e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Sådan er God Citatskik

Tips til steder på nettet med fakta og fortolkninger af citatrettens omfang

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@update.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe

For to-tre år siden var der en del tilfælde af beskyldninger mod journalister og forfattere for citatfusk og plagiat. De fik kulturministeren til at anmode en flok fagfolk om at få sagt klart og tydeligt, hvad der skal forstås ved God Citatskik. Udredningsarbejdet mundede ud i en vejledning om citering og plagiat, og den er i dag den klareste og mest hjælpsomme brugsanvisning på området.

Det er da også vejledningen, jeg først vil pege på i denne artikel om fakta og fortolkningsbidrag til citatreglerne.

Kulturministeriets vejledning hedder God citatskik og plagiat i tekster og kan hentes på nettet. Den er ikke i sig selv juridisk bindende, paragrafferne finder man i dens afsæt, selve Ophavsretsloven.

Journalisten har retten

Indledningsvis kan der være grund til at slå to ting fast.

Loven beskæftiger sig med det 'ophavsretligt' beskyttede stof. dvs at man inden for journalistiken kan eksemplificere ved at fastslå, at selve nyheden ikke er beskyttet, hvorimod journalistens nyhedsartikel om en nyhed udmærket kan være ophavsretligt beskyttet.

Med andre ord er så godt som al journalistik på nettet beskyttet af Ophavsretsloven.

For det andet er udgangspunktet, at journalisten, forfatteren, fotografen etc -- ophavspersonen -- selv har hele ophavsretten og dermed råder over sit arbejde. Det gælder uanset om man er ansat eller er freelancer.

Herfra kan man så begynde at moderere fx med retten til at citere, med arbejdsgiverens ret til at disponere over stoffet i aftalte sammenhænge, med ophavspersonens indskrænkning via licenser som Creative Commons eller ophavspersonens direkte aftaler (personlige tilladelser) med en interesseret bruger osv.

Som jurister siger: Journalistens ophavsret er hovedreglen, og alt det øvrige er undtagelser til hovedreglen.

Hvornår må man citere?

Kulturministeriets vejledning fastslår det indlysende, at God Citatskik må fortolkes i lyset af en række omstændigheder i den aktuelle situation. Man kan ikke tale om, at et bestemt antal linjer eller minutter er inden for det tilladelige. Men den prøver at skabe overskuelighed ved at opstille disse punkter for, hvornår man må citere.
  • Der må kun citeres fra lovligt offentliggjorte tekster
  • Citatet skal være i overensstemmelse med ”god skik”
  • Der må kun citeres "i det omfang, som betinges af formålet"
  • Ophavsmanden til teksten skal krediteres, og kilden skal angives.
Retningslinjerne er kun vejledende, men de er en generel rettesnor for, hvordan et konkret citat kan tænkes at blive vurderet af domstolene -- hvor afgørelsen ligger.

Ministeriets vejledning beskæftiger sig kun med 'tekster', men citatreglerne gælder også billeder, vïdeoer, lyd, tegninger osv. Og de gælder lige så meget i den digitale som i den gamle, analoge verden.

Netop på grund af de meget hurtige og nemme muligheder på nettet kan der måske være anledning til at indskærpe reglerne endnu stærkere for netindhold.

Modsat er det også her, vi finder mange talsmænd for den holdning, at ophavsretten er et totalt forældet begreb på nettet. Måske især forfægtet af folk uden egen ophavsret.

Som en subjektiv bemærkning tilføjes, at disse mennesker næppe til bunds overvejer konsekvensen af at sløjfe al ophavsret, nemlig den at meget af det kopi-fristende stof i så fald slet ikke ville blive produceret mere. Især ikke af freelancere.

Overhold God Citatskik

Vejledningen afgrænser God Citatskik:
  • Man må kun bruge et citat på en rimelig og loyal måde i forbindelse med skabelse af ny tekster
  • Man må fx ikke citere så meget fra en avisartikel, at man forhindrer eller begrænser den økonomiske udnyttelse af avisen eller avisartiklen.
  • Man må ikke bruge et citat i en sammenhæng, der kan være krænkende for ophavsmanden, fx i en reklame.
  • Citatet skal være illustrerende for indholdet af den tekst, citatet indgår i.
  • Citatet må ikke være længere end nødvendigt, for at formålet kan opnås.
Vejledningen peger endelig på, at et citat ikke bliver lovligt bare ved, at man har krediteret forfatteren og angivet kilden; betingelserne for god citatskik skal også være opfyldt.

