e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Kort Nyt

I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer og præsenterer dem i ultrakort form med præcise links (når det er muligt), hvor man kan få flere informationer.

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@update.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe



Store Danske åbner i februar
Den Store Danske, danskernes gratis online-leksikon skabt efter web 2.0-ideer, bliver tilgængeligt i denne måned. Forlagschef Cliff Hansen, Gyldendal, fortæller mig, at der bliver adgang på nettet fra uge 8, dvs lige over midten af februar. Udover at leksikonet har en 20 mand stor stab af professionelle redaktører, har også godt 1.050 tilmeldte 'eksterne eksperter' besvaret Gyldendals efterlysning i fjor. Den Store Danske bliver et mix af brugerskabt og ekspertpræget stof, og samtidig markeres tydeligt, om en artikel har fået troværdighed ved at blive verificeret. "Alle vil nemt  kunne se, hvad der er føjet til siden seneste verificering-- og vurdere om de tør tro på det," uddyber Cliff Hansen. eJour beskrev i Gratis dansk web 2.0 leksikon, dec 08, planerne.

Blogger om EU
1. februar er åbnet stedet Think About It, et blog-sted oprettet af European Journalism Center, som en blog-konkurrence mellem 81 bloggere fra 27 medlemslande, der skal blogge om EU op til parlamentsvalget i sommer. Fra Danmark deltager Kim Elmose, der er ved at skifte fra den traditionelle nyhedsmedieverden (som blog-redaktør på Politiken) til kommunikationsverdenen i Ingeniørforeningen i Danmark (webredaktør på ida.dk).

Mobilen giver adgang til debatforum
De norske medier har de seneste år haft en livlig debat om, hvorvidt debat skal være fri eller reguleret, og om folk skal være anonyme eller navngive sig. Dagbladet.no har skåret igennem 29. januar med en original model, der forhånds-modererer ved hjælp af folks egen mobiltelefon. En debattør skal aflevere sit mobilnummer, og kommentaren bliver først synlig, når man har modtaget en kode på sin mobil og indtastet den i debatten.
Redaktøren for dagbladet.no Morten Øverbye fortæller eJour, at systemet vil være udbredt til hele dagbladet.no om en måneds tid. Ambitionen i huset er at skabe landets vigtigste debat-arena, og det mener man bedst fremmes ved, at folk ikke er anonyme, men står frem med deres meninger. Se et eksempel på Dagbladets ny system.
På NRKbeta har Øjvind Solstad afprøvet systemet, og selv om han kalder moderering for en 'uting', hæver han alligevel tommelfingeren for Dagbladets system, fordi det også tillader brugere at indlægge profil og eventuelle blog- og twitter-links.

Uens holdninger til Facebook
Danske arbejdspladser har vidt forskellige holdninger til Facebook. To yderligheder er dagbladet Børsen, som simpelthen forbyder sine ansatte at gå på FB i arbejdstiden (5. jan.) og Hewlett-Pachard, der har ansat en særlig konsulent til at undervise de ansatte i bedre brug af FB (20. jan).
Siden sidst er der også gennemført et par undersøgelser om det sociale medie og arbejdspladserne. Senest har intranet-firmaet IntraTeam 29. januar offentliggjort sin undersøgelse (48 svar), der fortæller, at i hver tredje virksomhed må medarbejderne ikke bruge Facebook i arbejdstiden.
EPIServer Denmark havde spurgt ca. 1.000 danskere mellem 25 og 65 år og kunne 17. december fortælle, at 22 pct. af kvinderne og 18 procent af mændene bruger sociale medier til at netværke med tidligere eller potentielle kolleger. På 10 pct af de udspurgte danske arbejdspladser bruges sociale medier til at netværke med kolleger, kunder, forretningsforbindelser og til at finde jobkandidater.

