 |
|
|
|
|
Danmarks første Facebook-vægavis
|
Min vægavis er blevet professionel, for jeg har anmeldt den til
Pressenævnet
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@update.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Jeg er blevet udgiver af et nyt medie. Mens bladene falder omkring os,
har jeg oprettet en ny avis -- en vægavis, et wall paper.
Mit medie er vist det første af sin art. Jeg er i hvert fald den
første dansker, der har anmeldt en Facebook vægavis til
Pressenævnet for at få den omfattet af Medieansvarsloven.
Den er allerede med på nævnets
liste.
Man møder mit medie,
straks man går ind på min væg på Facebook,
deraf navnet vægavis. Du skal være medlem af Facebook for
at kunne se den. Denne url er nemmere at huske http://profile.to/hellekruuse/.
Mindre privat
At udgive en vægavis er ikke den normale brug af Facebooks
væg. Her fortæller brugerne snarere om, hvad de går
og laver, udveksler fotos, fremsætter livsfilosofiske ytringer,
--
alt i alt meget personligt og meget sludrende.
Da jeg nok er nysgerrig efter at prøve det sociale
netværks
muligheder, men ikke er så tændt på de private
udgydelser, har jeg funderet over, om netværket kunne bruges til
noget andet og for mig mere meningsfyldt. Og jeg er altså
foreløbig standset ved min vægavis.
Her formidler jeg nyheder og synsvinkler på aktuelle begivenheder
inden for de områder, der optager mig. Det vil først og
fremmest sige nettets journalistik og medier, med udløbere til
brugen af sproget og til ytringsfriheden.
Alt redigeres af mig og ses gennem mit personlige filter, dvs stoffet
kan være subjektivt og langt fra den velkendte 'tilstræbte
objektivitet'. Desuden skal stoffet
gennem alle de sædvanlige, professionelle nåleøjer
af
kildekritisk, etisk osv karakter, før stoffet
offentliggøres.
Fra gruppe til
solo
En overgang funderede jeg over, om en gruppe kolleger kunne gå
sammen om vægavisen. Jeg havde også kontakt med en meget
vidende kollega på den anden side af kloden. Han sender ofte
nyheder rundt på Facebook.
Men samarbejdet gik i vasken, allerede da det gik op for mig, at han
klippede og kopierede kollegers arbejde for så at sende det rundt
til FB-vennerne.
Det er ikke i overensstemmelse med min opfattelse af ophavsret, og da
jeg også gerne vil arbejde med en helt åben tilgang til
vægavisen, blev der ikke mere ud af den samarbejdsplan.
Hvem har adgang
Mit medie er nemlig åbent for alle Facebook-medlemmer og er ikke
som så meget andet FB-stof forbeholdt
'vennerne'. Ganske vist er jeg sikker på, at mange af de henved
700
'venner', jeg har på Facebook, er kommet, fordi de har
hørt om mine medienyheder. Der også -- kan jeg se --
flittigt bliver brugt til klip eller inspiration i medierne.
Men mit medie er altså åbent for alle FB-brugerne. Og af
dem er der 1,8 mio personer på over 13 år
(minimumsgrænsen for medlemsskab) ifølge en
opgørelse i januar af firmaet Komfo.
Firmaet laver løbende undersøgelser om Facebook. De 1,8
mio brugere svarer rundt regnet til 45 pct af det samlede antal
danskere i aldersgruppen 13+ (knap 4 mio).
Så det er snart halvdelen af de voksne danskere, som er med
i Facebook-netværket. Derfor kan man også sige, at mit
medie snart
begynder at ligne 'public service'.
Linking og
RSS
Nyhederne i min vægavis praktiserer præcis samme
link-politik, eJour som intet andet dansk medie har demonstreret siden
starten i 2001. Det betyder, at vi linker præcist til vores
kilder og til
underliggende information. Det gør vi som bekendt for at
være hjælpsomme over for brugerne og for selv at
fremstå troværdige i vores gennemsigtighed og villighed til
at blive kontrolleret.
Derudover er vægavisens teknik såre enkel. Udover at man
kan gå ind på min Facebook-profil og læse
væg-nyhederne (og som 'ven' få automatisk besked, hver gang
der er nyt), kan man også få dem serveret
automatisk ved at abonnere på RSS-feedet gennem fx Google Reader.
Omfang
Omfanget af min vægavis afhænger af, hvad jeg har tid til.
