|
Dansk diskussion om særlige net-menneskerettigheder
Af Per Helge Sørensen, phs@digitalrights.dk
I journalisters daglige kommunikation er nettet ved at blive
hovedvejen. På den baggrund har eJour bedt Per Helge Sørensen,
bestyrelsesmedlem og medstifter af foreningen Digital Rights,
der arbejder for at fremme menneskerettigheder på Internet,
overveje behovet for særlige net-menneskerettigheder. Den
aktuelle anledning er den amerikanske organisation PFIR's 'Declaration of Principles'.
Ideen om at formulere en særlig grundlov for Internet
er dukket op til overfladen med jævne mellemrum, siden nettet
i begyndelsen af halvfemserne forvandlede sig fra at være
en legeplads for forskere og nørder til et globalt kommunikationsmedium.
Fra flere sider har man flirtet med ideen om at formulere en
særlig Internet-rettighedserklæring, der fastslår
brugernes grundlæggende rettigheder. Og ideer har været
mange: fra fri kryptering over anonymitet på nettet til
sikring af den fundamentale ret til at modtage en udspecificeret
regning fra teleselskabet.
I juli dukkede der endnu et eksemplar op af slagsen. Denne
gang fra PFIR (People For Internet
Responsibility), en amerikansk organisation stiftet af Lauren
Weinstein og Peter Neumann, som har beskæftiget sig med
Internet siden de gode gamle dage, da nettet hed ARPANET og bestod
af to computere forbundet med et kabel på det californiske
universitet UCLA.
Før PFIR har bl.a. den europæiske organisation
for computerbrugere, CECUA, forsøgt sig med at formulere
Internetprincipper, UNESCO har annonceret, at man internt arbejder
på et forslag til cyberspace rettigheder, og vores eget
Forskningsministerium har nedsat et udvalg til at formulere borgernes
IT-rettigheder.
Men er det overhovedet muligt at formulere meningsfulde principper,
der skal gælde særligt for Internettet? Er det overhovedet
en god ide at forsøge? Og hvis det er, er PFIR's retningslinier
så det rigtige sted at starte?
Retten til et æ
Umiddelbart forekommer det på mange måder forkert
at formulere særlige rettigheder for Internet. Nettet er
jo ikke skabt i et juridisk vakuum, og eksisterende regler, herunder
også menneskerettighederne, gælder for Internettet,
ligesom de gælder i det omgivende samfund. F.eks. gælder
ytringsfriheden for ytringer på nettet, fuldstændig
som den gælder i avisen og på gadehjørnet.
Vi har jo heller ikke formuleret en særlig ytringsfrihed-for-det-der-bliver-sagt-i-radioen.
Samtidig kan formulering af rettigheder med udgangspunkt i
en særlig teknologi -- og på et særligt stade
af teknologiens udvikling -- give uheldige konsekvenser. Rettigheder
formuleret med udgangspunkt i Internettet, som vi kender det i
dag, vil have meget stor risiko for at underløbes af den
teknologiske udvikling og blive forældede, ligegyldige eller
måske ligefrem uhensigtsmæssige, allerede før
vi er blevet enige om dem.
Havde man f.eks. forsøgt at formulere et sæt Internetrettigheder
i Danmark i midten af halvfemserne, ville retten til at bruge
æ, ø og å i Internet e-mail formodentlig have
fået en central plads. De daværende problemer med
brug af danske karakterer i e-mails var således meget fremtrædende
i den politiske debat om Internettet. Bl.a. endte hovedparten
af indlæggene i en af de første åbne on-line
debatter i Danmark, Teknologirådets debat om Internet politik
i sommeren 1995, med at handle om problemer med æ, ø
og å.
Allerede få år efter, da overgangen til en ny standard
for kodning af e-mail havde løst problemet, ville en sådan
rettighed have forekommet en smule kuriøs. Til gengæld
ville man på daværende tidspunkt formodentlig have
lagt stor energi i at formulere en ret til danske karakterer i
world wide web domænenavne. En ret vi i dag så kunne
have smilet lidt af.
Hvis vi skulle formulere en 'Internetrettighed', som på
en holdbar måde adresserer disse problemer, er det derfor
ikke usandsynligt, at vi ville ende med en rettighed, der mindede
slående om den, der allerede er formuleret i de eksisterende
menneskerettighedserklæringer: nemlig retten til at ytre
sig på sit eget sprog.
Meget taler altså for at formulere rettighederne generelt
og teknologiuafhængigt, og så lade det være
op til en fortolkning, hvordan rettighederne skal anvendes på
den til enhver tid eksisterende teknologi.