Kreditering og plagiat

Endelig peges på kravet om kreditering og kildeangivelse. Formålet med kravet er naturligvis hensynet til ophavspersonen og til læsernes muligheder for at finde frem til kilden. Her ville det være naturligt at indlæse et krav om, at man på nettet linker direkte til kildestoffet; det ville være en god hjælp for læseren.

Angivelse af kilde er direkte nævnt i Ophavsretsloven (paragraf 11, stk 2, 2. pkt) (kilden skal angives i overensstemmelse med god skik), og i journalistikken er det blevet kutyme kun at kreditere mediet, ikke journalisten, når man citerer fra andre medier.

Vejledningens andet emne, plagiatet, kan også findes inden for journalistikken, hvor plagiat simpelthen kan være en artikel, der er klippeklistret fra en anden kilde uden kildeangivelse. Altså at man udgiver en andens tekst som sin egen. Så er der tale om en ulovlig efterligning, et plagiat.

I retten

Magter parterne ikke at nå frem til en mindelig løsning, når interesserne er stødt sammen, kan sagen havne i retten, hvor den krænkende kan blive pålagt at betale godtgørelse og erstatning.

I grove tilfælde kan fængsel og/eller bøde komme på tale, ligesom det er muligt at få nedlagt fogedforbud.

Linking i stedet for citat

En metode kan naturligvis være at linke til noget stof i stedet for at citere fra det. Den problematik beskæftiger ministeriets vejledning sig ikke med.

I Danmark har danske dagblade haft en indædt modstand mod linking i deres medier (udtrykt gennem deres interesseorganisation DDFs retssag mod Newsbooster, hvor Sø- og Handelsretten i 2003 fastslog, at det med henvisning til Ophavsretslovens database-regel (ikke citatregel) er ulovligt at linke systematisk og med kommerciel begrundelse til dagblades artikler. Læs om dommen i eJour marts 2003.

Siden har andre domme tilladt en mere liberal adgang. Selv om vi endnu mangler det endelige punktum for års opslidende uenighed om linkingens jura, tvivler jeg på, at noget dagblad med lyst til at overleve ville rejse en sag om linking-praksis. Nutidens medier har (måske for sent) fået fokus på nyheders evne til at generere trafik og dermed indtægter til medier. Dertil er linking et uundværligt redskab.

Problemet er ikke -- og har aldrig været -- for mange links, men tværtimod mediernes manglende evne til at vise vej for deres brugere med links.

Om at dele

Både som ophavsperson og som forbruger er det relevant at være godt hjemme i mulighederne for at dele stof med andre.

For ophavspersonen selv drejer al ophavsret sig ikke partout om at ville bygge en høj mur om sine rettigheder og beskytte sine produktioner for enhver pris. I mange tilfælde vil man simpelthen gerne dele med andre, samtidig med at man har snor i formen for brug hos andre.

Der kommer Creative Commons License ind som en fornuftig måde at skrue på adangen. Man afgiver dermed ikke sin ophavsret, men indskrænker den i bestemte, veldefinerede situationer.

For forbrugeren kan det også være nyttigt at kende mulighederne for at gradbøje ophavsretten og måske finde en gratis adgang til at anvende ellers ophavsretsbeskyttet stof. Det er jo ikke utænkeligt, at den tilsyneladende ophavsretsbeskyttede tekst eller billede, som man bliver glad for og gerne vil gengive, er frit anvendeligt.

I så fald vil det være oplyst tydeligt via Creative Commons License. Materialet findes på dansk. Her kan ophavspersonen beslutte, at ens materiale må bruges til alle formål undtagen kommercielle, blot ophavsrepersonen selv krediteres; altså "Nogle rettigheder forbeholdes".

Men er der ikke sådanne oplysninger, kan man roligt gå ud fra, at "Alle rettigheder forbeholdes", og så skal man holde fingrene væk. Eller i det mindste inden brug høre hos ophavspersonen om vilkår og muligheden for en aftale.

Endelig kan der være grund til at pointere i disse grænseløse nettider, at der er stor forskel på dansk og amerikansk ophavsretslovgivning. Fx kender vi ikke begrebet 'fair use' i dansk lovgivning.

Som en afsluttende iagttagelse kan peges på det såre menneskelige i, at en amatør bliver smigret over at se sit vellykkede foto gengivet i et af de 'store' medier og er tilfreds med selve gengivelsen som sit 'honorar'. Men havde der på forhånd været en klar aftale mellem ophavsperson og medie, kunne gengivelsen måske have sikret ophavspersonens årsindtægt. Og det ved den professionelle fotograf.

Læs mere
Læs også dette nummers to øvrige artikler: 
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.


Nr 80 februar 09
Kontakt eJour, hnk@update.dk, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole