Journalistik på kanten af kaos

Journalister kan modvirke folks isolering i The Daily Me

Af lektor Hans Henrik Knoop, knoop@dpu.dk, Danmarks Pædagogiske Universitet

• The Daily Me giver orden
• Folk stoler ikke på journalister
• Lukker sig om sig selv
• Journalisters opgave

Menneskehedens samlede viden forøges dramatisk år for år, og verden bliver mere og mere uoverskuelig. Dermed stiger menneskets behov for at skaffe sig orden, for ellers oplever vi tilværelsen som kaotisk og angstprovokerende.

Denne orden kan etableres på to måder:

• man kan blive klogere (hvorved verden bliver mere overskuelig, dvs. fremstår mere simpel),
• man kan lukke af for omverdenen (dvs. reducere oplevelsen af kompleksitet ved at se bort fra den).

Sunde mennesker bruger begge strategier gennem hele livet. De lærer hele tiden nyt, fordi de, i overensstemmelse med deres natur, formår at indrette sig så de nyder livet -- og læring er noget af det mest nydelsesfulde der findes. De er også gode til at lukke af og få tid til fordybelse og koncentration, fordi de ved at de lærer bedst og nyder livet mest, når de ikke oplever uønskede forstyrrelser.

Det ideelle nyhedsmedium giver borgeren et kvalificeret overblik over et område med et minimalt tidsforbrug og et minimum af uønskede forstyrrelser. Når aviser eller tv-kanaler således vælger at øge deres volumen (uoverskuelighed) ved hjælp af reklamer (uønskede forstyrrelser), vil læseren naturligvis opleve større ubehag på grund af manglende læring og dermed være mere tilbøjelig til at vende disse medier ryggen.

Det gør stadig flere, for til gengæld at opbygge deres egen lille personlige »nyhedsformidling«, primært via nettet, skræddersyet til egne behov og værdier. Dette medium er blevet kaldt 'The Daily Me' .

The Daily Me giver orden

Fordelene ved The Daily Me er indlysende. Udover at man får et bedre overblik og bedre kan koncentrere sig, slipper man også for den daglige ydmygelse, man tidligere mødte, fordi medierne -- ikke budskabet -- stadigt tydeligere gik igennem som budskabet. Altså: Det handlede tilsyneladende om at være i mediet, være på, snarere end at beskæftige sig med en nobel sag. Og fordi medieproduktionen var forbeholdt et par procent af befolkningen, sad stort set alle med en fornemmelse af at være udenfor, selvom de forsøgte at kæmpe sig indenfor gennem artikler og udsendelser.

The Daily Me er et effektivt middel mod denne fremmedgørelse.

Ulemperne ved individualiseret nyhedsformidling er dog ligeså åbenlyse som fordelene. Hvis ingen længere ser det samme, læser det samme eller hører det samme er der ikke meget at tale om, når man mødes, og det sociale fællesskab mellem mennesker reduceres til overvejelser om vejr og vind (trend). The Daily Me er således en glimrende nyhedskanal, som på mange måder er nødvendig, men den er ikke tilstrækkelig, for selvom den modvirker en form for fremmedgørelse skaber den nemt en anden.

Den kulturelle udvikling forløber hurtigere og hurtigere, medens vi demokratisk og politisk ser ud til at styre mindre og mindre. Dette er stærkt destabiliserende og derfor stærkt foruroligende.

For at skabe et nyt bæredygtigt demokratisk fællesskab har vi, formodentlig mere end nogensinde, brug for god journalistik -- gennemført på basis af demokratiske idealer, gedigen journalistisk kompetence samt arbejdsforhold der sikrer journalisternes trivsel og udvikling gennem grundig research, koncentration og generel prioritering af kvalitet frem for kvantitet.

Men vi får dystre prognoser, for borgerne stoler ikke særlig meget på journalisterne, så det er et åbent spørgsmål om de stadig er villige til at medfinansiere en genopretning af journalistikken via ny abonnementer.

Folk stoler ikke på journalister

Den 26. september 1999 bragte Søndagsavisen en artikel med overskriften »Ingen tillid til politikerne« med undertitlen »Politikere ligger på linie med bilforhandlere, journalister og reklamefolk, når det handler om troværdighed.«

Læseren forledes til selv at fortsætte: »Ja, kan man synke lavere.«

Den reflekterede læser når måske endog frem til, at også Søndagsavisens skribent må være omfattet af alt dette, således at heller ikke denne artikel er til at stole på. Jeg har valgt at stole på den, men dilemmaet er åbenlyst: Hvis vi ikke kan stole på offentlig nyhedsformidling, kan vi end ikke stole på offentlig kritik af nyhedsformidling og samfundet smelter sammen som et gammelt kraftværk, hvis bærende strukturer ikke længere kan forhindre sundhedsskadelige udslip.

I artiklen refereres resultaterne af en repræsentativ undersøgelse baseret på 600 danskere over 15 år (Gennemført af Institut for Konjunktur-Analyse). De var blevet bedt om at svare på spørgsmålet: »Hvordan vurderer De troværdighed og etisk standard hos folk i følgende erhverv?« For journalister var resultatet følgende:

• 1% svarede »Meget høj«
• 7% svarede »Høj«
• 34% svarede »Hverken/eller«
• 45% svarede »Lav«
• 14% svarede »Meget lav«

Set i lyset af næsten enhver presseetisk standard er der måske kun én, og i hvert fald ikke mere end otte procent af borgerne, som mener journalistikken lever op til sin etiske kodeks. Ikke underligt at kunderne søger væk. Hvor mange ville fortsat handle hos købmanden, hvis kun én, måske otte, karton letmælk for hver hundrede var til at drikke?

