|
Denne måneds Mening handler
om mediekonvergensen og er skrevet af produktionschef Christian
Schade, Yahoo.dk
Christian Schade er uddannet
journalist og var 1995-98 ansat i DR som projektleder af opbygningen
af DR Online. Siden var han ansat på magasinet Ingeniøren
som redaktionschef på net-delen og udviklingschef på
Ingeniøren A/S, indtil han i november 2000 blev produktionschef
på Yahoo.dk.
TV-udsendelser over nettet er normal
kost efterhånden. I Danmark er den største barriere
- båndbredden - hastigt på vej væk. ADSL-forbindelserne
ruller ud over landet så hurtigt, som Tele Danmark kan installere
dem. ''Halv-bredbånd" vil
bane vejen for en mellemting mellem tv og net - ikke en fusion
(ser det i hvert fald ud til lige nu).
Find partnere
Det er langt fra sandsynligt, at dagbladene
vil slippe uskadte fra et forsøg på at sætte
sig på det digitale mediemarked uden partnere. Det er ikke
bare en ny - men også en anden økonomi, der gør
sig gældende på nettet. Partnerskaber bør tage
udgangspunkt i, at man hver for sig gør det, man er god
til - aviserne om nyhederne, andre om distributionen etc.
Internetmedier er hastigt i gang med at overtage den del af Public
Service-begrebet, der handler om bred, almindelig og servicepræget
information, mens de traditionelle Public Service medier som DR
og TV2 er på vej over i underholdningsbranchen.
Her er der muligvis ved at åbne sig en niche for dagbladene.
Hvis de vælger at gå den anden vej og konkurrere digitalt
med pop-TV og populære ugeblade, vil de få problemer
med at komme ind på et meget konkurrenceintenst marked,
hvor eksisterende medspillere er meget rutinerede.
Grænser for konvergens
En afgørende faktor for digitale
medieprodukters økonomiske fornuft fremover er konvergensniveauet:
I produktionsledet og distributionsledet
er medierne efterhånden ved at smelte sammen, men brugssituationen
er ikke. Det er stadig svært at forestille sig, at brugeren
er interaktiv midt i opvasken, at fire mennesker kan blive enige
om, hvilken kameravinkel, de vil se under en sportskamp (det kan
jo være, at halvdelen af familien slet ikke vil se sport),
og desktop-pc'ens rolle er slet ikke udspillet.
De traditionelle mediebrugssituationer
er f.eks.:
- Splattet ud i sofaen
- I bilen
- Under opvasken
- I toget
Fremtidens brugsmønstre vil
sandsynligvis bl.a. blive:
- Alene i fred
- On the Run
- Sammen med andre i fritiden
Der er meget, der tyder på,
at konvergensen stopper her og ikke bliver total foreløbig.
Faktisk er mediebilledet begyndt at
fragmenteres med nye, mobile terminaler og protokoller. Det betyder
også, at vi stadig vil bruge medier gennem forskellige interfaces,
i forskellige situationer og på forskellige måder.
Derfor vil det være en fejl
at tro, at vi slipper for parallel produktion til forskellige
medier i den nærmeste fremtid.
|