|
På nettet stemmer folks egne indre grænser ikke
altid overens med juraens
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Vi snakker meget om grænser på nettet. Men det
er sjældent om de geografiske. Langt hyppigere handler det
om grænser, der skal sættes juridisk via kontrol,
regulering, styring af nettet.
Resultatet kan blive en konfrontation med grundlæggende
rettigheder om beskyttelse af ytringsfriheden og menneskets integritet.
Vi provokeres i det grænseløse cyberspace af udfordrende
netsteder, der uden besvær sendes rundt mellem lande med
såvel rummelig som snæver ytringsfrihed. I de diskussioner
er vi langtfra altid bænkede ved juraens renskurede køkkenbord;
oftere i et moralsk dilemma. Og moralens grænser trækkes
inde i hovedet på hver enkelt. Her kan individet sætte
sine egne grænser -- og så lade udfaldet bestemme
ens adfærd på nettet.
For journalister er det en relevant opgave at beskrive verden,
som den er. Vi skal ikke undlade at beskrive de mørkere
sider, når det er journalistisk relevant. Og vi kan blive
nødsaget til etisk udfordrende arbejdsmetoder. Også
på nettet.
Men i opfølgningen skal vi konstant være på
det rene med, om vi beskæftiger os med emner, der tangerer
lovbrud eller 'blot' er moralsk anstødelige. På samme
vis skal journalister tvinge regulerings-ivrige politikere og
fagfolk til samme sondring og udsætte dem for grundig motiv-granskning.
Vi er hurtige på aftrækkeren, når nogen forarges,
fordi der altid er en folketingspolitiker klar med et »Nej,
det er for galt, vi må gribe ind«. Men er det lovligt
eller ulovligt? 'For galt' i forhold til hvad? Er der tale om
en lovovertrædelse eller om overtrædelse af en politikers
indre grænser, og hvilken slags er mest velegnet til lovgivning?
Børneporno
Børnepornoen på nettet er hyppigt brugt som motoren
for den diskussion. Så lad os bare begynde her.
Børneporno er med mindre nuanceforskelle ulovlig i de lande,
vi kommunikerer med. Både på nettet og andre steder.
På nettet findes den ikke på hjemmesidernes forsider.
Man skal om ad nettets sidegader for at finde handelen og bytteriet
af billeder/video, fx Undernets IRC
(Internet Relay Chat) eller ind i snuskede nyhedsgrupper, men
den camouflerede interaktion kan udmærket foregå i
fuldt dagslys på nettets hjemmesider.
Her er det især chatroooms,som menes at blive brugt af
pædofile til at få kontakt med børn. Det er
baggrunden for, at TDC (tidligere TeleDanmark) er begyndt at lave
logfiler på Opasias børnechatrum. Filerne gemmes
i mindst tre måneder. I tilfælde af, at politiet får
en anmeldelse, kan det med en dommerkendelse få adgang til
data på en gæst og få udskrift af gæstens
samtaler i børnechatrummet.
Men TDC lader det ikke blive herved. 17. marts oplyste TDC
til Jyllands-Posten, at man nu planlægger noget tilsvarende
i samtlige Opasia-chatroom.
Straffeloven gælder naturligvis også på nettet.
Efter lovens bestemmelser om den såkaldte 'meddelelseshemmelighed'
(aflytning af telefoner, åbning af breve o. lign) skal politiet
have et konkret navn fra en anmeldelse, og der skal foreligge
en dommerkendelse, før politiet kan få adgang til
de personlige oplysninger.
Men var der tale om et fysisk brev sendt med det danske postvæsen,
kunne metoden først bruges ved forbrydelser med en langt
højere straframme end pædofili.
Nettet er ikke blot transportør af pædofile kontakter
og til downloading af ulovligt materiale på tværs
af de fysiske landegrænser.
Også efterforskerne har taget nettet i brug, og det får
stigende betydning, efterhånden som myndigheder i mange
lande uddanner eksperter i digital efterforskning.
Som det nyeste har 50 europæiske politimyndigheder netop
indledt et samarbejde i Net-Enforce,
der repræsenterer de hidtil mest avancerede metoder i den
tværnationale efterforskning af nettets pædofile.
Med et nyt system udviklet af Glasgow Universitet bliver stærkt
følsomt efterforsknings-materiale lagret sikkert på
nettet, så det kan udveksles mellem politiet i de enkelte
lande, uden at andre får adgang til dem. Ved siden af de
sikrede sider rummer stedet også en åben afdeling,
hvor alle kan hente relevante informationer. Initiativet er støttet
af EU-kommissionen.
Men ikke alle efterforskere er ansat i politiet. En af de mere
besynderlige er off the record-alliancen mellem hackere og amerikansk
politi. Hackerne bruger deres teknologiske indsigt til at infiltrere
nyhedsgrupper, chatrooms mm. De indsamler informationer om URL'er,
filnavne, passwords, email adresser osv og sammenstiller informationerne
med offentlige databaser for at finde frem til menneskene bag
informationerne, deres adresser, telefonnumre, serverne, udbyderne
etc.
Til slut leverer hackerne resultaterne til myndighederne (eller
udstiller dem på nettet).
Hackere har ligefrem sluttet sig sammen i arbejdet, fx Ethical Hackers Against Pedophilia
og Condemned.
Almindelig porno
Med børnepornoen har vi altså et eksempel på
det klart ulovlige. Og de almindelige retsmidler skal naturligvis
anvendes, så man kan gribe ind imod børneporno på
nettet såvel som andre forekommende steder. Men almindelig
porno? Og hvad med at børn ser den?
I Danmark har vi i en menneskealder tilladt pornoen, som vel
næppe overraskende findes i rigt mål på nettet.
Rammerne er ret forskellige i de enkelte landes lovgivning, ja
selv inden for Norden, så her er det straks vanskeligere
at gennemføre tværnationale og globale initiativer.
Men det er alligevel på det område, vi ofte hører
den skingre tone fra politikere og fagfolk. Ikke mindst i USA.
I USA prøvede politikere at lovgive (Communications
Decency Act) i 1996 for at beskytte børn mod, hvad der
blev betegnet som obskønt materiale på nettet, og
da blev bremseklodsen den amerikanske forfatnings sikring af ytringsfriheden.
Det standsede dog ikke politikerne, som siden har vedtaget loven
the Children's Internet Protection Act, der forlanger filtre på
skolers og bibliotekers computere med netadgang. Foreløbig
er loven stillet i bero af en retssag, som borgerretsgruppen ACLU
sammen med den amerikanske biblioteksforening har anlagt mod regeringen.
Igen med henvisning til ytringsfriheden.
Filtreringen har også rumlet i Folketinget i denne samling,
da centrumdemokrater 15. november i fjor fremsatte et beslutningsforslag
nr 46 om »begrænsning af børns adgang til
skadelige internetsider på computere opstillet i offentlige
institutioner og på steder, hvortil der er almindelig adgang.«
Nogle få folkebiblioteker har taget filterprogrammer
i anvendelse i håb om på den måde at få
sorteret snavset bort. Bibliotekarer har som forvaltere af ytringsfriheden
en vigtig rolle, og de er jo så velmenende. Det var de bibliotekarer
også i 70'erne, som nægtede at sætte Morten
Korch-bøger på hylderne og blev kaldt kultur-fascister.
Noget andet er, at filterprogrammer kan være velegnede
i private hjem, for det er selvfølgelig forældrenes
ansvar at trække grænserne for den hjemlige ytringsfrihed
over for mindreårige.
Men filtrene kan også give forældre en falsk tryghed.
Højst totredjedele af det uønskede materiale bliver
almindeligvis frasorteret. Den amerikanske forbrugerorganisation
foretager løbende sådanne tests, der offentliggøres
i dets forbrugerblad Consumer
Reports.
Racisme - nazisme
Som journalister kan vi føle os forpligtet til at referere
grove ytringer om befolkningsgrupper i Danmark. De kan ramme molboer
eller tyrker. Grønjakke-sagen fik med besvær konfirmeret
legitimiteten.
Racistiske ytringer er rent faktisk reguleret af dansk lovgivning.
Og paragrafferne vil kun i beskedent omfang stække ytringsfriheden
i debatter. Alligevel udfordres ytringsfriheden dagligt af politikere
og velmenende fagfolk.
Kritiserer man sin nabo, kan det snart kun ske uden ballade,
hvis man forinden har sikret sig, at han er pure Danish fem slægtsled
tilbage. Ellers bliver man kaldt racist, og paragrafferne begynder
at lyne i luften.
Ytringerne findes såmænd i rigt mål på
nettet. Både de forherligende ytringer om nynazismen, de
fremmedfjendske grovheder, chikanerierne mod jøder. For
nu at tage nogle få eksempler. Især i Undernet's
IRC-grupper synes de at flokkes
til de mere hadske debatter realtime, mens 'PR-materialet' flytter
rundt mellem skiftende udbydere på det almindelige net.
De rabiate synspunkter kan man finde på både dansk
og andre sprog på nettet. Nogle dansksprogede har valgt
at placere sig på udenlandske servere i den fejlagtige tro,
at de er uden for dansk jurisdiktion. Det er de ikke. Men det
kan være teknisk besværligt at forfølge en
sag over landegrænserne, og det bliver ikke nemmere af,
at de forskellige lande ikke har samme opfattelse af ytringsfrihedens
grænser.
Men nej, jeg er ikke enig med Uffe Østergaard, direktør
for Dansk Center for Holocaust og Folkedrab, når han ifølge
Berlingske Tidende 29. januar 2001 mener, at »tiden er kommet
for at begrænse friheden til at ytre sig for nynazister
og andre med rabiate synspunkter.«
Er juridiske hegnspæle et egnet middel mod den yderste
højrefløjs tumper? Eller er deres ytringer snarere
en fornærmelse mod befolkningens IQ?
Journalister kan også vælge at gøre som
vores kollega Jan Samuelsson på Skåne-avisen Ystad
Allehanda (oplag knap 25.000). Efter at have skrevet en artikelserie
i papirudgaven af Allehanda lavede han i marts en netversion,
Nazismen i Sydöstra Skåne,
hvor en langt videre kreds nu har fået adgang til den. Stoffet
har nomineret ham til hædersprisen 'Guldspaden' i den svenske
forening for 'grävande journalister'.
Samuelssons netsted har vakt opmærksomhed, og få
dage efter dets tilsynekomst på nettet var det linket sammen
med andre lignende steder i Skandinavien, se fx den norske under
Kraftnytt.
Juridisk armvrid på
Yahoo
Er man ikke journalist men jurist, findes der andre midler.
Dem brugte den franske dommer Jean-Jacques Gomez, der har skrevet
et foreløbigt kapitel i retshistorien med sit armvrid på
kolossen Yahoo.
Yahoo har et internationalt auktionssted, hvor man kan byde
på bl.a. nazistiske effekter. Men efter Gomez' dom, der
henviste til fransk lovgivning om racisme, må franskmænd
hverken kunne byde på effekterne eller kunne se auktionsstedet.
Alvoren blev understreget med klækkelige dagbøder
à 13.000 dollars.
Yahoo har ikke efterlevet dommen men er tværtimod gået
videre i både det franske og amerikanske retssystem. I øjeblikket
forberedes således en retssag i San José i Californien
med en stribe argumenter, heriblandt den amerikanske forfatningssikrede
ytringsfrihed.
Yahoo viste dog sin gode vilje ved i december 2000 at udstede
et globalt forbud mod materiale med 'hate-promoting references'
inkluderet Nazi-effekter på sine sider, idet den undtager
online-fora.
Domstolen har foreløbig valgt at se tiden an og er ikke
begyndt at opkræve dagbøderne.
Og franskmændene -- plus alle andre -- kan stadig gå
ind på auktionsstedet, hvis de vælger en ikke-fransk
adgangsvej.
Dommen er senest blevet kommenteret 15. marts af Lisa Guernsey
i New York Times under den meget sigende rubrik »Welcome
to the World Wide Web, Passport Please?«
Vold
Vi snakker for tiden om fascination af det ekstreme, og her
kommer volden og kriminalitet ind som en klar nummer et. Jeg anede
ikke, hvad folk mente, før jeg selv prøvede at se
efter på nettet.
Er den stærke fokus på de amerikanske dødsgange
udtryk for menneskers volds-fascination? Her mener jeg ikke blot
energiske journalisters løbende nyhedsdækning men
også de mange netsteder med chatrooms og detaljerede beskrivelser,
biografier etc om dødsgangenes beboere.
Lige for tiden argumenterer netbrugere for ønsket om
at kunne se Oklahoma-bombemanden Timothy McVeighs henrettelse
16. maj live på net-tv. McVeigh selv har i et åbent
brev talt for tv-transmission, mens retten har afvist det, fortæller
netstedet Crime.
Der er enorm trafik på sådanne netsteder med deres
eksempler på, så at sige, autoriseret vold.
Men min surfen viste mig også, at der er netsteder koncentreret
om voldelige skildringer i en grad af perversion, så man
ikke behøver at være mindreårig for at få
natlige mareridt.
Jeg valgte selv at klikke på et af de ækleste netsteder
'Rotten'. Der er ikke billeder
på forsiden, så hvis man ser volden, er det, fordi
man har klikket på den. Man har valgt den.
Jo, det sted er for volds-fascinerede. Og dem er der åbenbart
nogle stykker af. For stedet har ifølge egne oplysninger
henved 200.000 unikke besøgende dagligt og dermed flere
end New York Times. Netstedet har aldrig haft en retssag.
Mit valg
Men jeg 'faldt' ikke over Rotten ved et tilfælde. Jeg
blev ikke provokeret til at se det. Jeg havde selv fundet det.
Klikkede selv frivilligt på billederne. Og kunne gå
igen. Det var det.
På samme måde med pornoen, de fremmedfjendske eller
tilsvarende grovheder og alle de øvrige udfordringer til
nettets ytringsfrihed. Vi kan nemt vælge dem fra. Vi behøver
ikke at have en dommer eller politiker ved hånden.
Det er ikke spor anderledes på nettet end i min fysiske
kiosk, som gør mig flov og krænker min blufærdighed
ved at smække et glittet samleje lige i øjnene af
mig, når jeg bare kom efter Berlingeren.
Men løsningen er efter min mening ikke at forbyde pornoblade
hverken i én eller to meter over gulvhøjde. Løsningen
er snarere at vælge en anden kiosk (og så bruge nettet
til en effektiv forbruger-boycot). Er vi mange nok, forstår
kiosken budskabet. Både i Nørregade og på nettet.
Privatlivets fred
Ytringsfriheden kolliderer ofte med et berettiget hensyn til
privatlivets fred.
Er der privatliv på nettet?
Det er her vel ikke anderledes end 'ude i verden', hvor vi
har nogle spilleregler for vores omgang med hinanden. Hvis det
er strafbart at sige, at en mand er morder, når han ikke
er dømt, så er det jo strafbart, uanset om man siger
det på nettet eller i en bus.
Vi har set talrige eksempler på injurier og og lignende
tilsvining af mennesker på nettet. Her bare et enkelt eksempel
fra en norsk kollega, der i Aftenposten 12. marts fortalte om
en krig på nettet mellem nordmænd i Pattaya i Thailand.
Krigen kulminerede med en påstand om, at en præcist
identificeret nordmand blev kaldt morder på et netsted lagt
på en ikke-norsk server. Mon dog ikke netstedets udbyder
fjerner stedet, hvis han orienteres om sagen? Ophavsmanden står
til en følelig straf.
Imens kan vi andre læse Aftenpostens omtale,
der er blevet liggende frit tilgængelig på nettet.
Registrering
Vi har alle krav på beskyttelse af vores privatliv, også
på nettet. Men disse regler er vidt forskellige i de enkelte
lande. At det kan give konflikter i det grænseløse
net, har vi på det seneste set med et lydeligt sammenstød
mellem EU og den amerikanske regering.
I USA er det både lovligt og ret udbredt, at firmaer
sælger navne til kundedatabaser uden at blande kunderne
selv ind i den sag.
Det bryder EU-kommissionen sig ikke om, og i forbindelse med
nogle ny regler om handelen på nettet vil kommissionen sikre,
at vi i det mindste får at vide, hvad der bliver registreret
om os i erhvervslivets svulmende kundedatabaser, og hvordan informationerne
bliver brugt.
Den EU-holdning har fået den amerikanske regering til
-- efter kraftig opfordring fra multinationale foretagender på
tværs af grænserne -- at tale med store bogstaver
over for EU. Reglerne synes nu at være på standby.
Et andet eksempel på USAs liberale registerlovgivning
henter vi hos Colorado's Bureau
of Investigation, hvor alle for 10 dollars kan hente folks
straffeattester på nettet. Ideen har fænget i flere
stater, og det var måske også en ide for Europarådets
Cyber-Crime?
Nå, vi journalister er vist sundt følsomme over
for registrering, ikke mindst når det rammer os selv. Lad
os runde af med et eksempel fra den hjemlige andedam.
En række danske virksomheder køber en service
fra medieovervågningsbureauet Infopaq,
som udarbejder artikelresumeer om virksomheden indsamlet fra samtlige
danske dagblade. Servicen omfatter navnet på den journalist,
som har skrevet artiklen. Bureauet giver artiklen en karakter
på skalaen mellem plus 2 og minus 2 efter, hvor positivt/negativt
den omtaler virksomheden.
Dansk Journalistforbund mente først, at registreringen
var en overtrædelse af Persondataloven (registrering af
journalist-karakterer) og truede med at indbringe sagen for Datatilsynet
men har siden frafaldet. Det fortalte Erhvervsbladet og Politiken
ad flere omgange i marts, se bl.a. Erhvervsbladet
15., 16.
og 30.
marts. Parterne er nu enedes om sammen at lave etiske retningslinier
for servicen.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|