Lukker sig om sig selv

Problemet er næsten lige så komplekst, som den kompleksitet der oprindelig har skabt problemet. Men paradoksalt nok ser det ud til at journalistikken kan lære noget af borgerne i denne sag, for borgernes lukken sig af med The Daily Me er blot et specialtilfælde af et mere alment forsvarsprincip.

Den kulturelle uoverskuelighed har fået ikke blot enkeltpersoner, men også arbejdspladser, professioner, ja hele nationalstater til at lukke sig om sig selv i skøn forening --eller i hvert fald forsøge på det.

Alle forsøger at skabe sig overblik og orden ved at afgrænse sig. Det er både godt og skidt. Det er godt fordi ingen kan holde ud ikke at have styr på deres liv, men det er dårligt, fordi systemer, hvis dele suboptimerer, dør tidligt. Hvis hjertet ikke længere tager hensyn til leveren vil et menneske dø på få timer. Hvis journalister ikke længere har loyalitet over for deres arbejdsplads, mister arbejdspladsen hurtigt sin konkurrencekraft.

Hvis journalister ikke længere arbejder for samfundets bedste, men alene for koncernens regnskaber, nedbrydes samfundet, og hvis nationalstater ikke længere varetager globale hensyn, men udelukkende egne befolkningers kortsigtede interesser, ser det sort ud for os alle på lidt længere sigt.

Jeg håber det fremgår, at denne artikel er ikke et angreb på enkeltpersoner. Den er end ikke et rigtigt angreb på den journalistiske profession, som på mange måder er kommet uforskyldt i uføre. Ingen enkeltperson eller profession kan gøres eneansvarlige for, hvad de globale markedskræfter og den stadigt mere uoverskuelige kulturelle kompleksitet skaber af menneskelige problemer.

Men alle kan gøre lidt.

Journalisters opgave

Journalisten kan gøre sig umage og kæmpe mod kvalitetsskred i arbejdet, ved at insistere på ikke at skrive mere end at kvalitetsniveauet kan holdes og de journalistiske idealer respekteres.

Med andre ord: Kvantitet må aldrig korrumpere kvalitet.

Redaktøren kan gå foran som godt journalistisk kvalitetseksempel og engang imellem være den personaleleder, der fungerer som paraply for medarbejderne ved at forhindre at ensidig økonomistyring ovenfra ødelægger journalistikken og dermed skader befolkningen.

Koncernledelsen kan sætte sig ind i problemstillinger som de her beskrevne og modsætte sig den kulturelle forurening, de presses til, når produktionskravene og økonomien bliver det primære.

Bestyrelsen kan sammensættes, så den repræsenterer almenmenneskelige interesser og således ikke kan tillade, at den overdrevent markedsstyrede kulturelle forarmelse fortsætter.

Alle har et personligt medansvar, for hvad der sker.

Sammenfattende kan vi sige, at hvis demokratiet skal fungere bedre, har vi brug for en journalistik, der på én og samme tid lever op til journalistens egne idealer (dvs at journalisten realiserer sig selv gennem sit arbejde), der honorerer professionens idealer (dvs giver borgerne den information de har brug for) og som tjener et højere samfundsmæssigt formål hvorved den både varetager den enkeltes og fællesskabets interesser (dvs the media cannot be the message).

Arbejdsprincipperne for en sådan journalistik kan muligvis udvikles i tråd med, hvad Bill Kovach og Tom Rosenstiel har anbefalet som en slags principprogram for fremtidens journalistik, her i en let bearbejdet form (Kovach, B. & Rosenstiel, T.: The Elements of Journalism. New York, Crown Publishers, 2001, s. 12 ff.):

1. Journalistikkens første forpligtelse er rettet mod sandheden.
2. Journalistikkens primære loyalitet er rettet mod borgere.
3. Journalistikken er essentielt en verifikationsdisciplin.
4. Journalistikkens udøvere må opretholde uafhængighed over for dem, de dækker.
5. Journalistik må tjene som uafhængig magtovervågningsinstans.
6. Journalistik må bidrage som forum for offentlig kritik og afsløring (compromise).
7. Journalistik må tilstræbe at gøre det væsentlige interessant og relevant.
8. Journalistik må gøre nyhederne alsidige og velafmålte (proportional).
9. Journalistikkens udøvere må have tilladelse til at handle efter egen samvittighed.

Disse principper fremstår tydeligvis ikke særligt originale, men da kampen mod forfaldet jo ikke mindst handler om at genfinde og fastholde en række traditionelle journalistiske dyder, gør det måske ikke så meget. Det er tydeligvis ikke altid det nye, der er det bedste i nyhedsformidlingen.

Hans Henrik Knoop er medarrangør af en konference med titlen »God journalistik i forreste linie« 31. januar 2002 på Danmarks Pædagogiske Universitet, København, hvor forskere fra bla. Harvard University, Stanford University og University of Chicago, der har samarbejdet med Kovach og Rosenstiel, deltager.