Yahoo-sagen
Går man lidt dybere ned i diskussionen, er der dog alligevel
ting, der taler for, at Internet kunne give anledning til at formulere
nye rettigheder; eller i det mindste at reformulere de eksisterende.
Et godt eksempel på dette er den såkaldte Yahoo
sag fra foråret 2001. I Yahoo sagen anklagede en fransk
domstol Internetvirksomheden Yahoo for at udsætte franske
borgere for racisme ved at give adgang til en auktionstjeneste,
hvor der blev solgt relikvier fra Nazitiden.
Som udgangspunkt var den franske domstol i sin gode ret til
at gøre, som den gjorde, idet den franske fortolkning af
menneskerettighederne sætter beskyttelse mod diskrimination
og racisme højere end ytringsfrihed, og salget af Nazieffekterne
var derfor i modstrid med fransk lov.
Problemet var bare, at auktions-serveren stod i USA, hvor afvejningen
mellem diskrimination og ytringsfrihed i denne type sager typisk
falder ud til ytringsfrihedens fordel, hvorfor serveren her var
fuldt lovlig.
Sagen endte med, at Yahoo, efter at være blevet pålagt
den teknisk umulige opgave at spærre adgangen til auktionstjenesten
for alle franske brugere, besluttede sig for at forbyde salg af
denne type effekter på sin auktionstjeneste -- udfra en
'markedsmæssig' overvejelse. Et udfald, som fra en fransk
vinkel muligvis kan ses som en sejr, men som for amerikanske brugere,
der på foranledning af en domstol i en fremmed stat blev
frataget den ytringsfrihed, som deres lands lovgivning skulle
sikre dem, er knap så heldig.
Som Yahoo sagen viser, er de eksisterende menneskerettigheder
altså heller ikke teknologisk langtidsholdbare.
De bærer i høj grad præg af at være
formuleret i halvtredserne, hvor radio, tv og den trykte presse
var de eneste massekommunikations-medier, og hvor en virtuel auktion,
som giver borgerne fra hele verden mulighed for at byde på
de samme varer, var noget, man knap nok havde fantasi til at forestille
sig i science fiktion romaner. I dette verdensbillede gav det
ikke anledning til alvorlige problemer, at menneskerettigheds-konventionerne
implementeres gennem de enkelte landes nationale lovgivning, hvor
der er rig mulighed for fortolkning, f.eks. i forbindelse med
afvejningen mellem diskrimination og ytringsfrihed.
Men med fremkomsten af et globalt kommunikationsnetværk,
hvor enhver borger kan ytre sig over for borgere i hele verden
på tværs af nationale grænser, er nationale
afvejninger problematiske at opretholde.
Disney-net?
Yahoo sagen peger også på et af de andre forhold,
der gør, at vi måske alligevel bliver nødt
til at kigge lidt nærmere på nogle særlige rettigheder
for Internet.
Mens de franske borgeres rettigheder i Yahoo sagen endte med
at blive beskyttet, endte de amerikanske borgeres rettigheder
med at blive krænket.
Amerikanernes krænkelse skete på en måde,
som borgerne ikke havde nogen muligheder for at protestere mod.
Havde de amerikanske myndigheder krævet tjenesten lukket,
ville borgerne have kunnet rejse sagen ved en domstol; og havde
med al sandsynlighed vundet. Men det var ikke det, der var tale
om. Tjenesten blev lukket udfra en 'markedsmæssig' overvejelse.
Og en privat virksomhed har jo ret til at afgrænse, hvilke
produkter og tjenester den ønsker at tilbyde sine kunder.
Yahoo sagen peger dermed på den anden problemstilling,
som udfordrer de eksisterende menneskerettigheder:
At konventionerne (primært) regulerer forholdet mellem
staten og borgeren, mens den teknologiske virkelighed betyder,
at problemer med ytringsfrihed og privatliv i stigende grad opstår
i forholdet mellem borgeren og en privat virksomhed.
Selvom vi godt kan lide at opfatte Internettet som et offentligt
rum, hvor man kan mødes frit og udveksle synspunkter, så
er der i virksomhedernes verdensbillede tale om en serie kommercielle
tjenesteydelser, som vi køber hos private udbydere; kommercielle
tjenesteydelser, som udbyderen har ret til at definere og tilrette
efter sine egne ønsker.