What Would Google Do?
"What Would Google Do?" er titlen på en ny bog af Jeff Jarvis, New York Graduate School of Journalism, og flittig blogger på BuzzMachine. Jeg har ikke læst bogen endnu, men lysten vokser ved læsning af en omtale 29. januar hos Jarvis' antipode, journalisten og forfatteren Andrew Keen, der via Jarvis' bog ser Google som firmaet, der frem for alle andre har fattet, hvordan man overlever i internet-alderen; Google er i Jarvis' øjne en model for andre selskaber, med sin tro på åbenhed og netværking. Keen kalder Jarvis for "a digital Jesuit", der har skrevet bogen som en vejviser for andre, der vil overleve i den digitale medie-økonomi. Og så bliver man jo nysgerrig.

47 SKUP-forslag
47 bidrag nåede at blive tilmeldt kampen om de norske journalisters SKUP-pris (SKUP er forkortelse for Stiftelsen for en Kritisk og Undersøgende Presse), inden fristen udløb 28. januar. Antallet i fjor var 52. Prisen uddeles 21. marts på SKUPs konference i Tønsberg. Se listen med alle bidrag.

Vækst hos US-netaviser
Nettrafikken på USAs top 10-netaviser er offentliggjort af Nielsen Online 27. januar. Tilsammen er antallet af unikke besøg steget med 16 pct på et år. De fem øverste er NYTimes.com (18 mio), USATODAY.com (11,5 mio), washingtonpost.com (9,5 mio), LA Times (8 mio) og Wall Street Journal Online (7 mio). Opgørelsen ligger som en pdf-fil hos Nielsen Online.

Losseplads af sociale medier
De sociale medier er det rene rod og applikationernes losseplads, så den store opgave i 2009 bliver at få styr på tingene. ReadWriteWeb lægger for 27. januar med 10 punkter for nødvendige ændringer af sociale medier og ja, det sidste handler om at tjene penge.

US-retssag om link afløst af aftale
Retssagen Gatehouse Media versus New York Times Company, der i medierne var tiltænkt rollen som det ultimative slag for og imod linking, er aflyst samme dag, som den skulle være startet. I stedet har de to parter indgået en aftale. Konflikten var opstået, fordi Boston.com, et netsted udgivet af Boston Globe (der ejes af Times Co.), var begyndt automatisk at kopiere overskrifter plus indledninger og links fra lokalmedier under Gatehouse til ny lokalsteder under boston.com. Den metode brød Gatehouse sig ikke om og rejste sagen.
Parterne udsendte 26. januar en pr-meddelelse om aftalen (pdf). Ifølge den forpligtes Gatehouse til at beskytte sit materiale med tekniske barrierer, så man ikke automatisk kan 'scrape' indhold og links via de RSS feeds, der blev brugt som adgangsvej af boston.com. Men begge parter bruger også anledningen til at prise selve link-princippet.
Gatehouses ny chef Kirk Davis spørger provokerende hos Nieman JournalismLab (under Nieman Foundation, Harvard): “What do you think, we’re stupid? Of course we like linking.”
Jeff Jarvis svarer i sin blog Buzzmachine: "Since you asked, Gatehouse: Yes, I think you’re stupid. And dangerous. And doomed."
Paid Content har også skrevet om den ny aftale og har nogle gode kommentarer, bl.a. fra Gatehouse selv.

Leksika inspirerer hinanden
Lige så vel som online-leksikonet Britannica er inspireret af Wikipedia og vil give brugere adgang til at foreslå ændringer i artikler (der dog skal godkendes af redaktører), er Wikipedia inspirereret af Britannica. Jimmy Wales, Wikipedias stifter, vil have sit leksikons artikler godkendt af erfarne og registrerede bidragydere før deres offentliggørelse. Baggrunden er Wales' ønske om at forhindre vandalisme som i januar, da Wikipedia erklærede de to amerikanske senatorer Ted Kennedy og Robert Byrd for døde. Flere detaljer om Wales' håndtering af vandalismen. Der er højrøstet uenighed om Wales' ide i W-miljøet ifølge the Guardian. Læs om Britannica-direktøren Jorge Cauz' planer i BBC 24. januar. Britannica viser for tiden en beta-model