På den ene side kan jeg mange dage have en tidsbesparelse ved, at
jeg er
behageligt fri for at skulle transportere mig gennem byen til en
arbejdsplads, for jeg kan lige så godt arbejde ved det hjemlige
skrivebord. På den anden side har jeg mange jern i ilden, og de
både inspirerer mig til vægavisen og tager tid bort fra
vægavisen.
Gennemsnitligt vil jeg skønne, at jeg publicerer tre-fire
nyheder dagligt på vægavisen.
Hvem har ansvaret
Nu kommer vi til det penible. Som journalist i en menneskealder vil jeg
gerne tage ansvar for, hvad jeg laver journalistisk. Derfor
ønsker jeg at være omfattet af Medieansvarsloven og dens
særlige
redaktøransvar mv og også derved underlagt Retsplejelovens
kildebeskyttelse. Og derfor har jeg anmeldt min vægavis til
Pressenævnet.
Ved at få min vægavis ind under Medieansvarsloven ligger i
mine
øjne et positivt signal til læsere om, at
jeg tager skriveriet alvorligt og ønsker at give dem adgang til
at klage over
eventuelle presseetiske krænkelser til Pressenævnet.
Paradoksalt nok bliver nettets medier ikke automatisk omfattet af
Medieansvarsloven, som andre medier bliver. Vi har den krøllede
situation -- ofte kritiseret i eJour, se fx Den lov skal
laves om -- at netmedierne selv skal tage initiativ til at
anmelde sig til Pressenævnet. Herefter bliver man opført
på en liste over anmeldte medier; listen ligger på
Pressenævnets hjemmeside, frit tilgængelig.
Derved kan mennesker, der overvejer at klage over et netmedie, hurtigt
se, om det betaler sig at bruge energi på en klage til
pressenævnet, for hvis mediet ikke er anmeldt og med på
listen, har
nævnet ikke kompetence til at behandle klagen.
Lovens grundlag
Grundlaget for den krøllede retstilstand finder vi i
Medieansvarsloven,
og min vægavis er omfattet af lovens paragraf 1 nr 3 (med krav
om anmeldelse efter 8.1.):
I paragraf 1 fastslås, at "Loven gælder for følgende
massemedier":
- Indenlandske periodiske skrifter, herunder billeder og lignende
fremstillinger, der trykkes eller på anden måde
mangfoldiggøres.
- Lyd- og billedprogrammer, der spredes af Danmarks Radio, TV 2, TV
2's regionale virksomheder og foretagender, der har tilladelse til
radio- eller fjernsynsvirksomhed.
- Tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til
offentligheden, såfremt de har karakter af en nyhedsformidling,
som kan ligestilles med den formidling, der er omfattet af nr. 1 eller
2, jf. dog § 8, stk. 1.
Der henvises desuden til paragraf 8 stk 1, der lyder:
§ 8. Foretagender, der udgiver de i § 1, nr. 3, nævnte
massemedier, skal for at være omfattet af lovens regler have
indgivet anmeldelse til Pressenævnet.
Kommentarerne
Noget, der gør min vægavis (og alle andres
Facebook-vægge) så fantastisk, er dens mulighed for
interaktion med læserne. Nu har jeg siden 2001 måttet
nøjes med den gammeldags envejs-kommunikation her i eJour,
så det er en helt ny
fornemmelse at sende en medienyhed ud på vægavisen og snart
efter få en kommentar, ja sommetider en helt stribe
spændende
betragtninger fra læsere.
Tilsammen kan vi forbedre en research og i fællesskab tegne et
mere nuanceret billede af en begivenhed, end et enkelt menneske
formår. Fantastisk!
Juridisk er jeg udmærket klar over, at selv om jeg har anmeldt
min vægavis til Pressenævnet og dermed signalerer, at jeg
påtager mig redaktøransvaret for indholdet, så har
jeg ikke også samtidig ansvaret for andres kommentarer i
vægavisen. Her gælder lovgivningens almindelige
ansvarsregler. Det skriver jeg mere om i artiklen Hvem har ansvaret på blogs? i dette
nr af eJour.
I denne vægavis betyder det, at mit redaktøransvar efter
Medieansvarsloven ikke rækker til kommentarerne
Men bliver jeg opmærksom på et
ulovligt indhold i en kommentar, har jeg pligt til at fjerne det
hurtigt. Da
Facebook automatisk sender mig en mail, når der indløber
kommentarer til tekster på min vægavis, er det i praksis
nemt for mig at holde mig underrettet.
Situationen er den samme, uanset om kommentarer er anonyme eller med
navn.
Men på Facebook kan det være lidt besværligere at
holde sig anonym i en kommentar, da Facebook automatisk kobler
kommentaren til ens profil.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|