|
Journalistikken skal forberede sig på en ikke fjern hverdag,
da avisen forlængst er død, mens fjernsynet hører
hjemme på museum
Af Preben Mejer, preben@mejer.com
Preben Mejer er Danmarks enmands tænketank på internet-området.
Til daglig er han udviklingsdirektør i TDC (Teledanmark)
med ansvar for koncernens net-strategi og er også i bestyrelsen
for en stribe kreative virksomheder.
»Bedstefar, hvad er det for en sjov firkantet kasse med
lys i?« vil barnebarnet spørge og peger på
et tv fra fortiden, udstillet på museet. Sætningen
falder senest i det årti, der begynder med 2010.
Efter i 10 år at have diskuteret, om tv vinder over pc'en
eller omvendt, er vi nu gået over til at tale om konvergens.
Konvergens mellem forskellige typer af terminaler, og forskellige
former for medier, off line og on line, tv+radio, og hva-ve-jeg.
Måske overser vi nogle overordnede tendenser og elementer
i den teknologiske udvikling, der kommer til at ændre en
del ved vores måde at bruge internet på, vores medieforbrug,
og vores adfærd i det hele taget.
Det, der er ved at ske, er, at internet bliver 'pervasive',
et godt vestjysk udtryk som betyder, at det er allestedsnærværende,
er i alt, og dermed er noget, vi tager for givet, og noget, vi
ikke lægger mærke til. Mere om det senere.
Pc og web har toppet
De sidste 15 år har givet os pc'en, et nyttigt værktøj,
men lidt af en Swiss Army Knife der gør en hel masse ting
nogenlunde men ikke noget rigtig godt.
Udviklingen har også givet os Internet, men vi tænker
ofte på Internet som lig med WEB, og i virkeligheden skal
vi gøre os klart, at World Wide Web 'bare' var den første
killer-applikation på Internet, mange flere vil følge.
Pc'en var på samme måde bare det første stykke
informationsteknologi, mange flere typer vil følge.
Både pc'en og web'en har muligvis oplevet deres storhedstid,
begge vil være der i fremtiden, men deres altoverskyggende
dominans er fra nu af på retur.
På vej hvorhen?
Lad os se på hvor vi er på vej hen rent teknologisk.
Billedet i 2005 er, at 50 pct af befolkningen er på bredbånd.
100 pct vil bruge internet, de sidste 20 pct uden reelt at være
opmærksom på, at det er internet, de benytter sig
af. De vil blot opleve et stærkt forbedret tekst-tv eller
stille en talt forespørgsel og få et talt svar uden
at opdage, det er internet, der ligger nedenunder.
Et gennemsnitshjem i den bedre ende vil i 2005 have fem primære
apparater og 20 sekundære apparater tilsluttet Intenet.
De primære vil være
- mobiltelefonen
- set-top-boxen til tv
- pc'en
- en Playstation
- plus bilen som det seneste hit på internet terminal-listen
Under disse fem primære apparater vil være en underskov
af sekundære. Vi arbejder med op til 20 forskellige apparater,
der umærkeligt vil understøtte os, bruge internet
til at udveksle informationer, blive tændt og slukket automatisk
og så videre.
Hvad så med brugerne?
For et par år siden blev vi opmærksomme på
en udvikling i USA, der fuldstændig tog det amerikanske
erhvervsliv med bukserne nede.
En ny generation var vokset op -- den største siden
Baby Boomer generationen -- og blev for dét en betydende
faktor tidligere, end computermodellerne havde beregnet. Årsagen
hertil er, at de unge i dag har en meget stærkere indflydelse
på hele familien og dens købsvaner end nogen tidligere
generation.
Men hvad værre var, de unge var præget af en forskellighed
i adfærd og interesser, der var uforudset. Børn er
i dag børn kortere tid og bliver tidligt til små
voksne.
Kombinationen af forskellighed, magt og indflydelse har sendt
de gamle etablerede i USA til tælling. Levi's har været
i stabil tlbagegang i flere år efterhånden, de unge
foretrækker andre mærker og er langt mere orienteret
i retning af nicher og det kult-agtige.
Hele denne adfærd med fragmentering og subkulturer fører
til kæmpeudfordringer for de store etablerede Brands.
Coca Cola har netop ændret strategi og vil køre
langt mere diversificeret end før, også med lokal
fokus, slut med kommercielle Mega-tons reklamebrag på verdensplan.
Tilbage til (græs)rødderne.
Et markant skift fra en global, ensartet adfærd med dejlige
simple rubriceringer i få målgruppe-kategorier til
noget langt mere fragmenteret.
Årsagen hertil er Internet. Internet udviklingen driver
diversitet.
Den del af befolkningen, der i dag er fra 25 år og opefter,
har haft tv som primær informationskilde. Tv ensretter i
tænkning og adfærd, vi ser alle sammen de samme kanaler.
Internet derimod gør jo som bekendt det stik modsatte,
man ser det, man har lyst til at se, når man ønsker
at se det.
Massemediets død.
Den teknologiske udvikling
Hvis vi går tilbage og kigger på den teknologiske
udvikling, er hoved-tendensen for så vidt den samme: fragmentering.
Slut med tv og pc, ind med 25 nye dimser, der hver især
tjener et primært formål, ofte understøttet
af nogle sekundære i samme boldgade rent funktionalitetsmæssigt.
Vi vil se pc'ens betydning være vigende, og vi vil se
de føromtalte fem primære terminal-typer gradvist
finde en plads ved siden af hinanden i vores hverdag.