Tænk på brugere, ikke maskiner
Man skal ikke tilpasse sit stof til søgemaskinerne, men til dem der søger. En enkel læresætning, som mange vist forbryder sig mod. Eksperten i netindhold Gerry McGovern understreger den i sit ugentlige nyhedsbrev New Thinking 18. januar. McGovern omsætter som et tankeeksperiment sin læresætning til Google. Da de to studerende startede firmaet, ønskede de at blive fundet. Men det betød ikke, at de fyldte hjemmesiden med tekst, konstant gentagne ord som 'search engine' og placerede links til Britney Spears. De fokuserede i stedet på at gøre søgninger målrettede og hurtige. Naturligvis er det vigtigt at blive fundet. Men det er vigtigere, at ens brugere finder, hvad de leder efter.

Ny redaktør på digi.no
Den norske ITAvisens mangeårige redaktør Tore Neset bliver også redaktør af digi.no fra 1. februar. Begge medier ejes af Aller Internett. Her er Einar Ryvarden også udviklingsredaktør, samtidig med at han siden 2003 har været redaktør for digi.no. Han fortsætter heltids som udviklingsredaktør. Mere hos Kampanje 16. januar.

Største blog-konkurrence
Verdens største konkurrence om de bedste blogs er afsluttet 15. januar. Der blev afgivet næsten 1 mio stemmer på kandidater i 48 kategorier, og her er listen over samtlige vindere. Titlen som The Best Blog får den oprindeligt engelske journalist Andrew Sullivan, der har boet det meste af sit voksenliv i USA og er velkendt for bloggen The Daily Dish, der i fjor flyttede fra Time.com til The Atlantic Online.

Voksne på sociale netværk
Voksnes brug af de sociale netværk (fx Facebook, LinkedIn og MySpace) er i fokus for en undersøgelse publiceret 14. januar af Pew Internet and American Life projekt. Medier og politikere er sædvanligvis mere optaget af børns og unges net-færden, skriver Pew, men de voksnes net-andel er faktisk eksploderet. Antallet af voksne netbrugere med en profil på et socialt netværk er fra 2005 til i dag vokset fra 8 til 35 pct. 60 pct af de voksne sociale netværkere giver kun deres venner adgang til deres profil. Hos Pew kan rapporten hentes i sin helhed som en pdf-fil.

5 mio dollars til ny medier
Knight Foundation Information Challenge har 14. januar sat navn på de 21 vindere, der deles om fondens første uddeling på 5 mio dollars ud af i alt 24 mio dollars over fem år. Initiativet har det særlige sigte at "support creative ways to use new media and technology to keep communities engaged". Der er spændende projekter i rækken. Et af vinderprojekterne er et hyperlokalt nyhedssted med både professionelle og borger-journalister i fem etnisk forskellige byer i Connecticut’s Lower Naugatuck Valley. Projektet modtager en halv mio dollars. Området har mistet både avis og radiostation i løbet af de sidste 10 år. Se Knight's omtale og hele vinderlisten.

Cavling på nettet
Årets fornemste journalistik-pris herhjemme, Cavling prisen, er 9. januar overrakt Berlingske-journalisterne Morten Frich, Morten Crone, Jesper Woldenhof og fotograf Erik Refner for deres flermediale serie Forbrydelsen om mangler i politireformen. Se begrundelsen hos Dansk Journalistforbund. Det har været karakteristisk for serien, at den meget aktivt har inddraget nettet og derigennem også netbrugerne i seriens udvikling, ligesom den formidlingsmæssigt har gjort brug af fx Google Maps til at tegne en geografisk beskrivelse af talrige politisvigt spredt ud over landet.

Brug for brugerne
Spørgsmålet Brugergenereret indhold - varm luft eller ny journalistik bliver stillet i en kommentar i Dansk Presse 9. januar af chefen for Berlingske-koncernen Lisbeth Knudsen, og hendes svar skal findes i spørgsmålets sidste to ord. Inden dén konklusion peger Lisbeth Knudsen på nybrud i journalistikken som Dorte Tofts blog Bizzen og Berlingskes afdækning af politireformens svage sider i Forbrydelsen. Brugergenereret indhold er mediernes livline til læserne og brugerne, fastslår Lisbeth Knudsen. der mener, at medieforbrugerne 2009 ikke alle vil nøjes med at være tilskuere, men vil have en indflydelse på deres medier.