For at anskueliggøre problemet kan man f.eks. forestille
sig. at alle udbyderne af chat-rooms blev enige om at forbyde
bandeord i deres chat (hvad den største danske udbyder
Jubii har gjort). Dette ville de formodentlig (juridisk set) være
i deres gode ret til at gøre. Men forbudet ville betyde,
at der ikke længere ville være et sted på nettet,
hvor der måtte bandes. Reelt ville der altså være
blevet indført censur. Fordi der er tale om kommercielle
tjenester, ville censuren bare ikke være i strid med menneskerettigheds-konventionerne.
Hvis vi ikke vil risikere at ende med et disneyficeret Internet,
hvor spillereglerne er defineret af kommercielle parter udfra
de normer, som den brede gruppe af brugere kan blive enige om,
kan det altså være, at vi alligevel bliver nødt
til at opstille nogle retningslinier, som tager udgangspunkt i
Internettet som et offentligt rum snarere end et kommercielt produkt.
Retten til at slippe for Microsoft
Kigger man nærmere på PFIR's forslag til rettigheder,
rammer de præcist ned i nogle af de nævnte faldgruber
omkring formulering af særlige Internetrettigheder. Samtidig
indeholder de dog også ideer, som kan være et skridt
på vejen til at løse nogle af de ovenstående
problemer med de eksisterende menneskerettigheds-konventioner.
Den alvorligste svaghed ved PFIR's principper er nok, at de
er meget specifikt rettet mod Internet og dermed risikerer at
ramme helt ved siden af nogle af de nye kommunikationsformer,
som vil få stor betydning i de kommende år: mobil
kommunikation, e-mail via tv m.v.
F.eks. er en rettighed som den følgende:
- »The Internet should not be used in manners that compromise
the medical, financial, or other personal information of any
persons...«
jo ikke meget værd, hvis misbruget af personlige data
sker via mobiltelefonen.
Nogle af PFIR's rettigheder bliver meget tekniske i deres formulering
og retter sig tydeligvis mod nogle af de konkrete problemstillinger,
man oplever på nettet i dag. Dette gælder f.eks.
- en rettighed, som søger at sikre interoperabiliteten
af Internettjenester (formodentlig et hip til Microsofts DOT.NET
strategi),
- en rettighed om at man ikke bør indbygge bagdøre
i software (rettet mod hackere og NSA?),
- et princip om at virksomheder bør udvikle sikker software
(Microsoft igen)
- og så et noget uforståeligt udfald mod den tekniske
kvalitet af systemer til elektronisk signatur og digitale afstemninger.
Alt i alt er der her næppe tale om rettigheder, som vil
være fundamentale i fremtidens samfund, og de problemer,
man søger at løse, vil måske mere hensigtsmæssigt
kunne overlades til markedet og den teknologiske udvikling.
Ved siden af de tekniske rettigheder har PFIR heller ikke kunne
modstå fristelsen til at bevæge sig ind på nogle
af de mere traditionelle juridiske problemer, som er oppe i tiden.
Dette gælder f.eks. spørgsmålet om lovligheden
af links fra en hjemmeside til ulovligt materiale på en
anden hjemmeside, overvejelser om softwarepatenter, problemstillingen
omkring lovvalg i forbindelse med kommercielle web-tjenester og
så en lidt mystisk bestemmelse omkring ophavsret, der synes
at være formuleret i frustration over den amerikanske musikbranches
aggressive fremfærd over for piratkopiering.
Igen er der jo tale om interessante og væsentlige problemstillinger.
Spørgsmålet er bare, om de ikke egner sig bedre til
at blive afklaret gennem det eksisterende retssystem end via en
erklæring om grundlæggende Internetrettigheder.
De grundlæggende rettigheder
Tilbage står nogle rettigheder, der vitterligt omhandler
grundlæggende problemer, der i dag ikke er nogen ordentlig
løsning på, og som må siges at være fundamentale.
Dette gælder dels PFIR's bestemmelse om 'tracking', som
fastslår, at brugere på Internet ikke rutinemæssigt
må overvåges.
Selvom menneskerettigheds-konventionerne indeholder bestemmelser
om privatliv (bestemmelser som i Europa endda er suppleret med
egentlig privatlivslovgivning i form af et direktiv om databeskyttelse)
er der her tale om et problem, hvor meget endnu står åbent.
National sikkerhed (efterretningsvirksomhed) og kriminalitetsbekæmpelse
(politiets overvågning) falder nemlig uden for både
menneskerettigheds-konventionerne og EU-direktivets privatlivsbestemmelser.
PFIR's princip fastslår, at overvågning kun må
ske i klart definerede tilfælde og efter dommerkendelse.
Man gør dermed op med efterretningstjenesternes systematiske
overvågning, der foregår uden dommerkendelse -- den
overvågning, som i medierne typisk diskuteres under overskriften
Echelon.
Princippet vil stoppe den glidebane mod vilkårlig overvågning,
som bl.a. kan iagtages i Europarådets udkast til konvention
om Cyber-Criminalitet, hvor man lægger op til, at overvågning
kan ske i forbindelse med »enhver forbrydelse begået
ved hjælp af en computer« -- altså uanset forbrydelsens
karakter eller alvor.
Til gengæld forholder PFIR's princip sig desværre
ikke til en af de andre alvorlige problemstillinger, som diskuteres
i disse år, nemlig spørgsmålet om hvorvidt
tele- og Internetudbydere rutinemæssigt skal opsamle data
om brugernes adfærd med henblik på, at politiet med
tilbagevirkende kraft kan overvåge eventuelle kriminelles
færden på nettet.
Hvad angår kryptering, tilføjer PFIR faktisk et
væsentligt element i de klassiske krypteringsprincipper,
der går igen i de fleste udkast til Internetretningslinier.
Ud over at sikre borgernes ret til at beskytte deres kommunikation
via kryptering fastslå PFIR's princip nemlig, at man ikke
bør blive mistænkt for ulovlig aktivitet, blot fordi
man krypterer sin kommunikation. Dette kan umiddelbart forekomme
indlysende. Men når man kender den nye engelske RIP-lov,
som giver mulighed for at fængsle borgere blot på
baggrund af, at de har krypteret deres kommunikation og nægter
at medvirke til dekodningen, så virker PFIR's princip i
høj grad på sin plads.
I forhold til anonymitet på nettet har PFIR til gengæld
ikke helt fundet solid grund at stå på. På den
ene side mener man, at Internetbrugere bør have mulighed
for at være anonyme; på den anden side er man flere
steder meget ivrige for at sikre muligheden for at efterforske
hackerangreb og andre forbrydelser på nettet.
Men spørgsmålet om anonymitet handler jo netop
om afvejningen mellem at sikre borgernes privatliv og behovet
for at retsforfølge hackere (som typisk optræder
anonymt). Her er der altså ikke meget afklaring af hente
hos PFIR, selvom de da skal have ros for at tage det væsentlige
emne op.
Endelig fastslår PFIR i sine retningslinier, at borgerne
ikke må tvinges til at bruge Internetfiltre, der frasorterer
anstødeligt (men lovlig) information. Igen en rettighed,
der i lyset af den generelle ytringsfrihed kan forekomme indlysende,
men som bl.a. partiet Centrumdemokraternes forslag om tvungen
filtrering på offentlige computere i december 2000 viste
langt fra er ligegyldig.
Hvem skal bestemme hvad?
Som beskrevet indeholder PFIR's retningslinier en række
gode forslag, der kan være med til at afklare nogle af de
problemer, vi står overfor, og som kan give inspiration
til de kommende års diskussioner.
En problemstilling, løser de dog ikke; og det er måske
i virkeligheden den væsentligste af dem alle: hvem skal
egentlig beslutte, hvilke rettigheder der skal gælde på
nettet?
Siden Internettets fremkomst har der været mange forslag
til dette. Forslag, som stort set alle har haft ét til
fælles: at regeringerne skulle blandes langt uden om.
PFIR principperne gør heldigvis op med denne klassiske
Internet-anarkisme. Frem for at lægge magten i hænderne
på selvbestaltede grupper af Internetingeniører,
brugergrupper af forskrækkede forældre eller multinationale
virksomheder og lobbyorganisationer fastslår man, at de
demokratisk valgte nationale regeringer i sidste ende har ansvaret
for de regler, der gælder omkring anvendelsen af nettet.
Man er dog opmærksom på, at der er en international
vinkel på problemstillingerne, som ikke kan løses
af nationale regeringer. PFIR forestiller sig derfor, at der oprettes
en repræsentativt sammensat international Internetorganisation,
der skal udvikle principper for anvendelse af nettet.
Om dette er vejen frem kan diskuteres. Som tidligere nævnt
er formuleringen af særlige Internetprincipper måske
ikke i alle tilfælde hensigtsmæssig. Tilsvarende ville
det måske være mere nærliggende at diskutere
disse spørgsmål i de eksisterende internationale
organisationer -- vel ikke mindst FN -- frem for at opbygge en
særlig organisation til Internetrettigheder.
Men dette kræver naturligvis, at disse organisationer
er klar til at tage diskussionen op. Indtil det sker, kan PFIR's
retningslinier jo være et skridt på vejen.
|