|
Mange former for betaling afprøves af nyhedsmedier både
herhjemme og i udlandet, men ingen har fundet score-modellen
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Hvordan skaffe sig indtægter på nettet? Det er
millionkroners-spørgsmålet for alle, der leverer
net-indhold. Tusinder af journalister og andre udgivere har produceret
strømme af indholds-tjenester i håb om, at der undervejs
ville dukke en løsning op. Det gjorde der ikke. Og score-modellen
er ikke dukket op endnu.
Alle indholds-producenter kæmper mod gratis-kulturen
på nettet. Netbrugerne mener sig berettiget til at forvente,
at når man først har betalt for netopkoblingen, har
man også ret til gratis indhold.
Og nu melder lommesmerterne sig for producenterne.
Annoncer betaler
Den klassiske betalings-model er via annoncemarkedet.
Den model er afprøvet i næsten alle variationer.
I takt med markedets voksende økonomiske problemer er annoncerne
blevet stadig mere aggressive. De bliver større og større,
deres flash er påtrængende, de bliver separeret i
pop-up vinduer, som uventet smækkes i hovedet af en, når
man åbner en side. Ingen modeller har givet bonus. Folk
irriteres af dem og klikker ikke på dem.
Jeg tror ikke, at vi principielt har noget imod annoncer --
vi har affundet os med dem som forudsætning for de klassiske
trykte og elektroniske medier. Men situationen er lidt anderledes
på nettet.
Annoncer som standardvare uden at være målrettet
til individuelle netbrugere har ikke mange chancer på nettet.
For annoncer påvirker læserytmen på nettet,
og så vil vi også selv bestemme, hvilke typer annoncer
vi skal forsinkes af. Her er skræddersyede tilbud anderledes
attraktive. Og før annonceverdenen indser det, bliver reklamerne
næppe accepteret på nettet.
Det er derfor logisk, at nogle medier på nettet eksperimenterer
med en model, hvor folk kan betale for at blive fri for annoncerne,
mens andre fortsætter med at bruge det annoncebærende
netmedie gratis. Modellen skaber med garanti surhed hos mediets
annoncører, som dermed bliver afskåret fra at møde
netop de kunder, som er villige til at bruge penge på nettet.
Eksempel på den model er et af USAs bedst besøgte
netmagasiner, godt fireårige Salon,
der har 2,7 mio månedlige brugere. Også her har man
været gennem flere fyringsrunder og løn-nedskæringer
for de tilbageblevne, før man nu sidst i april lancerede
en betalings-model kaldet Salon
Premium. Den hidtidige udgave spækket med annoncer er
fortsat gratis, men for 30 dollars om året kan man betale
sig til en annonce-fri version, som også efterhånden
vil tilbyde en del ekstra stof, som ikke findes i gratis-udgaven.
Noget af det første tillægsstof bliver af erotisk
karakter i afdelingen Salon Sex.
Salon's redaktør David
Talbot lød lidt trist, da han fremlagde de økonomiske
begrundelser for omlægningen.
Betaling for dansk indhold
Hvis man ikke kan få det til at løbe rundt alene
med reklamernes hjælp, må man jo til at kræve
betaling for indhold.
Og det er de muligheder, som netop nu afprøves i mange
lande.
Aflysningen af nettets gratisfest blev startet hos de store
søgetjenester, hvor Yahoo lagde for. Herhjemme er Jubii
i år kommet med på vognen og forlanger nu 1.495-4.995
kr for en erhvervsvirksomheds optagelse i katalogerne. Marketingchef
Martin Thorborg bebudede allerede i december
i Computerworld, at også tjenestens brugere kan komme
til at betale om et til to år.
Nyhedsmedierne herhjemme har allerede afprøvet varierende
modeller. De fleste er stadig gratis, men derudover opererer en
del med betalings-lag af vekslende tykkelse. Eksempler på
forskellige modeller:
- Lægger et uddrag af sit papiravis-indhold på
nettet og lader alle få gratis adgang. Eksempel er JydskeVestkysten
- Udvider net-indholdet og forbeholder til gengæld udvidelsen
for sine abonnenter, enten papiravis-abonnenter med netadgang
eller rene net-abonnenter. Eksempler er Nordjyske
Stiftstidende og Fyens Stiftstidende
(læs mere om Fyens Stiftstidende i eJours artikel Vælger
netavis frem for papir)
- Ekspanderer med stadigt dybere net-indhold, fx arkivadgang
år tilbage, mod ekstrabetaling selv for papiravis-abonnenter.
Eksempel er Jyllands-Posten
- Og endelig den mest specialiserede tjeneste hos Børsen,
hvor net-brugerne kan tilkøbe sig specialtjenester via
Børsen Online, fx det såkaldte investorværktøj
BørsenTrader.
Modellerne i Danmarks afviger såmænd ikke meget
fra andre landes. Den mest unikke i sin specialisering er Børsen-modellen.