Om fem år vil jeg formentlig bruge dobbelt så meget
tid på internet, koblet til forskellige aktiviteter, og
pc'ens andel af det samlede billlede vil måske være
godt halvdelen -- eller sagt på en anden måde, væksten
ligger på de andre terminaltyper.
Pc'en vil stadig være der, den vil fortsætte med
at falde i pris, og den er en af kandidaterne til at blive det
næste stue-alter -- The Residential Gateway.
The Residential gateway vil forbinde mig med omverdenen, gemme
vigtige, private og/eller hyppigt brugte data. Den vil beskytte
mig og mit hjem mod virus og indtrængen, og meget mere.
I øjeblikket drømmer pc-industrien om at få
lov til at tegne denne udvikling. Det samme gør de, de
leverer set-top-boxe til TV, og det samme gør de, der leverer
kommunikationsprodukter, de kan jo nu se et nyt kæmpe-marked
åbne sig.
Hvem der vinder er svært at spå om, pc-producenterne
har en god chance.
Men i sidste ende er det distributionskanalerne, der har det
store afgørende ord at skulle have sagt, thi alle disse
boxe vil tjene et højere formål, og det er dette
formål, der et langt stykke hen ad vejen er med til at kåre
vinderen.
Et højere formål kan være salg af TV programmer,
eller spil, eller overvågning, eller anden form for adgang
til services.
Boxen bliver bare instrumentet -- eller den trojanske hest.
Den trådløse verden
Foruden pc'en, tv'et og The residential gateway har vi hele
den trådløse og mobile verden. Også her vil
vi se flere typer af trådløse net og -standarder.
Mange af dem vil leve sideløbende og fungere fint sammen,
da de tjener forskellige formål.
Bluetooth. Det er en standard for kommunikation i op
til 10 meters afstand. Det specielle ved Bluetooth er, at der
er 1700 virksomheder, der vil putte teknologien i produkterne.
Det vil betyde, at stort set hvad som helst kan tale sammen, og
samtidig, at prisen for at kommunikations-'enable' et produkt
bliver så lav som fem us dollars om 12-18 måneder.
WiFi. I rækkevidde og hastighed er næste
skridt op fra Bluetooth en standard, der for alvor har markeret
sig de sidste seks-otte måneder: 802.11, eller WiFi. Trådløse
lokalnet. I virksomheder, på Starbucks cafeer, i lufthavne
og derhjemme. Broderparten af de bærbare computere, der
lanceres her i efteråret, er udstyret med WiFi, enten som
standard eller som option. Pludselig kan man få højhastighedsforbindelse
i, hvad der om få år er tusindvis af 'hotspots'. En
spændende udvikling.
GPRS og 3G. Oven på disse net kommer så
de kendte mobilnet, hvor vi med GPRS er på vej med en ganske
fornuftig mulighed, hvis man ønsker at bruge internet mobilt.
GPRS og 3G vil føre til stærkt forbedret funktionalitet
og hastighed mobilt og til gennembruddet for mobilt internet.
Vi vil altså kunne kommunikere overalt. Med alt. Trådløst.
Programmer og anvendelse
Den teknologiske udvikling går heller ikke web og anden
form for anvendelse forbi. Jeg har allerede skrevet, at web, som
vi kender det, måske har toppet.
Vi er på vej til nye former for anvendelse, hvor f.eks
informationen distribueres sammen med programstumper, der så
eksekverer på det apparat, jeg bruger. Noget der vil være
med til at give mig en langt bedre oplevelse, end de traditionelle
statiske web-sider kan give mig.
Alt det her betyder også, at jeg kan få oplysningerne
/ informationen / underholdningen på flere måder.
Jeg kan vælge at få den læst op i stedet for
at se den på en skærm. Jeg kan også få
den ud, så den passer til den skærm, jeg sidder med
lige nu, fra en stor pc-skærm til en lille mobilskærm.
Scalable Content
De nye muligheder fører naturligt til en øget
anvendelse af software-agenter, agenter der hjælper mig
på nettet, finder, kvalificerer og filtrerer information
for mig.
Denne fragmentering og massemediets død, som jeg tidligere
har skrevet om, vil så også betyde, at få store
spillere bliver tilbage i portal-verdenen. Her er branding og
troværdighed afgørende. Der vil være mange
sub-sites og små portaler, og så vil der være
en kamp om, hvem der skal 'brande' agenterne i denne fremtid --
der er lige rundt om hjørnet.
Pervasive Internet
Vi er på vej igennem en fase, hvor vi kan være
på hele tiden -- allways on.
Efter den vil vores adfærd og brug af informationsteknologi
skifte til at være 'on demand', dvs jeg bestemmer, hvad
det er, jeg vil, og hvornår jeg vil det. Med de kolossale
mængder af information, der tilflyder os alle sammen, vil
informationen også være stadig mere fordøjet,
inden den når frem til mig -- det er her, software-agenterne
kommer ind i billedet.
Konsekvenser af hele denne udvikling vil være mange.
Vi taler ikke om konvergens men fragmentering. Fragmentering
hvor det eneste gennemgående og altdominerende er, at Internet
er bæreren af informationen.
Det er sandsynligvis ikke web, og det er helt sikkert ikke
begreberne tv, pc og radio, vi kender om 15 år. Vores brug
vil være understøttet af agenter, hvem der brander
og leverer agenterne vil tiden vise. Jeg vil blive positivt overrasket,
hvis der iblandt er det, vi i dag kender som aviser.
|