Joost atter på vej fremad
Videotjenesten Joost har siden starten i 2007 haft dalende udsigter, men nu begynder kurverne atter at pege opad. Det skriver Computerworld 9. januar. Bladet forklarer den seneste udvikling med, at Joost har droppet kravet om downloading, så man i dag kan se tilbuddene via joost.com. Modsat Youtube har Joost ikke bruger-videoer og baserer sig mere på film, doku'er og tv-serier med respekt af ophavsretten (som Hulu.com). Men hvor Hulu.com kun kan ses af amerikanske brugere (og andre filfingre), er Joost.com åben for alle. Senest er Joost også begyndt at arbejde med integrering med Facebook.

Sveriges bedste lokale netaviser
Svenske Internetworld har analyseret landets seks største lokale netaviser og har indrangeret dem 9. januar. På førstepladsen kommer uændret fra tidligere år Nerikes Allehanda. Det siges i begrundelsen, at NA.se imponerer med ny lokalsider. som viser vejen for fremtidens lokale web. De øvrige undersøgte lokalaviser er Dalarnas Tidningar, Corren, HD.se, Nya Wermlands Tidningen og Upsala Nya Tidning.

Fremgang for JPtv
JPtv fordoblede antallet af visninger i 2008 (til i alt 19,4 mio klip), skriver selskabet i en pressemeddelelse 9. januar. Stigningen begrundes med bl.a. større egenproduktion og 15 forskellige kanaler. Tidligere valgte seerne især mindre seriøse klip med skæve vinkler, men af de 30 populæreste klip i 2008 er 21 egenproducerede. Og "der er ingen skøre klip på listen overhovedet", understreger JPs tv-redaktør Jacob Bendixen Andersen. Jyllands-Postens netredaktion har produceret net-tv siden 2000 og oprettede i 2006 en tv-redaktion med studiefaciliteter på Kgs. Nytorv i København.

Avisers ændring til digitale medier
Nieman Foundation for Journalism på Harvard har 8. januar udsendt vinternummeret af Nieman Reports. Det handler om transformationen til den digitale tidsalder og er en guldgrube af viden. Kæmpeemnet bliver endevendt i over 30 artikler, essays og guides af mange forfattere, med vidt forskellige tilgange og uens vinkler, men fælles i deres evne til eftertanke og inspiration.

Net-tv på B.T.
Også B.T. tilbyder sine brugere net-tv. Det er startet med det ny år fra Berlingske Medias nyhedsstudie i Pilestræde, hvor en stab med Jeppe Nybroe, tidligere DR, som vært producerer daglige nyhedsindslag.

Dugfriske trafiktal i Norge
I Norge har alle siden nytår haft gratis adgang til de daglige trafiktal på internet hos TNS Metrix. Det betyder også, at man fx 1. februar kunne hente så ny ugetal som uge 04. I Danmark bliver vi sendt helt tilbage til november, når vi ønsker friske tal. De nyeste trafiktal, som alle i dag har adgang til hos FDIM (Foreningen af Danske Internet Medier) i dag, er fra uge 48 i 2008.

Manana Metro online
Da Per Mikael Jensen var ledende chefredaktør for Metro International i maj 05, udsendte selskabets CEO Pelle Tornberg en pr-besked om, at Metro nu var på trapperne med 'a major internet strategy'. Vi skrev om det i eJour under overskriften Metro går endelig på nettet. Det samme er sagt med jævne mellemrum siden. Senest har Per Mikael Jensen, der nu er Metro Internationals CEO, sagt til epn.dk 29. december, at nu er der online-planer: "Der kommer til at ske noget. I Europa har vi ikke rigtig noget online, der er kommet i gang, som er værd at prale af, men i de nye markeder er markedet ikke kommet i gang på samme måde, så der har vi en chance."