USA-modeller
Der er gjort mange betalings-forsøg i årenes løb
især i USA, mange blev forkastet, og mange afprøves
igen. Det Microsoft-understøttede online magasin Slate
begyndte som gratis-magasin, prøvede abonnements-modellen
i et års tid (årsabonnementet kostede en snes dollars)
og blev gratis igen i 1999. Med omgående lodret stigning
i både brugernes og annoncørernes antal.
I år forsøger en del amerikanske medier sig igen
med at opkræve betaling hos folk, der vil have mere end
et ultrakort sammendrag af nyhederne på nettet. Den mangeårige
skribent om online-medier Steve Outing har set på genoplivelsen
af forsøget. I sit nyhedsbrev E-media
tidbits 2. april kalder han det en model for papiraviser,
der regner med at forblive papiraviser og ikke har næsen
fremme i den digitale vindretning.
En af de få aviser, som ellers hidtil er blevet udpeget
til at have succes med betaling for net-stof, Wall
Street Journal med henved en halv million abonnenter på
nettet, kom også ud i økonomiske problemer fornylig.
Dens model er en beskeden gratis-overflade med meget dybt, grundigt
og løbende opdateret stof for abonnenterne. Prisen er 59
dollars for online-versionen og 29 dollars, hvis man i forvejen
er papiravis-abonnent.
Selv 232-årige Britannica,
der tog springet fra papir til net i 1999, er ved at forlade sin
gratis-politik. Tidligere i år blev medarbejderstaben skåret
betragteligt ned, og nu satses der på abonnementer. Men
her forsøger man at skrue specialtjenester sammen. En af
de første, BritannicaSchool.com for undervisningsinstitutioner,
åbner til juni.
Endelig opererer en del medier med en model, hvorefter man
gratis kan se et kort sammendrag af en artikel og mod betaling
køber sig adgang til den konkret ønskede artikel.
New York Times er et kendt eksempel
på den model. Artikler 14 dage tilbage er gratis, og derefter
skal man betale 2,50 dollars pr fuldtekst-artikel. Betalingen
foregår med Qpass-teknikken, dvs at alle en brugers klik
samles op i Qpass og trækkes én gang månedligt
på brugerens kreditkort.
Beskeden indtjening
De amerikanske modeller er lige så stereotype som de
danske. Man tilbyder nyhedsstof med arkiv i vekslende dybde og
tidsperspektiv på nettet mod betaling. Og det er så
det.
At tingene forholder sig således tværs over USA,
er netop blevet kortlagt i en undersøgelse af i alt 70
aviser, dækkende et varieret udsnit af de amerikanske dagblade.
Undersøgelsen »Online Content Sales by U.S. Newspapers«
af analysefirmaet Advanced Interactive Media Group (AIM), blev
offentliggjort sidst i april og kan -- gratis -- downloades her.
Undersøgelsen fortæller:
- Over 80 pct af undersøgelsens aviser sælger
i dag indhold på nettet, og det drejer sig udelukkende
om arkiv-stof
- Af disse aviser forlangte 95 pct højst 2 dollars pr
artikel
- Indtjeningen var højst 500 dollars om måneden
hos 57 pct af disse aviser, og kun 4 pct nåede over 5.000
dollars.
- Kun 4 pct af aviserne tilbyder ekstra ydelser som fx lyd
og billeder
- Over en tredjedel af aviserne undersøger pt mulighederne
for at tilbyde ekstra indhold som fx billeder og mere 'in-depth'
nyhedsstof på nettet.
Fem aviser i undersøgelsen fortæller også,
at de har planer om at tilbyde digitaliserede avissider i deres
oprindelige print-format og rækkende flere årtier
tilbage.
Betalingsformen er næsten overalt kreditkort. Hos to
pct bruges mikro-betalingssystemet Qpass (fx New York Times).
Rapporten anslår optimistiske toner med hensyn til ny og
nemme betalingsformer, men dens sponsor (hvad aviserne ikke var
orienteret om på forhånd) var også firmaet Clickshare,
der tilbyder teknologi til småpenge-betalinger i netværk.
Bruger-nej til betaling
Dernæst det uhøflige spørgsmål: Er
brugerne overhovedet villige til at betale?
I USA har der gennem årene været talrige undersøgelser,
og hver gang er svaret nej. Det fremgår af en god oversigts-artikel
hos CNet
29. marts om en stribe undersøgelser og forbruger-synspunkter.
Både undersøgelser fra Consumers Electronics Association
og fra analysefirmsaet Jupiter Media Metrix dokumenterer, at et
overvældende flertal af brugerne er imod betaling for informationer
på nettet. Ikke desto mindre planlægger 78 procent
af de udspurgte medie-udgivere ifølge Jupiter at sælge
indhold som abonnement i 2003.
Herhjemme fik vi i den forløbne måned samme svar.
29. april blev offentliggjort en undersøgelse
af Gallup iPanel for Berlingske Tidende omfattende et repræsentativt
udsnit af de 53 pct af danskerne med netadgang hjemmefra.
Selv om 74 pct af netbrugerne får nyheder på nettet,
og 16 pct modtager et eller flere nyhedsbreve som email, siger
ikke færre end 86 pct nej til at betale -- selv et mindre
beløb -- for at få elektroniske nyhedsbreve som emails.
De få, der vil betale, lægger vægt på
muligheden for at få stof, der særligt interesserer
dem.
Man skal hæfte sig ved, at Gallup-undersøgelsen
specifikt gik på nyheder sendt som emails og ikke spurgte
om netstedernes nyhedsartikler. Det forekommer umiddelbart overraskende,
at netop email-muligheden vurderes så negativt, da det jo
er den form, der nemmest kan tilpasses brugerens behov. Men erfaringen
herhjemme er måske endnu for spinkel, for vi har ikke i
dag mange eksempler på skræddersyede email-nyheder.
Hvis intet var gratis
Men hvis nu alt stoffet var gemt bag en solid firewall, som
kun pengepungen kunne gennembryde?
Norges TV2 Interaktiv har en utopist i ledelsen, for han tror
på en model, hvor der ikke bliver ladt den mindste sprække
tilbage til norsk gratisstof. Hvis bare alle indholds-leverandører
-- trykte, elektroniske, digitale medier -- bliver enige om at
forlange betaling, ikke!
TV2 Interaktivs chefredaktør og adm. direktør
Gunnar Stavrum har lanceret ideen og hævder over for digitoday.no
6. april at have flere af de store aktører med på
ideen.
»Alle vil tjene på dette, også brukerne som
betaler. De slipper støyen fra nettreklamen og får
gode tjenester,« mener han.
Men ideens forudsætning -- en for alle og alle for en
-- blev ret omgående skudt ned af flere norske medier.
Lad staten betale
Og nå ja, så skulle vi blandt de radikale ideer
måske også lige medtage Ole Grünbaums forslag
1. marts i Politikens kronik (ikke tilgængelig på
nettet). Hans opskrift er enkel: Lad staten betale for hele molevitten.
»Jeg forestiller mig, at der er et sted på Internettet,
hvor jeg kan gå ind og taste et eller flere søgeord,
og så får jeg adgang til de bedste leksika, avisartikler,
håndbøger, databaser og elektroniske videnskabelige
biblioteker. Hvad enten jeg er skoleelev, student, journalist,
sælger eller hvad som helst, så får jeg adgang
til den bedste viden -- på dansk. Læg så i øvrigt
dertil den danske litteratur op til for nylig. Og engelsksprogede
viden-ressourcer. Det er til at blive svimmel af -- for en gammel
intellektuel.
I milliard IT-investeringernes tidsalder spiller det en meget
ringe rolle, hvis den danske stat skal betale Gyldendal 25-50
millioner kroner om året for retten til den elektroniske
og konstant opdaterede nationalencyklopædi.
Heller ikke, hvis den danske dagspresse skal have 200-300 millioner
kroner årligt for retten til at bruge avisartiklerne.«
Hvad vil brugere betale
for?
Når alt dette er sagt om mulige eller umulige betalingsformer,
drister jeg mig til at spå om, hvad netstedernes brugere
måske vil være villige til at betale for.
- Det er ikke hyldevarer
- Det er ikke nyheder nærmest identiske med konkurrentens
- Det er ikke daggamle Ritzau-klip
Men
- Hvad med specialtilbud tilpasset brugerens personlige profil?
- Og hvad med lynhurtige opdateringer på stof af betydning
for ens job?
- Og løbende nyt om dagens hotte emne?
- Ja hvad med i det hele taget at tilbyde stof, som ingen andre
leverer?
For mit vedkommende vil jeg eksemplificere med et enkelt redskab,
der giver nyttigt overblik i min fortravlede hverdag, og som automatisk
popper op i email-postkassen hver morgen. Det er »Avisoversigten
med Links« udsendt af Netredaktionen under A-pressen.
De landsdækkende morgen-og formiddagsavisers netudgaver
er gennemgået af redaktionen, der har struktureret hver
historie efter emne og forsynet dem med links og et par liniers
indhold. Herved kan jeg hurtigt se, om det er dagens Berlingske
eller Erhvervsbladet, jeg skal se have grundigere fat i for at
få mere viden om en specifik nyhed.
Netredaktionens fremtid er endnu uafklaret, og det forlyder,
at LO's medieudvalg først vil aflevere en indstilling i
nær fremtid. Men der er nok ingen tvivl om, at redaktionen
skal til at spejde efter indtægtsmuligheder. Avisoversigten
er unik. Den sparer tid for sine brugere. Den er værd at
betale for.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|