|
|
Journalister vil ikke kontrolleres
|
Er det derfor, vi så sjældent linker til vores
egen research, så brugerne kunne kontrollere, om journalisten
har arbejdet fair med stoffet? - Andre begrundelser kan være
misforstået markedsføring
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Internettet har mindst ét fortrin frem for alle andre
former for kommunikation: det egner sig fantastisk godt til viden-udveksling.
Med den nonlineære hypertekst kan man med et enkelt klik
komme videre til mere information. Dette er for mig de stærkeste
sider af nettet som et fascinerende transmissions-medie.
Viden-udveksling
Naturligvis ser jeg på nettet først og fremmest
med en journalists øjne.
Journalister lever af informationer. Vi afsender og modtager informationer.
Vi producerer informationer. Vi skaber unikke informationer. Vi
fortæller om, hvad der sker, vi får sommetider noget
til at ske. Vi lever af at 'udkomme'. Parallellen til gamle dages
typografstrejke vil for netjournalister være en global strømafbrydelse,
der kunne forårsage nervesammenbrud i journalistbranchen.
Lad os lige rulle tilbage og gentage:
Journalister modtager og afsender information.
Vi modtager i mange tilfælde uforarbejdet information.
Vi arbejder videre med den, før vi så afsender den
i bearbejdet form.
I respekt for nettets natur skal vi viden-udveksle.
Hvorfor gør vi det så ikke?
Et fornærmende spørgsmål mod journaliststanden,
for naturligvis viden-udveksler vi.
Så lad mig spørge mere præcist: Hvorfor
afsender vi kun vores egen forarbejdede version af virkeligheden
og undlader alle mellemregningerne?
Hvorfor forholder vi brugerne den underliggende information?
Hvorfor nøjes vi med at sende den forarbejdede journalistiske
version videre til vores brugere? Hvorfor viden-udveksler vi ikke,
så brugerne får mulighed for at se den research, der
ligger til grund for det journalistiske produkt?
Vi henter jo ikke stoffet ud af den blå luft. Vi henter
den et eller rettere mange steder fra og bearbejder den. Men den
proces fortæller vi sjældent om til vores brugere.
Formyndere
Min påstand er, at vi ligger under for en formynderisk,
gammeldags journalistholdning, der stammer tilbage fra de gamle
papirmediers tid. Da havde vi en begrænset plads at arbejde
på. Vi havde simpelthen ikke plads til også at vedlægge
researchen. Men ville vi have gjort det, hvis der var plads?
Jo, Børsens Nyhedsmagasin havde en snert af det for
mange år siden, da det en overgang bagest i bladet oplistede
artiklernes underliggende kilder og supplerende researchmateriale.
Det var et spændende eksperiment, og det signalerede stor
respekt for bladets læsere og deres videbegærlighed.
Normalt nøjes vi med formynderisk at give modtagerne
vores version, og den journalistholdning er taget med over i netverdenen.
Vi er stadig formyndere og giver kun brugerne vores journalistiske
version af virkeligheden uden adgang til den underliggende research.
Men på nettet er der jo ikke noget, der heddder pladsmangel.
Her er rum til nærmest uendelige research-mængder.
Og dermed til reel viden-udveksling.
Derfor kan den moderne netjournalist ikke blot tilbyde brugerne
sin egen version af en historie, hvor man får overblik,
men kan også tilbyde sine originalkilder -- den underliggende
research. Den holdning signalerer tillid til egen research og
styrker troværdigheden hos brugerne. En journalist af den
type betragter sine brugere som voksne, kompetente læsere,
der sætter pris på valgmuligheder. Som man så
kan vælge fra eller til -- overblik og/eller dybde, alt
efter hvad man har tid til den enkelte dag. Men man får
valget.
Dén form for journalistik dominerer ikke på nettet.
For nu at sige det blidt. 'Formynder-journalisterne' præger
ikke bare de klassiske papirmediers online-udgaver men også
nye nyhedstjenester født til nettet.
Min påstand bygger på lang tids brug af nettet,
fortrinsvis dets professionelle nyhedsmedier. Og påstanden
er cementeret, efter at vi har startet eJour med dens månedlige
Kort Nyt, hvor det er intentionen
at give brugerne ultrakorte informationer kombineret med links
til supplerende materiale. Her kan det af og til til tage timer
at finde originalkilder, fordi fx en nyhedstjeneste har givet
et tip om en nyhed men har undladt at linke til kilden. Så
må jeg selv ud at lede.
Jeg vil gerne illustrere påstanden med et enkelt eksempel.
Kun én ud af syv
Da forlydenderne om fusions-samtaler mellem TDC (Tele Danmark)
og norske Telenor dukkede op i medierne midt i maj, havde historien
sit udspring i Financial Times. Tirsdag den 15. maj tidligt på
aftenen fortalte to London-journalister på Financial Times
den første,
ubekræftede version af forlydender om sammenlægnings-forhandlinger
mellem TDC og Telenor, de to tidligere statsejede telekommunikations-selskaber.
Forhandlingerne blev hurtigt bekræftet
i senere versioner samme aften.
Alle og enhver kan gratis gå ind og læse de relevante
artikler hos Financial Times. Det kræver ikke abonnement,
registrering eller nogen form for penge mellem afsender og modtager.
Nyheden blev naturligvis straks opfanget på de danske
redaktioner. Sidst på aftenen hørte jeg om den første
gang i Danmark -- gennem Radioavisen der loyalt citerede Financial
Times.
Op mod midnat til den 16. maj begyndte nyheden også at
poppe op i de danske netmedier. Deres måde at håndtere
nyheden på er illustrerende for min påstand.
- Jyllands-Postens
artikel (kan kun ses af abonnenter) citerede RB-Børsen
og udbyggede med nogle uddybende links. Selv om man fortalte,
at nyheden stammede fra Financial Times, linkede man ikke til
originalkilden.
- I Politikens
version henvises også til Financial Times, men heller
ikke her får læseren tilbud om at læse originalkilden.
Havde man fået det, ville man se, at Politiken strækker
citatretten meget langt og leverer en let forkortet FT-omskrivning
oversat til dansk.
- Berlingskes
udgave henviste til Financial Times som 'rygtet's ophavsmand
og krediterede i øvrigt Ritzau/NTB. På det tidspunkt,
da Berlingske endnu betegnede FT-stoffet som 'rygter', havde
FT forlængst selv udsendt ny versioner med bekræftelse
af forlydenderne. Berlingeren lavede ikke links til nogen af
artiklerne.
- Den norske netavis digitoday's
nyhed nåede ud på nettet få minutter før
midnat, og der blev pænt henvist til Financial Times. Der
var ingen link til originalkilden.
- Næste morgen den 16. maj fulgte nogenlunde samtidig
en række danske nyhedstjenester. I MediaWatch's
version nøjes man med at gengive oplysningerne fra
Financial Times, der krediteres uden link til originalstoffet.
- På samme vis i Computerworlds
første artikel -- loyal citering af Financial Times
uden link til kilden.
- Og endelig det positive eksempel, ComOn's
artikel, der som den eneste ikke blot fortæller, at
Financial Times var først med nyheden men som også
linker direkte til FT-stoffet. ComOn gør det på
den måde, at man placerer linket under rubrikken Relaterede
links efter selve artiklen, idet man gør læserne
opmærksom på, at ved klik åbner man i et nyt
vindue. Så er det let at klikke, læse kildestoffet,
lukke stedet og vende tilbage til dér,hvor man kom fra.
Hvorfor ikke?
Jeg tror, denne lille stikprøve er meget sigende for
den beskedne udbredelse af eksterne links i selv professionelle
netmedier. Langt de færreste giver brugerne den service
at tilbyde eksterne links til originalstof.
Men hvorfor ikke? Kan de ikke finde ud af det, er det et diktat
fra markedsføringsafdelingen, eller vil journalister ikke
kontrolleres? Der kan være mange forklarings-modeller.
Kan ikke finde ud af det
Skal jeg selv prøve at vurdere de mulige begrundelser,
vil jeg med det samme afskrive den mulighed, der kunne bero på
journalistens manglende forståelse af link-teknikken. Jeg
tror ikke, at journalisterne har svært ved at linke korrekt.
Det vil i givet fald være et lille fåtal, der skal
puttes i den bås.
Naturligvis ser vi mange links, der ikke virker. Men det er
ikke altid journalisternes skyld. Noget stof kan være flyttet
og fået ny 'adresse', eller stoffet er blevet gemt bag en
abonnements- eller registreringsordning, så et link kun
sender de færreste brugere hen til det rette sted.
