Ny fjernsyns-aktører på skærmene

Med medielovens frigørelse af public service fra DR kan ny aktører komme i spil - Men vil dagbladene spille med, og bliver det på det digitale net til fjernsynsskærmen eller på computerskærmen?

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk

• Ændret public service
• Ny betalingsformer
• Avis-ansøgere
• Bredbånds-tv
• De vover pelsen

Gad vide, hvor lang tid der går, inden vi som noget dagligdags ser fjernsynsudsendelser på vores computerskærme?

Medieforligets Lov om radio-og fjernsynsvirksomhed trådte i kraft til nytår og har en levetid på fire år. Fornuftigvis lod politikerne ikke loven række længere ud i fremtiden. For den teknologiske hastighed giver sådanne letfordærvelige varer kort holdbarhed. Og så er spørgsmålet endda, om ikke virkeligheden når at overhale lovteksten inden år 2004.

Medieforliget i sig selv bebuder ikke de store teknologiske revolutioner lige om hjørnet. Men alligevel antydes åbninger mod en radikalt ændret fjernsyns-fremtid.

Ændret public service

Der er i lovteksten en slags invitation til, at vi kan begynde at diskutere public service-begrebet uden på forhånd at knytte det til en Danmarks Radio-version og en bestemt medietype. Hermed åbnes for diskussionen af, om andre end de statsautoriserede mere eller mindre licens-finansierede stationer DR og TV2 skal kunne forvalte public service-kravet i fremtiden.

Tidligere blev public service opfattet mere eller mindre som det, Danmarks Radio og siden også TV2 laver, og den opfattelse støttede lovteksten. I den gamle radio-og fjernsynslov hed kapitel 3 simpelthen 'Danmarks Radio', og her stod der i paragraf 7 om public service:

• »Danmarks Radio er en selvstændig offentlig institution, der er forpligtet over for hele befolkningen til at sprede radio- og fjernsynsprogrammer omfattende nyhedsformidling, oplysning, underholdning og kunst. Spredningen kan foregå ved hjælp af radioanlæg, herunder satellit, eller fællesantenneanlæg. Der skal ved programlægningen lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Der skal i programudbudet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om Danmarks Radios public service-forpligtelser.«

I den ny lov bliver public service defineret som et selvstændigt begreb bestemt af sit indhold og ikke længere via institutionen DR. Kapitel 3 har ændret overskrift fra 'Danmarks Radio' til 'Public Service virksomhed mv', og nu lyder ordene i paragraf 6a:

• »Den samlede public service virksomhed skal, via fjernsyn, radio og Internet eller lign., sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed.
  Udsendelsesvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur.
  Udsendelsesvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.«

Ny betalingsformer

Nøje koblet til public service-begrebet er naturligvis betalingen - licensen. Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen har selv ved årsskiftet peget på nye mulige indtægtskilder (skattefinansiering, digitale koncessionsafgifter) til afløsning af den alderstegne licens, der for tiden indbringer tre milliarder kroner. Det skete fx i en artikel i Aktuelt 4. januar.

Der er næppe mange, som ikke finder licensen moden til pensionering; der er bare ikke lige så mange, som har peget på relevante alternativer. Der er endnu færre, der ligefrem foreslår opkrævningen - hvad enten man kalder det licens, medieskat eller noget tredje - afskaffet for at lade markedet selv udfylde skærmen. Og derved risikere at ofre public service-indholdet.

Men man kunne måske godt begynde at overveje, om andre end de nuværende stationer vil kunne opfylde public service-kravet og få adgang til det økonomiske varmeskab.

Avis-ansøgere?

Med dette års begyndende afløsning af de analoge sendenet til fordel for de digitale ditto bliver der med et snuptag rum til løseligt anslået 18-20 fjernsynsstationer, og så vil velsagtens andre end DR og TV2 melde sig på banen. Hvorfor skulle andre ansøgere ikke også kunne tilgodese et public service-publikum?

Det er det ny radio- og tv-nævn (formand Mogens Koktvedgaard), der får til opgave at afgøre, hvem der skal have plads i den digitale strøm. Prisen i form af koncessionsafgifter er på nuværende tidspunkt ukendt.

Nærliggende er det at forestille sig, at danske dagblade bliver blandt ansøgerne. I takt med dagbladenes erkendelse af, at fremtiden tilhører medier fremfor artsspecifikke papirbasede aviser kunne en begyndende mediekonvergens - sammensmeltning af medietyper - jo passende indledes i det digitale sendenet. Helt oplagt via alliancer med mere erfarne, bredspektrede foretagender på feltet.

Og kommer det til en prøve i nyhedsformidlingens public service, har dagblade en fabelagtig styrke i deres solide base af nyhedsstof. Ingen kan konkurrere med dagblade, når det gælder nyheder. Det er dem, der starter fødekæden af nyhedsstof.