Nettet er nyhedskilde nr 1
Nettet har overhalet aviserne som nyhedskilde. For første gang giver en måling af The Pew Research Center nettet flere brugere (uanset alder) end aviserne, og kun tv er mere populært. Den amerikanske undersøgelse, publiceret 23. december, har spurgt henved 1.500 mennesker. Nettet er primærkilde for 40 pct, aviserne kun for 35 pct, men tv overhaler klart begge med sine 70 pct (dog tilbagegang fra 74 pct for et år siden). Blandt unge op til 30 år er nettet og tv lige populært. Undersøgelsen er omtalt af epn.dk, og i lyset af danske avisers hidtidige modvilje mod at linke lover det godt for det ny år, at artiklen linker direkte til Pews undersøgelse.

Prøver at padle sig gennem krisen
Hvert år bliver udviklingen på nettet målt for USAs 100 største aviser. Arbejdet udføres af the Bivings Group, et Washington-firma med speciale i netkommunikation, og resultatet i 2008 blev publiceret 18. december i The Use of the Internet by America’s Largest Newspapers. Rapporten fastslår, at aviserne bruger energi på at forbedre, hvad de allerede har og kan, og nyskabelserne bliver det, der anses for nødvendigt for branchen som middel til at slippe gennem den aktuelle krise. Et par centrale målinger: brugerskabt indhold tilbydes af 58 pct af aviserne (24 pct i 2007) og der er adgang til bruger-kommentarer hos 75 pct (33 pct året før). Antallet af aviser, som kun giver adgang til artikler i fuld længde, hvis man registrerer sig (gratis eller mod betaling), er faldet til 11 fra 29 pct.

Blogosfærens Top 100
Den svenske blogsøgetjeneste Twingly (bruges af en del nordiske aviser) har 16. december præsenteret blogosfærens Top 100. Listen udgives på 12 sprog. På Top 100-listens tre øverste pladser, for alle sprog, ligger de fra Technorati også velkendte blogs som TechCrunch, Boing og Gizmodo. Den svenske listes etter er lige så ventet blondinbella.se, i Norge snupper NRKbeta førstepladsen, og danskerne har som nr 1 'Slagt en hellig ko' med Snaphanen lige efter. Anders Fogh Rasmussen kommer nede på 13. pladsen. Se den komplette danske Top 100 liste. Listen bygger på Twinglys ranking system, som hovedsagelig fokuserer på "inlinks and likes among other things" Den præcise algoritme vil Twingly ikke offentliggøre.

Net-tv eksploderer
Brugen af net-tv i Danmark eksploderer. Trafiktal for 2008 viser en stigning på 254 pct hos XStream Media Solutions, som leverer software til store medier som Berlingske.dk, Politiken.dk og Ekstrabladet.dk. Der er talt om over 1 petabyte, dvs 1 mio mia bytes. XStreams adm. direktør Frank Thorup spår, at den kraftige vækst fortsætter i 2009, også i Norge og Sverge hvor firmaet servicerer en række mediehuse. Det skriver Berlingske 15. december.

JP trykker borgerjournalistik
Jyllands-Posten er 15. december gået i samarbejde med Bydelsportalen Århus Vest om at trykke en af portalens artikler i JP Århus en gang om ugen. Demed kan JP få en grundigere dækning af Gellerup-området, og portalens borgerjournalister kan publicere i et traditionelt medie med mange tusind læsere.

'Gratis' nyheder fra Reuters + Politico
Et af de ældste navne i journalistik har allieret sig med et af de yngste om at tilbyde amerikanske aviser en utraditionel nyhedsdækning af det politiske stof fra Washington. Tilbuddet fra nyhedsbureauet Reuters og det kun to år gamle politiske magasin Politico er gratis -- forstået således at aviserne modtager op til 10 artikler og 10 fotos dagligt uden at betale en cent. Til gengæld forsynes nyhedsstrømmen med online-annoncer, der skal få projektet til at løbe rundt. Financial Times har nyheden 15. december og forudser en varm modtagelse hos den trængte amerikanske avisindustri, hvor flere er i betalingsstandsning, nogle overvejer at skære antallet af ugentlige udgivelser ned, og andre igen har planer om at droppe distribuering direkte til folks postkasser.

