 |
|
|
|
|
Sådan citeres/kopieres i praksis
|
Tre tilståelses-sager fra danske medier om hvordan citatskikken
praktiseres
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@update.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Alle medier bliver inspireret af hinanden. Det er sundt og naturligt.
Men der er en grænse mellem inspiration og ulovlig
citering/kopiering, og den grænse overskrides dagligt i den
digitale nyhedsstrøm.
eJour skildrer her tre eksempler (det ene omfattende 16 artikler), og
fælles for dem, er at de er rene tilståelsessager, dvs at
ophavspersoner og 'kopister' er enige om, at man er gået for vidt
og har overtrådt ophavsretten.
DR
stjæler fra dagblade
De lokale og regionale dagblade har i generationer været
nyheds-fødekædens udspring, men spørger man
dagbladsudgiverne, vil de sikkert mene, at trafikken i dag er
gået over gevind. Og
største snylter er DR.
Det påstår en publikation (pdf) I
konkurrence med staten, DR
truer dagbladene på nettet, på 24 sider, udsendt i
december 2008 af
Danske Dagblades Forening.
Et af hæftets tre bidrag er af chefredaktør Søren
Knudsen, Lolland-Falsters Folketidende. Og han er rigtig godt
træt af DRs opfattelse af Ophavsretsloven og God Citatskik.
I Folketidendes dækningsområde mærker man meget til
DRs politik. DR har jo oprettet netsteder for hver af de 98 kommuner,
forvaltet af
DRs regionalradioer. I Folketidendes område drejer det sig om DR
Sjælland og de to netsteder Lolland og Guldborgsund.
"Mere end halvdelen af nyhederne på DRs lokale site er fra andre
medier," skriver Søren Knudsen.
Her er både tale om ren kopiering og om citering -- ofte med
minimal og måske helt uden journalistisk bearbejdning. Med og
uden kildeangivelse.
Sendte en regning
Søren Knudsen fortæller, at en tidligere klage til DR
afslørede en højst problematisk procedure, som DR har
fulgt, når de publicerer nyheder på nettet fra andre
medier. Han citerer fra en korrespondance med DR om et tilfælde,
hvor alt var kopieret fra folketidende.dk og offentliggjort 30.
december 2007 på DRs net -- selv stavefejl. DRs praksis var
ifølge korrespondancen:
"Vores procedure, når vi citerer historier fra andre medier er
- At angive forholdsvis tidligt i telegrammet (radio og webudgave),
at
historien stammer fra Folketidende.
- Hvis artiklen stort set ikke indeholder selvstændig
bearbejdning, angiver vi også avisens navn i forfatterbyline
på web."
Men DRs fortolkning er overhovedet ikke i overensstemmelse med
Ophavsretsloven. I det sidste punkt går DR langt ud over det
tilladelige. Der skal
være et formål med at citere, og når en gengivelse
ikke indeholder nogen 'selvstændig bearbejdning', er det
ensbetydende med tyveri.
Siden har mediefolkene på Lolland-Falster været
så irriterede på DR, at man har sendt en regning på
56.000 kr (70.000 kr med moms) for stoftyveri af 16 artikler. DR har
betalt uden kny, og DRs egne jurister har bedt journalisterne
omgående høre op med den praksis.
Nok er DR på enhver måde en af de store synder, men jeg
tror ikke, situationen på Lolland-Falster er unik. Når man
følger nyhedsstrømmen nogenlunde tæt, undrer man
sig over, hvordan ret ens versioner og formuleringer cykler rundt
på nettet og bliver gentaget - ofte uden kilder - blandt de store
nyhedsmedier.
Dén virkelighed registrede jeg, da jeg i perioden 4. - 18.
oktober tjekkede de syv største danske netmediers citerings- og
linking-praksis i forhold til anvendte kilder. Resultatet skildrede jeg
i artiklen 100
nyheder, 100 kilder, 2 links. Og i en senere undersøgelse af
tre store netavisers nyhedsruller fik jeg
trivialiteten og gentagelsen udstillet i søvndyssende
monotoni. Beskrevet i artiklen Nyheder i stride
strømme i eJour dec 2008.
Aviser
både skurk og offer
Jeg har i den seneste tid modtaget en del eksempler fra kolleger
på, hvad vi kan kalde en journalistisk uhyre vid fortolkning af
citatreglerne. Her vil jeg
nævne et eksempel på en klassisk situation, som en
kollega har sendt mig, og som har store landsdækkende netaviser i
hovedrollerne som både
'skurk' og offer'.
Kollegaen fortæller, at de har en (ret kostbar) købsaftale
med en
velanskrevet udenlandsk avis, hvis stof herefter bliver oversat,
før det offentliggøres.
Dagen efter at huset havde oversat en af de udenlandske artikler og
offentliggjort den i sin avis, kunne den genses i en dansk
netavis -- i en stort set identisk form.
Den krænkede avis, hvor min kollega er ansat, kontaktede
'skurken'. Her prøvede den jourhavende journalist først
at smyge sig udenom ("Min konklusion er klar: no case").
Siden påpegede min kollega, at endog nogle
slåfejl var gentaget hos 'kopisten', og nu kunne der ikke
længere være tvivl om fakta. Men jourhavende reagerede
alene med et "tak for rettelsen".
Herefter kunne den krænkede avis naturligvis have sendt en
substantiel regning, men den
besluttede ikke at gøre mere ved sagen.
Tyveri af
eJour-stof
Sidste eksempel er fra eJours egen verden.
En studerende havde researchet og skrevet en glimrende artikel om,
hvordan bogstaverne a, ø og å er på vej ud af det
danske sprog på nettet. Den blev i vid udstrækning gengivet
samme dag i landsdækkende netavis -- men nu med navnet
på en af netavisens journalister i bylinen.
På eJour har vi den ordning med vores skribenter, at vi betaler
for førstegangs-publiceringen, og at de herefter frit kan
sælge stoffet andetsteds. Et sådant salg ville jeg finde
indlysende med denne artikel.
Den vinkel på sagen -- en mistet salgsmulighed -- opfordrede jeg
den studerende til at nævne, da han skrev og beklagede forholdet
over for netavisen. Det er også en faktor, som direkte er
fremhævet i God Citatskik
(se om den vejledning i dette nummers artikel Sådan er God Citatskik). Det
hedder her, at man ikke må "citere så meget fra en
avisartikel, at man forhindrer eller begrænser den
økonomiske udnyttelse af avisen eller avisartiklen".
Men alt, hvad der skete, var at avisens nyhedschef sendte den
studerende en mail,
hvor han anerkendte, at "vi i for udstrakt grad citerer fra din
historie, og det skal jeg beklage".
Der var ingen check vedlagt.
Jeg måtte som underviser på Journalisthøjskolen
konkludere med et dansk ordsprog:
Man kan
trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at
drikke.
For da jeg kiggede på avisens byline oven over eJour-stoffet, fik
jeg en skuffende overraskelse. Bylinen afslørede, at kopieringen
var
foretaget af en af mine egne tidligere studerende.
Læs også dette
nummers to øvrige artikler:
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|