|
|
Verdens første online-ombudsmand
|
MSNBC kritiseres af sin egen ombudsmand, den første
for nyhedsmedier på nettet
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Ideen om en særlig talsmand for nyhedsmediernes brugere
-- en Læsernes Ombudsmand -- har aldrig rigtig slået
an i danske medier. I udlandet findes institutionen derimod på
masser af medier, og nu er den første også blevet
oprettet for et online-nyhedsmedie.
I Danmark havde dagbladet Aktuelt en ombudsmand i en kortere
periode op til lukningen. Senest er Politiken kommet med i år
og har udpeget journalist Søren A. Nielsen til det, Politiken
kalder Læsernes
Redaktør. Men Søren A. Nielsen beskæftiger
sig kun med indholdet i den trykte avis.
Uafhængig kritiker
Posten som verdens første ombudsmand for et online-medie
er oprettet på det amerikanske nyhedsted MSNBC.com,
et joint venture mellem NBC og Microsoft. Se MSNBC
Ombudsman. Til jobbet er udpeget Dan Fischer, en nu selvstændig
journalist med henved 30 år på Los Angeles Times og
senest fem år hos Microsoft (MSN MoneyCentral) bag sig.
Han er også den første online-ombudsmand, der tilslutter
sig medie-ombudsmændenes globale ONO,
the organization of News Ombudsmen.
Dan Fischers opgave er at fungere både som læsernes
repræsentant over for nyhedsstedet og som kritiker over
for redaktionen med jævnlige klummer; altsammen med det
formål at forbedre den journalistiske kvalitet.
Fischers uafhængighed af MSNBC er understreget gentagne
gange, og selv skriver han da også i sin første klumme
2. maj, at »hvad jeg skriver i denne klumme, kan ikke ændres
uden min tilladelse.« Her inviterer Fischer brugerne til
at sende ham emails og bebuder jævnlige chats på nettet.
Han skriver to-tre online-klummer om måneden.
Allerede i sin første klumme kritiserede Fischer MSNBC
for dets håndtering af nogle opinions-indlæg omkring
præsident Bush's første 100 dage. Siden har han beskæftiget
sig med bl.a. online-mediets praksis for fejlretning. Bush-døtrenes
ulovlige drinks på en restaurant -- de er under den tilladte
mindstealder i Texas -- blev dækket tæt af medierne,
ja selv i Danmark, og Fischer forsvarer mediedækningen med,
at »First Children are not like other kids.«
Senest har ombudsmanden 13. juni rådet MSNBC til at give
klarere signaler til brugerne om, hvornår der er tale om
'news' og hvornår 'opinion'.
NB
Man kan læse mere om ombudsmands-ideen i medieverdenen i
min bog »etik
i journalistik«, der i sin helhed ligger på nettet.
Afsnittet om ombudsmænd findes her,
side 20-22.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|