|
|
Vælger netavis fremfor papir
|
Strøtanker om betaling af nyheder baseret på fynske
erfaringer
Af Troels Vinding, tvi@fyens.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Et forsøg på en ny vittighed:
Tre journalister er døde samtidig og står foran Skt.
Peter. Den ene arbejdede med tv, den anden kom fra et dagblad,
og den tredje var netjournalist.
Skt. Peter ser dem an, men vil ikke umiddelbart åbne
Porten. De har jo ført et syndigt liv.
Adgangen skal derfor komme an på en prøve. De
skal hver lave en nyhed til deres respektive medie. Ham med den
bedste historie kommer ind.
- Tv-journalisten går straks i gang med at lave synops,
arrangere interviews, finde gode locations osv.
- Dagbladsjournalisten finder baggrundsmateriale, opsøger
kilder, overvejer vinkler, gode indledninger osv.
- Netjournalisten rører ikke en finger, men spørger
Skt. Peter: Skaffer du bannerreklamer?
Snakker altid økonomi
Ovenstående blot for at illustrere det faktum, at netjournalister
dårligt kan mødes, uden at samtalen hurtigt kommer
ind på emnet Hvordan hulen tjener vi penge? De fleste almindelige
journalister bekymrer sig ikke voldsomt om den slags. Det har
de folk til. Netjournalister konfronteres med spørgsmålet
ustandseligt.
For nyheder på nettet er jo gratis. Børnelærdom
for enhver surfer. En stor del af de mest populære danske
sites er drevet af nyhedsstof, men vi gider ikke give penge for
at få adgang til artiklerne. Med det resultat at praktisk
taget alle nyhedssites som isolerede operationer giver bragende
underskud. De overlever alene i kraft af at være del af
en større organisation, som betaler gildet.
Kan det blive ved at gå? Ja, på mindst en af to
betingelser: At donororganisationen selv tjener tilstrækkeligt
med penge til at forsvare den underskudsgivende sideaktivitet.
Og/eller at donororganisationen tror på, at det kun er et
spørgsmål om tid, før en lønsom forretningsmodel
dukker op.
Hvis man vakler i troen på en kommende forretningsmodel,
kan netaktiviteterne betragtes som god markedsføring af
donororganisations varemærke og hovedprodukt. Dermed hænger
cirkusset alligevel sammen.
I dagbladsverdenen, som driver mange af de mest populære
nyhedssites, er det jo ikke uvant at drive blandede landhandler.
Kun få steder giver den rene avisdrift overskud.
Så hvorfor skulle et nyhedssite ikke også kunne
gå langt på økonomiske krykker, hvis det på
anden vis giver god mening?
Vælger net frem for papir
Det bedste argument er hensynet til fremtiden. Om fem-ti-femten
år ser verden anderledes ud. Den generation, som er vokset
op med nettet som en selvfølgelighed, indtager de voksnes
rækker. En nyhedsorganisationen, som ikke har en attraktiv
tilstedeværelse på nettet, vil stå svagt over
for fremtidens nyhedsforbrugere.
Paradoksalt tyder det på, at netmedier med de bedste
og mest attraktive sites er under størst pres for økonomisk
rationale. For de udgør den største reelle trussel
mod donororganisationens hovedprodukt. Primært trykte aviser
idet brugeren da oplever den største lighed mellem de to
distributionskanalers indhold.
Stadig oftere må salgsafdelingerne høre folk begrunde
opsigelsen af deres trykte abonnement med, at de klarer sig med
den gratis nettjeneste.
Avisernes faldende oplag har selvfølgelig mange forklaringer.
En af dem er indlysende nok deres indhold, som lader en del tilbage
at ønske. Lad den diskussion ligge til en anden god gang.
Faktum er, at selv om shovelware stadig er den mest populære
model for levering af indhold til netmedier, og selv om nutidens
computerskærme ikke er særlig velegnede til læsning,
så er der et relativt stort publikum til det nyhedsstof,
som i dag tilbydes på nettet.
Spørgsmålet er, om folk læser nyheder på
nettet, fordi de blot handler ind, hvor det er billigst. Og om
nogle ville betale for stoffet, hvis det var eneste mulighed.
Eller om folk vælger nyheder på nettet, netop fordi
det er gratis og ikke mere værd. Og hvis alternativet var
betalingsmedier, sagde de nej tak.
En udbredt holdning er, at nyheder på nettet er der ikke
penge i -- simpelthen. I hvert fald ikke med mindre der er tale
om meget specialiserede nyheder. Typisk inden for felter hvor
brugerne har en professionel interesse -- og dermed får
arbejdsgiveren til at betale.
Fynske erfaringer
Derfor må man i stedet udvikle andre serviceydelser,
som generer indtægter. Der findes næppe nogen enkeltstående
'dræber-løsning'. I stedet skal der skabes plusser
i regnskabet ud fra devisen om 'mange bække små'.
Ud over traditionel annoncering (bannere og sponsorater) kunne
det være salg af nyheder i særlige pakker f. eks.
til intranet, udvidet arkivadgang, overtakserede SMS-tjenester,
særlige e-mail tjenester, faciliteter i øvrigt som
hjælper brugerne med at tilegne sig indholdet og dermed
sparer dem tid og besvær. Listen kan formentlig gøres
længere endnu.
Få danske nyhedssites tager sig i dag betalt for deres
tjenester, bl.a. Fyens Stiftstidende
der er opdelt i to lag: Et gratis for alle og et password-beskyttet
for betalende abonnenter.
Mine egne erfaringer fra Fyens Stiftstidende siger, at kun
meget få har lyst til at købe adgang til den udvidede
netavis, hvor man får adgang til godt 100 ekstra artikler
(primært lokalstof) om dagen foruden mulighed for at søge
i det fulde arkiv -- mod 14 dage baglæns for gratister.
Til sammenligning indeholder den gratis del også godt 100
artikler om dagen.
Ikke overraskende er det især læsere i udlandet,
som vil bruge penge på et netabonnement. Prisen er 500 kroner
om året, 150 kroner pr. kvartal eller 60 kroner pr. måned.
Som regionalt-lokalt medie er vi ikke i samme konkurrencesituation
som mange af de landsdækkende nyhedssites. De tilbyder jo
i stor udstrækning de samme nyheder. Eller i hvert fald
nyheder om de samme sager og emner. Men hvis man ønsker
en tæt nyhedsdækning om fynske forhold, er der kun
os.
Hvilket rejser spørgsmålet, om den gratis del
er for stor og tilfredsstiller de flestes behov. Således
at flere ville betale, hvis gratis-laget blev gjort tyndere. De
kan jo ikke gå andre steder hen og få noget tilsvarende.
Det -- og meget andet -- diskuterer vi flittigt; og har endnu
ikke fundet svaret.
|