e J o u r
FORSIDE
TIP EJOUR
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Hele avisen leveret som email

Første avis i verden er på vej i Florida, og den bliver gratis

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk


Når min daglige abonnements-avis overlæsser mig med

  • bil-tillæg
  • shopping-tillæg
  • ejendoms-tillæg

plus muligvis endnu flere uidentificerede tillæg, der alle mest ligner de reklamer, som børn leverer i store bunker hver lørdag i mit kvarter, så ville jeg gerne kunne meddele avisen:

»Tak, ingen reklamer.«

Men jeg har prøvet. Forgæves. Alt eller intet. Jeg kan ikke abonnere på dele af en avis. Og selv om dens tillæg får Århus Onsdag til at ligne en udgave af Le Monde, betyder tillæggenes indpakning i en avis, at jeg tvinges til at lade dem glide gennem min brevsprække -- og derfra ulæst i containeren.

Derfor glæder jeg mig til den dag, da jeg kan få et abonnements-tilbud, hvor jeg individuelt krydser de ønskede stofområder af på en spiseseddel og modtager hele molevitten digitalt. Jeg kan jo printe det hele ud, hvis jeg absolut skal sidde og bladre med papir ved morgenbordet.

Den dag er måske ikke så fjern mere.

Hidtil har de digitale avis-abonnementer indskrænket sig til korte nyhedsbreve med et par linier om hver nyhed. Gratis eller kombineret med et papiravis-abonnement. Nyhedsbrevene formår kun at gøre læseren opmærksom på et emnes behandling i dagens avis. De få linier kan på ingen måde gøre det ud for dækning af nogen nyhed.

Bliver gratis

Men den første avis i verden -- og her læner jeg mig op ad amerikanske kolleger, der har en dyb viden om den nyeste udvikling på området -- er på vej med et tilbud, der omfatter den totale avis som et digitalt tilbud.

Avisen er St. Petersburg Times i Florida, der regner med om et halvt års tid at kunne tilbyde hver eneste lille bid af avisens daglige indhold som email til brugerne.

Avisens 'general manager of web publishing' Ronald Dupont Jr. fortæller i februar en af de garvede net-journalister Steve Outing i hans column Stop the Presses hos Editor & Publisher, at systemet skal give brugere adgang til at vælge mellem en tekst- og en HTML-version. I begge tilfælde med samme annoncer og reklamer som i papiravisen. Man vil også kunne skræddersy sit abonnement til bestemte interesser og stofområder.

Steve Outing kommenterer eksperimentet, som om han kendte mine avistillæg:

»It's about time!«

Det mest overraskende i planen er måske, at Ronald Dupont regner med, at servicen bliver gratis. The Times ønsker først og fremmest at generere mere trafik til avisens netsted. Det ny tilbud bringer brugerne i daglig email-interaktivitet med avisen, og den øgede trafik ventes at kunne aflæses i flere annonceindtægter.

Planen har fået en kommentar med på vejen af Rich Gordon, lederen af new media programmet på Northwestern University's Medill School of Journalism, som mener, at »That sounds like a great idea.«

Rich Gordon peger dog på et upåagtet problem:

»But the problem for most traditional publishers is that their content simply isn't ready for this kind of initiative. Most traditional publishers -- or broadcasters, for that matter -- simply haven't built editorial systems that store content in a structured form (database etc.) that makes it possible to 'slice and dice' in the way the Times proposes.«