Så sent som i bogen »Først med det sidste - en nyhedsuge i Danmark«, der udkom lige før årsskiftet, påpeger bogens redaktør Anker Brink Lund om de journalistiske fødekæder, at det er dagbladene, som producererer hovedparten (88 pct) af en uges nyheder, mens radio og fjernsyn kun tegner sig for knap 8 pct. De trykte medier er storleverandører til de elektroniske.

Velsagtens lidt naivt og uden økonomisk skelen kan man så utålmodigt vente på, at de trykte medier snart tager konkurrencen op med de elektroniske snyltere ved selv at lave en stærk public service nyhedstjeneste, der også formidler dagbladenes egne nyheder i udsendelser med lyd, billede, tekst etc på en skærm. De første erfaringer har nogle jo høstet med deres online-aviser på nettet. Der kunne måske endda være penge i inititiativet via medieloven. Men det kommer måske med det digitale sendenet?

En vis tøven kan være forståelig på baggrund af det øjeblikkelige seertal med digitalt isenkram, skønsmæssigt 50.000. Men det tal kan hurtigt eksplodere, når alle danskere til sommer næste år bliver i stand til at modtage digitalt fjernsyn. På det tidspunkt mener DR at have udbygget det jordbaserede net til digitalt tv. Det oplyste underdirektør i DR Teknologi Paul Samsøe i tidsskriftet Ingeniøren 1. december 2000.

Og det er uden tvivl netop i de allernærmeste år, erfaringerne skal høstes, og positionerne skal erobres, hvis man vil være med, når de analoge signaler definitivt afløses af de digitale.

Bredbånds-TV

Men det kan også tænkes, at dagbladsmediernes planer går i andre retninger.

For nogenlunde samtidig med at Gerner Nielsen var optaget af medielov og digitalt fjernsyn, meldte hendes kollega, forskningsminister Birte Weiss i regeringens netværksredegørelse 2000 ud om 'højhastighed til alle' - og dermed mulighed for net-fjernsyn af en ordentlig teknisk kvalitet foruden langt mere raffinerede interaktiviteter. Men også et bredbåndsnet, der repræsenterer en vildt meget dyrere løsning end digitaliseringen. Det indebærer minimum en ISDN-opkobling og endnu bedre bredbånds-forbindelsen ADSL (over telefonlinier).

Og hvad skal vi så med fjernsynsapparatet?

Og licensen?

Og public service....Og dog. Tøv en kende. Uanset om en fjernsynsudsendelse ses på en fjernsyns- eller computerskærm eller for den sags skyld på køleskabsdøren, vil dens indhold af vores allesammens fællesgods i form af public servicen vel altid være værd at give en rundelig skærv til?

Hvem der skal med i puljen, hvordan den skal finansieres, og hvordan opkrævningen skal foregå hos brugerne - ja de spørgsmål vil politikerne sikkert helst være fri for at besvare før 2004. Imens har de to kultur-og forskningsministre nedsat et udvalg, det såkaldt tværministerielle konvergensudvalg, der skal give et bud med et 10-15-årigt perspektiv på udviklingen og dens mulige lovgivningsmæssige konsekvenser.

De vover pelsen

Flere teknologiske spydspidser herhjemme har modet og eksperimenterer på livet løs på nettet. Hverken seertallene eller annoncørkronerne tegner imponerende kurver. Næppe nogen tjener store penge - om nogen overhovedet. De betaler dyrt men høster også de erfaringer, der kan blive guld værd i fremtiden.

Det er ikke alene garage-nørder og fattige småfirmaer, der vover pelsen. Skandinavisk Film Kompagni, der ellers er kendt for sine produktioner til fjernsynsapparatet, satser nu på net-tv med den nylige oprettelse af selskabet e-Division. I dagbladet Børsen 13. december 2000 sagde direktør Erik Stephensen, at net-tv vil udgøre hele SFK's vækst i de kommende år.

Eksisterende eksempler på net-tv herhjemme er målgruppemæssigt snævre foretagender som Scoopstation, TVropa og Main TV.

I Norge og Sverige har dristige folk ligeledes søsat intiativer, og med det selvfølgelige indskud, at nettet og dermed net-tv er globalt, så kan man altså i dag se net-tv fra hele verden.

Og såmænd også fra Folketinget, hvor kameraer transmitterer direkte fra folketingssalen med stor energi til ens computerskærm...

Læs mere:
Lars Dahlager havde i dagbladet Politiken 27. december 2000 en glimrende oversigtsartikel om nye danske stationers erfaringer med web-tv.

En efterhånden halvgammel artikel i dagbladet Information 29. august 2000 af Christian Monggaard Christensen beskæftiger sig grundigt med vilkårene for både de danske og de mange udenlandske kortfilm på nettet.