/jptv/
Jeg vil foreslå Jyllands-Postens redesignede web-tv-univers
på tv.jp.dk. Her har vi for første gang et tv-site
på web-tvs egne præmisser. Samtidig formår man nu at
kæde tv og skrift sammen, fordi tv-indslagene kan lægges
direkte ind i artiklerne, se eksempel fra det
amerikanske
præsidentvalg. JPtv's nuværende version er lanceret i
oktober 2008.
Videnskab.dk
http://videnskab.dk/
Videnskab.dk repræsenterer journalistik, når den er bedst:
en formidling af til tider meget komplicerede emner på en
læsevenlig og forenklet, men ikke overforsimplet måde. Der
er popularisering, men ikke populisme. Her er tale om
forskningsformidling af høj klasse med en
smittende fortælleglæde. Samtidig indlejrer stedet
stoffet i en flot og gennemtænkt ramme, der belønner med
både læseroplevelser og dialog.
Videnskab.dk fortjener prisen, fordi den har en høj
opdateringsfrekvens. Fordi der er en god oversigt over stoffet, temaer,
tematisering, vertikaler og horisontaler. Fordi den har en pæn
integration af flash og video.
Videnskab.dk blev åbnet i april 2008 som en forskningsportal,
funderet på en treårig finanslovbevilling.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |