e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Nemt at lave gratis netværk

Flere egnede samarbejdssteder på nettet

Af Jens Bøgh, jens@IntraTeam.dk, der er medlem af eJours redaktionsgruppe


Netbaserede samarbejdsformer vinder frem -- ikke bare inden for virksomhedernes mure, men også mellem enkeltpersoner fx i forbindelse med projektarbejder eller andre typer netværk. Skal det gøres i udpræget og meget professionel grad, kræver det stadig et lukket netværk, men der bliver stadig bedre muligheder for at komme til nogle af disse netbaserede samarbejdsformer ud fra internettets oprindelige tanke: Stillet frit til rådighed!

I medieverdenen forekommer netværks-ideen indlysende. Oplagte journalist-grupper er fx medlemmer af fagredaktioner på en arbejdsplads, kolleger på regionalradioer eller freelancere, der arbejder sammen om et projekt. Også som samarbejdsplatform mellem flere lokalredaktioner eller mellem lokalredaktion og hovedredaktion kan ideen være nyttig.

De forskellige tjenester til samarbejdssteder giver mulighed for -- inden for en snæver kreds -- at dele viden, at dele kalendere i forbindelse med projektarbejde, at lave arrangementer med betaling i en snæver kreds etc. Det kan ud over det arbejdsmæssige også være i din forening eller inden for din familie.

To danske tjenester

www.groupcare.dk og www.iGroups.dk giver stort set de samme muligheder, og de adskiller sig nærmere på grafik og brugerflade end på de grundlæggende produkt-egenskaber.

De har begge mulighed for at oprette simple brugerprofiler, etablere åbne og lukkede grupper og invitere eksterne til at deltage i grupper.

Desuden kan brugerne dele filer, afvikle chat og mødes i diskussionsfora. Der er naturligvis kalenderfunktion og adressebog; en facilitet de fleste i forvejen har etableret i deres kontor-program.

Begge websteder har god performance og kan ikke klandres for utidige udfald eller lange svartider.

Groupcare er den, der i sin udformning virker mest personlig, mens iGroups i højere grad giver indtryk af at være en indgang for mange grupper.

Groupcare kan endvidere håndtere simple betalinger med Dankort, og som en ekstra feature kan der plukkes komponenter, som kan benyttes på ens egen hjemmeside, fx arrangementslister, gruppetilmelding og medlemslister.

Igroups tilbyder også fotoalbum og SMS besked service.