Har ikke tid
Jeg tror heller ikke, det er et spørgsmål om tid.
Jeg må gå ud fra, at journalisten i forvejen har besøgt
den originale kilde, så det er blot et spørgsmål
om at kopiere URL'en og indplacere den i den journalistiske tekst.
Men selvfølgelig, hvis journalisten end ikke har besøgt
originalkilden og kun citerer den fra en anden sekundær-kilde,
så kan vi for alvor tale om tidspres. Men også om
god journalistik?
Det er ulovligt
Lovligheden af linking er omdiskuteret, men loyal linking (dvs
loyalitet mod link-stedet) er aldrig dømt ulovlig. Tværtimod
er der givet frifindelse i en hollandsk dom, hvor spørgsmålet
var rejst. Se artiklen i eJour nr 2 (Forbudt
at starte på side 8).
I den sammenhæng, vi snakker her, er der jo udelukkende
tale om loyale links, dvs links der ikke anonymiserer det oprindelige
stofs producent men tværtimod sætter en professionel
ære i at fortælle sine brugere, hvem der oprindelig
står bag stoffet. Det turde være journalistisk børnelærdom.
Vil fastholde brugere
Derimod tror jeg, at mangen en journalist af al magt vil prøve
at fastholde brugerne på sit netsted og begrænse læsernes
muligheder for at hoppe et andet sted hen via et relevant link.
Det kan kun forklares med, at journalisten er bange for, at brugeren
ikke returnerer til journalisten, hvis han får chancen for
at læse videre ved hjælp af et eksternt link.
Jeg synes, det er en formynderisk holdning, som kun kan bunde
i manglende tillid til eget stof. Hvis stoffet er godt, skal brugerne
nok vende tilbage efter at have hentet den supplerende information
via det eksterne link.
Markedsførings-trick
Markedsførings-tricket er jo reelt nok.
Hvis jeg finder et tip til en god historie hos et nyhedssted,
vi kan kalde det NytNu, vil jeg omgående prøve at
finde originalkilden, dvs den underliggende rapport eller undersøgelse
etc., der kan have ligget til grund for NytNu's artikel. Og med
mindre NytNu har noget originalt stof i tilgift, vil jeg i min
bearbejdning ikke linke til NytNu men alene til selve rapporten.
Nyheder er jo ikke ophavsrets-beskyttede men alene deres journalistiske
bearbejdning. Men da NytNu kan have kommercielle -- trafiktal!
-- interesser i, at jeg linker til NytNu (sekundærkilden)
i stedet for til originalkilden, så undlader NytNu at informere
mig om, hvor jeg finder originalkilden. Og giver mig dermed noget
ekstra arbejde -- plus lidt irritation over NytNu.
For mig har det den konsekvens, at jeg bruger NytNu i mindre
udstrækning, end jeg ellers ville -- altså lavere
trafik til NytNu! I stedet vælger jeg de tjenester, der
betragter mig som et voksent, kompetent menneske, der godt kan
finde ud af at vende tilbage til NytNu, når jeg har været
om ad linket med den underliggende original-research.
Sagt med andre ord anser jeg også markedsførings-tricket
for at bunde i en misforståelse, der ignorerer nettets infrastruktur
og egnethed til viden-udveksling.
Vil ikke kontrolleres
Endelig er der den mulighed, at journalister ikke vil kigges
i kortene. Det ville være et usympatisk træk hos journalister,
men jeg tror ikke desto mindre, at det i større udstrækning,
end man måske ønsker at tro, er forklaringen. Journalister
er vokset op med en tro på, at vi formår at skildre
virkeligheden dækkende og fair. Vi kunne aldrig drømme
om at formidle tendentiøst og skæv-vinklet.
Vores kompetence til at håndtere begivenhederne i verden
professionelt og levere dem i lige netop den korrekte udgave til
vores brugere er der ingen grund til at betvivle, og derfor behøver
vores læsere overhovedet ikke at tjekke os. Der er et grundliggende
tillidsforhold mellem journalister og brugere. Vi vil ikke kontrolleres
af brugerne -- heller ikke når vi råt har skrevet
af efter en kilde!
Jeg behøver vel næppe at sige, at jeg betragter
opfattelsen som formynderisk, forældet og i modstrid med
nettets betydning som viden-udveksler. Holdningen uddør
forhåbentlig snart i journalistikken.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|