Ny struktur
Kommunikationsforum har 12. december ommøbleret og redesignet på nettet. Resultatet er en klarere sruktur med alt puttet ind i en af disse tre kasser: K Magasin, K Net, K Job. Der er en nærmere beskrivelse af tankerne bag ændringen.

Nyheder på kort
Adskillige medier eksperimenterer for tiden med at præsentere nyheder på kort, og eJour har omtalt flere modeller. En af de bedre kommer fra Washington Post, som 10. december åbnede TimeSpace med Flash på Google Maps. Fundamentet er et verdenskort, og herefter sikrer man sig en bredspektret nyhedsleverance (her AP+Reuters), hvorefter nyhederne i tekst og billeder vises som emne-bobler. I 'fodposerne' nederst har brugeren selv adskillige muligheder for at skrue på indstillingerne.

Mere online fra Ritzau
Ritzau skærper sine online-tilbud, bl.a. med nyhedsfeeds inden for nicheemner, der målrettes meget snævre medietyper. epn.dk 8. december citerer Ritzaus direktør Lars Vesterløkke for den holdning, at "vores kerneprodukt, nyheder, falder i værdi, så vi skal udnytte andre forretningsmuligheder meget mere og sælge vores produkter til mange flere, end vi gør nu."

Digitalisering af danske aviser fra 1749
Hvis ellers Kulturmisteriet kan finde 50 mio kr, får vi digitaliseret aviserne fra 1749 frem til i dag i et stort projekt, som Statsbiblioteket i Århus og avisarkivet Infomedia er parat til at gennemføre. Projektet omfatter millionvis af avissider fra 11 landsdækkende dagblade og 10 regionale aviser. I perioden op til år 1900 bliver adgangen gratis, derefter skal der betales. Adgangen sker gennem Infomedias søgemaskine. Det skriver Kristeligt Dagblad 6. december og gør opmærksom på, at det vil være den største samling digitaliserede artikler i Europa til dato.

Slagsmål DDF versus DR
Slagsmålet om statskronerne før næste medieforlig spidser til, og dagblade har skruet op for lobbyarbejdet. 5. december kritiserede Danske Dagblades Forening DRs nyhedsproduktion på nettet. Det sker med et hæfte I konkurrence med staten - DR truer dagbladene på nettet. I Storbritannien kom samme dag meddelelsen om, at BBCs kontrolorgan The Trust har afvist BBC’s 700 mio kr plan om ny net-tv aktiviteter i 60 lokalområder i Storbritannien. Planen krævede 400 ny medarbejdere. BBC Trust begrunder afslaget med, at projektet er konkurrenceforvridende for de øvrige medier.

125 journalister i fængsel
Nettets voksende betydning kan også aflæses i den årlige redegørelse om fængslede journalister fra organisationen the Committee to Protect Journalists 4. december. Antallet af fængslede online-journalister overstiger nemlig for første gang antallet af fængslede kolleger inden for andre medietyper. Fængslede bloggere uanset deres professionelle baggrund tæller med i online-journalistgruppen. I alt sidder 125 mediearbejdere i fængsel for tiden, og for tiende gang indtager Kina førstepladsen med i alt 28 fængslede journalister.

Aviser i fremtiden - men hvilken slags?
Næste branche i konkursernes række bliver aviserne. Det forudser James O'Shea, der tidligere i år blev fyret som redaktør af Los Angeles Times. Han skriver 1. december i Nieman Watchdog fra Nieman Foundation for Journalism på Harvard, at "Of course we'll have newspapers. But will there be any news in them?" Den nuværende krise løses efter O'Sheas mening ikke ved at fyre journalister og nedlægge afdelinger og papirudgaver til fordel for online-aviser. Men medierne skal besinde sig på at producere indhold af større værdi end ren underholdning.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.


Nr 80 februar 09
Kontakt eJour, hnk@update.dk, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole